Treasure Island

Frederik Paludan Müller


Dandserinden — 3. Sang


Let Tiden ruller, hvad den med sig bringer
Forandrer let sin vexlende Gestalt;
Alt kommer frem, og derpaa svinder Alt,
Og svagt og svagere hver Gjenlyd klinger:
Kraft, Ungdom flyver bort paa snare Vinger,
Lyst er som Draaben, der i Havet faldt,
Al Livets Glands er Lys, som Natten slukker,
Et deiligt Øies Blik, som Døden lukker.

[272]
See, denne Sandhed, der sin Skygge hænger
Om alle Livets Stjerner — dette Ord,
Der sluger alle Tanker, det sig mænger
Som bitter Latter i hver Glædes Chor.
Som Pilen det igjennem Sjælen trænger,
Som Slangen det om Hjertet fast sig snoer,
Og mens vor Kraft til Jorden ned det tynger -
Mens vi forældes — det sit Liv forynger.

[273]
Hvor findes Balsam vel for dette Saar,
Hvor Urten, som os denne Vunde læger?
Hvor Livets fulde, rosenkrandste Bæger,
Hvis fjerne Bund vor Læbe aldrig naaer?
Hvor Frugten, som med samme Kraft os qvæger
I Barndoms, Ungdoms som i Mandoms Aar?
Kort, Alt forenet, som vor Aand behøver,
Som Hjertet trøster, hæver og bedøver -

[274]
Thi hvor er Tro, som ei af Tvivlen fældes,
Og hvor er Haab, hvis Glands i Graven faldt,
Og hvor er Kraft, hvis Styrke ei forældes,
Hvor Kjærlighed, som Tiden ei har qvalt?
Hvor Gjerninger, hvis Grændse kun er Alt?
Hvor Tanker, Følelser, hvis Sum ei tælles?
Hvor Nydelser, hvor ei den sidste Rest
Var Tomheds, Flauheds, Kjedsomhedens Gjæst?

[275]
Forsage, det er Læren kun, forsage
Er al vor Viisdom — Livets hele Frugt;
Den Rest, som af vor Virken bli'er tilbage,
Den Blomst, som modnes ved Erfarings Tugt.
Vel er kun Sorg dens Rod, dens Duft og Lugt
Kun Kulde, Bitterhed og mørke Dage:
Dog voxe skal den, til den kolde Steen
Bedækker Hjertet, Jorden vore Been.

[276]
O Hvile, Hvile! Du, som Haanden strækker
Imod os ud, og trykker til din Barm
Hvert saaret Hjerte — Du, som kjærlig lægger
Dets hele Byrde paa din stærke Arm,
Som mild vort Øie med dit Kys bedækker,
Som vugger sødeligt foruden Larm
Hver Sjæl i Slummer, mens din mørke Broder
Sin Fakkel slukker — Du er Trøstens Moder!

[277]
Ja Hvile! Du vor Barndoms første Amme
Naar Livets første Skrig undslap vor Mund,
Du fulgte os paa Vandringen den samme,
Vor Smertes bløde Pude var dit Blund.
Du reder Leiet i den sidste Stund,
Dit sidste Kys vi ubevidst annamme;
Du leer af Tiden, thi fra Evighed
Dit tause Væsen drømmende steg ned.

[278]
Dog barnløs ei Du gjennem Livet gaaer,
Vor Pleiemoder! selv en Flok Du eier
Af fagre Børn, hvis Form dog Intet veier,
Skjøndt deres Aand til Nattens Stjerne naaer.
De fik dit milde Blik, dit gyldne Haar,
Om Haabets Straaler deres Liv sig dreier;
Dem binder ingen Lænke, Tidens Storm
Fordunkled aldrig gyldne Drømmes Form.

[279]
Og for Diones Blik de gynge mildt,
Liig Sommerfugle af de dunkle Larver,
De stige frem i rosenrøde Farver
Af Længsel, mægtig vakt, men ikke still't.
Og Sjælen, i et Næt af Tanker hild't,
Al Drømmens Glands, al Tankens Uro arver,
Og begges Frugt i Blik og Mund man seer:
Mens Øiet er tungsindigt, Læben leer.

[280]
Saa staaer hun paa Altanen — Hjertet venter
I Frygt og Længsel, mens det klare Blik
Paa Veien, langs de solbestraalte Stenter,
Grev Charles søger efter vante Skik.
Og dobbelt Varme hendes Hjerte henter,
Og dobbelt Rødme hendes Kinder fik,
Hvergang en Støvsky sig paa Veien hæver,
Hvergang af Skoven frem en Skygge svæver.

[281]
Men ei han viser sig paa fjerne Sti.
Secund — Minut og Time langsomt svinder;
Og Smilet flygter fra Diones Kinder,
Fra hendes Hjerte Drøm og Phantasie.
Til hendes Sjæl Erindring Veien finder,
Og lette Billeder gaae let forbi:
Hun rødmer høit med eet, og Ho'det bøiet
Til Brystet synker, og til Jorden Øiet.

[282]
Da seer i Veiret hun, og seer en Rytter,
Som kommer Høien meer og mere nær,
Og hurtig hendes Kind sin Farve bytter,
Med Rosens Purpur vexler Liliens Skjær.
Urolig hendes lille Fod sig flytter,
Og som et Skjold mod vilde Tankers Hær
Paa Hjertet fast den høire Haand hun lægger,
Mens Øiet med den venstre hun bedækker.

[283]
Dog, det var ikke ham — Diones Frygt
For Gjensyn nu forvandler sig til Kummer,
Og hvert et Savn, som hendes Hjerte rummer,
Har nu som Taarer op til Øiet søgt.
Dog venter hun — skjøndt alt i stille Slummer
Naturen og dens Skabning hviler trygt.
Dog venter hun — skjøndt Venu's stolte Øie
Alt vandrer over Nattens dunkle Høie.

[284]
Og træt af Sjælens Kamp hun søger Hvile,
Og næste Morgen føder Haab paany;
Men Dagen flygter, og dens Timer ile
Liig Skygger, der med Skikkelserne flye.
Som Stormens Hviin igjennem Luftens Sky,
Saa flyve gjennem Tiden Tankens Pile;
Enhver forgiftet vender atter hjem:
Diones Hjerte Skiven er for dem.

[285]
Fra hver en Kant med Uro hun fornemmer
De fulde Toner af Forventnings Sang,
Der gjennem Luftens længselsfulde Stemmer
Ved Dag og Nat for hendes Øre klang.
Liig Flodens Dæmming, som dens Bølger tæmmer,
Men aabner for dens Draaber dog en Gang,
Saa holder hendes Haab nu knap tilbage
Den stormende, den atterfødte Klage. -

[286]
En Uge gaaer — endnu den samme Længsel
Med Frygt og Sorg behersker hendes Aand;
Hun sidder som en eenlig Fugl i Fængsel,
Og vandrer Fangen liig i tunge Baand.
Hvo fører hendes Sjæl af Sorgens Trængsel?
Hvo løser Lænken vel med kjærlig Haand?
Ei han, som ene kan — han sender ikke
Sin Trøst i Ord, sin Kjærlighed i Blikke.

[287]
Dog — Sygdom fængsler nu maaskee hans Fod? -
Begjerlig griber Tvivlen dette Anker.
Et Billed danner hun sig let i Tanker
Af styrtet Ganger og af Charle's Blod.
Da stiger hendes Angst med hendes Mod,
Som løste Storme hendes Hjerte banker:
Hun sender strax til Byen en Stafet
Med tusind Hilsner, gjemt' i en Billet.

[288]
Snart Budet er tilbage og fortæller:
Den unge Greve havde ei han seet,
Men vel hans Moder og et Par Mamseller,
Som Brevet havde læst og derpaa leet.
Ham Grevens Moder derpaa havde be'et
Det Svar at bringe, som han frygtsom mælder:
Hvert Baand, hvorpaa Dione Haabet bygger,
Rev hun, som Brevet selv, i tusind Stykker.

[289]
Dione skjælver, dog kom intet Ord
Fra hendes Læber; ingen Taarer trille
Fra hendes Øie — tankefuld og stille
Hun hefter Blikket paa den dunkle Jord;
Og som et Lyn igjennem Sjælen foer,
Som hver en Dæmning brast for Hjertets Kilde,
Sig hæver svulmende det unge Bryst -
Det føder Sukket, tause Smerters Røst.

[290]
Thi ogsaa Taushed har sit Sprog, og Stemmer
I Mine, Suk, i Stilling og i Blik;
Og meer Veltalenhed de ofte fik
End Ordet, som i Verdens Larm man glemmer.
Hvad Sjælen dybest ahner og fornemmer,
Ud over Læbens Mure sjelden gik;
Men ingen Skranke Tausheds Sprog kan hindre -
Det aabner os et Hjertes hele Indre.

[292]
Og daglig slutter sig Diones Sind
For Verden meer — kun drømmende det lever;
Det hvert et Billed af Erindring væver,
Men Livets Indtryk lukker ei det ind.
Saa sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saae i Luften ud, mens Skyen svæver
Med alle Farver vexlende forbi:
Et Speil af hendes Sjæls Melankolie.

[292]
Dog hvad er Ord fornødne? — samme Spil
Kan her beskues som paa Livets Scene:
Først Smertens Frugt fra Sorgens fulde Grene,
Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til.
Først Haab og Sorger, derpaa Sorg alene,
Først Længsels Taarer, derpaa Angers Ild.
Først dobbelt Kraft i hver en sød Fornemmelse,
Saa Slaphed, Sløvhed, Kulde og Forglemmelse.

[293]
Dog før hun sank i denne Agonie,
Før hun et Vrag for Lidenskaben driver
Paa Tidens Bølger, som gaae let forbi,
Et kjærligt Brev hun til Grev Charles skriver.
Dets Indhold nu til Bedste her jeg giver,
Dets Virkning først omlidt erfarer I.
Dets fine Skrift med lette Sving var ziret,
Men Taarers Spor var synligt paa Papiret.

[294]
Du svigter mig — Du flyer mit Øies Blik,
Skjøndt ømt jeg kalder, Du vil ei mig høre.
Du lukker for mit lette Suk dit Øre,
Og rækker bortvendt mig den bittre Drik.
Alt svinder nu — mit stolte Syn forgik;
Og Intet meer kan mig tilbageføre
Dets Lys, dets Glands, dets lette Tryllerie;
Kun Tanken har jeg nu — det er forbi!

[295]
Det skulde være — nu velan! ei Klage
Skal disse Linier bringe fra mit Bryst,
Ei Raab, som uden Gjenlyd gaae tilbage,
Ei Savn, som vende hjem foruden Trøst.
Kun milde Ord, som ei dit Hjerte nage,
Kun Tankens Speil af den forsvundne Lyst,
Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en Lindring;
Kun skuffet Haab, og dyrebar Erindring.

[296]
Hvad er et Ord? — Farvel! — og dog en Smerte,
Den bittreste, er gjemt i dette Ord.
En Grav for Alt, som dette Bryst begjerte
Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord.
Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Bæger boer -
Tag alle Blade Du! thi Duft og Farve,
Som Du gav Liv, til Afsked Du skal arve.

[297]
Min Sjæl er træt; men ingen Slummer falder
Paa dette Øie — kun min Tanke gaaer
I Sorgens Dragt igjennem Fortids Haller,
Og stille ved hvert yndigt Billed staaer.
Da vaagner Smerten først, og Længsel kalder,
Jeg strækker Haanden ud — men ei den naaer
Den flygtige, den lette Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

[298]
Da vækkes jeg, til Liv og Mørke kaldt:
Sjæl, Hjerte, Mund og Blik har nu kun Savnet
Af alt det Herlige min Arm har favnet,
Af Dig, din Kjærlighed og din Gestalt.
O Charles! som mig flyer — af hvem kun Navnet
Endnu jeg har, skjøndt dette Navn er Alt,
Alt som jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes hele Sprog naar jeg forstummer.

[299]
O Du — men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og tørres end den bort,
Den vælter frem paany — som Smerte sætter
Den sig ved Tanken fast, og gjør den kort.
Thi lad mig ende — Dig jeg ei forgjetter,
Naaer end mit Hjerte Verdens Haan og Tort -
Farvel! Farvel! jeg har ei meer at skrive -
Kun dette Kys — nei, nei! og dog — det blive!

[300]
Bort sender Brevet hun; dog før det naaer
Det søgte Maal, til Charles vi os vende.
Vi Grunden til hans Adfærd først erkjende,
Før videre i Texten frem vi gaaer.
O Musa! Du, som Hjerterne forstaaer,
Hvis skarpe Blik ei Løgnen kan forblende,
Vær Du i denne Labyrinth min Snor;
Led gjennem Tanken mig paa Sandheds Spor.

[301]
Thi hvad bevæger Livet? hvad er Grunden
Til Sjælenes Forandring? hvilken Magt
Har Villiens stærke Haand i Lænker lagt,
Og let med Sandser Aanden overvunden?
Hvad skaber Lunets vexelrige Dragt,
Og lokker Graad af Øiet, Smiil af Munden?
Hvad dræber, livner, vækker, sløver Alt?
Det Svaghed er, af Andre Styrke kaldt!

[302]
Den bringer af de smaaligste Motiver
Den største Virkning her i Livet frem.
Den skiller Hjerter, og forener dem,
Og i det Skiftende den ene bliver.
Vor fundne Lykke den igjen fordriver,
Vort svundne Haab den lokker atter hjem.
Dens Barn er Forsæt — yndigt og forfængeligt
Er dette Barn, liig Taarerne forgængeligt.

[303]
Og Svaghed nu i Baandet Charles holder,
Som Forhold knytted' — Hensyn er dets Navn.
Forstanden for hans Hjerte nu et Skjold er,
Naar dette vinker til Diones Favn.
Og naar hver Tone i hans Indre Moll er,
Betragtning fører ham til Ærens Havn,
Til Valget blandt den høieste Noblesse,
Til Giftermaal med rigeste Comtesse.

[304]
Men det som gjør, at nu hans Hjertes Indre
Med Hensyns grove Næt sig fange la'er,
At nu han seer det Store som det Mindre,
Og med det Smaalige til Takke ta'er -
Paa dette Læseren vil finde Svar,
Naar han det sidst passeerte vil erindre:
Forbuden Elskov tidt med Kulde blandtes -
Hvis mig man ei vil troe, man troe Cervantes.

[305]
Og Verdens Stemme fanger nu hans Øre;
— Thi Moden har Dione Ryggen vendt -
Den taler om at lade sig forføre,
Om Øine, som lidt Skjønhed har forblendt;
Om Damer, som i Ring med Taaber kjøre,
Skjøndt slige Damer er kun lidt bevendt -
Om visse Folk, ja reentud om Dione,
Som gi'er et Hjerte for en Grevekrone.

[306]
Dog meer end Alt hans Moder, Fru Grevinden,
Der, i Parenthesis, en Dame var,
Som fordum havde været svært i Vinden,
Og Skjønheds Mærker end til Skue bar;
Som, intriguant foruden og forinden,
Paa hvert et Spørgsmaal gav et kunstigt Svar -
Ja meer end Alt, Grevinden hans Fru Moder
Gav nu til Charle's Spil de falske Noder.

[307]
Hun holdt hans Fod den første Dag tilbage
Med moderlige Raad og kjærlig Bøn;
Den anden Dag hun brugte Graad og Klage,
Samt Bibelsprog om den forlorne Søn;
Den tredie, da hvert Middel vil forsage,
Gi'er hun ved Andre ham et Vink i Løn,
Som tyder paa, om ikke just udtrykkelig,
At fleer end ham hans Donna gjorde lykkelig.

[308]
Og daglig bryder ned hun Steen for Steen
Af Amors gyldne Tempel i hans Hjerte;
Hun lyser op med Avinds klare Kjerte,
Og spinder Haan og Spot af Viddets Teen;
Tilsidst hun bruger Jalousiens Smerte,
Der gik som Gift ham gjennem Marv og Been,
Der, mens den Sindet tryllerisk bedaarer,
Hans Ømhed fængsler og hans Hjerte saarer.

[309]
Og Charles villieløs hvert Indtryk følger.
Han flyver som en letbetvinget Bold
Imellem Kjærlighed, der dybt sig dølger,
Og tusind Hensyn, der ham fangne holdt.
Vel er hans Bryst endnu ei haardt og koldt,
Men Baaden ligner det paa vilde Bølger -
Det flyver op og ned — det sig fortærer,
Mens Svaghed, Elskov, Anger, Had det nærer.

[310]
Saa gik han om, et Rov for Convenientsen,
Og daglig blev han meer og mere sløv;
Mens Moderen, for Hjertets Stemme døv,
Hvert skændigt Middel adler med Tendentsen.
Til Slutningen hun Sønnen gi'er i Kjøb
Til Frøken Datteren af Excellencen:
Den hulde Fine fra den anden Sang,
Hvis Sjæl var lille, men hvis Krop var lang.

[311]
Om otte Dage Brylluppet skal stande;
De syv er alt forbi, og Charles staaer
Med urofulde Tanker i sin Pande,
Og seer i Aft'nen ud, hvor Luna gaaer
Paa Himlen frem med Straalers gyldne Haar,
Hvori som dunkle Slør sig Skygger blande.
Den milde Glands hans Hjerte til sig trækker,
Hvert yndigt Billed i hans Sjæl den vækker.

[312]
Hvor er Erindring sød, selv naar den saarer,
Hvor fuldt af Veemod er dens lette Smiil;
Hvor funklende er dog dens Blik af Taarer,
Hvor træffende dens tankerige Piil.
Hvor er den hævende, selv naar den daarer
Med svundne Drømme alle Hjertets Tvivl,
Hvor er den kjærlig, naar den Fortid maaler
Med herlige, med underfulde Straaler!

[313]
Og som en Gud den hæver Charle's Bryst,
Og som en Seraph gi'er den Aanden Vinger,
Og som et Lyn sig Tanken mægtig svinger
Hen over Himlen af hans svundne Lyst:
Han seer kun Glædens Sæd og Sorgens Høst,
Han seer kun Frugten, som ham Anger bringer,
Han seer kun Fortids Haab han aanded' i -
Han hører kun det Ord: forbi! forbi!

[314]
I det Moment han faaer Diones Brev.
Den fine Skrift hans Øie let gjenkjender,
Og bævende af Tvivl og Frygt hans Hænder
Det lette Segl af Brevet hurtig rev.
Han sagte læser hvad hun kjærlig skrev,
Begynder forfra hvergang Skriften ender -
Og meer og meer for Øiet Taagen steg,
Og meer og meer fra Kinden Farven veeg.

[315]
Men Brevet synker let nu af hans Haand,
Der liig et Sorgens Skjold hans Blik bedækker.
Og svulmende som Stormen nu hans Aand
Hver slumrende Erindring kraftig vækker;
Og Hjertet sprænger alle Hensyns Baand,
Og ingen Klogskab meer dets Vinge stækker;
Det hæves atter elskende og blidt,
Stærkt i sin Frihed, i sin Styrke frit.

[316]
Og Charles, der som gjenfødt nu sig føler,
Som til et andet Liv af Døden vakt,
Nu slutter med sig selv en stille Pagt,
Hvis stærke Varme intet Hensyn kjøler.
Ved den Beslutning kun hans Villie nøler,
At gjøre Alting godt ved egen Magt:
At tage, som hans Mo'er jo vil, en Kone,
Dog ikke Frøken Fine, men Dione.

[317]
Som Blomsten nu, hvis tryllerige Duft
I Bægret født, i Luften liflig stiger,
Og, medens Natten bort for Dagen viger,
Udbredes i den ætherlette Luft:
Saa Charle's Bryst, ved Kraft af hans Fornuft
Af Lænken løst, til Haab og Frihed higer.
Selv iler ud han i den lyse Nat,
Af hver en Tvivl, af hver en Sorg forladt.

[318]
I Luftens Friskhed vil sit Mod han styrke,
Sit Øie aabne ret ved Himlens Glands,
Forjage Taagerne fra Sjæl og Sands,
Og Amor i hans Moders Stjerne dyrke.
Til den han seer igjennem Aftnens Mørke,
Mens Foden iler, som i lette Dands,
Henover Torvet frem, og ned ad Gaden.
Ud maa han, ud i Frihed, ud af Staden.

[319]
Som saa han gaaer i Elskovs Drømmerie,
Med eet han standses af det Navn Dione,
Der, udtalt med en spotsk og lystig Tone,
Klang halv som Haan og halv som Ironie.
Han seer omkring — en Herre gaaer forbi,
Og hvisker atter: Hilsen fra Dione,
Der sværmer i den landlige Natur
For gammel Kjærlighed og ny Amour.

[320]
Og leende sig Cavaleeren vender,
Og slaaer i Luften med sit spanske Rør;
Men Charles, der forundret standsed' før,
Nu efter Skikkelsen forbittret render.
I Maaneskinnet let han Marles kjender,
Der dreier ind ad næste aabne Dør,
Hvor, velbekjendt for hver som Gane haver,
Restaurationen er: »De fyldte Maver.«

[321]
Og Charles følger ham, for at erfare
Hvad Latteren og Talen sigter til.
Igjennem Ho'det flyver ham en Skare
Af vilde Tanker, flammende som Ild:
Er han fornærmet, han sig hævne vil,
Vil med sin Klinge Spydighed besvare;
Er hun af Ondskabs Haan i Støvet traadt,
Da Død for Haan, og Hjerteblod for Spot!

[322]
Dog, før han Salen naaer, vi gaae derind.
Vort Øie fængsler der et yndigt Skue;
Thi smukt belyst af klare Lampers Skin
Er tvende Cabinetter og en Stue.
Og rundt paa Væggene Lampetter lue,
Som lyse op den arbeidsomme Kind
Paa Gjæster, der ved fuldtbesatte Tafler
Gjør ivrig Brug af Fingre, Kniv og Gafler.

[323]
Og midt i Stuen staaer et Gallabord,
Hvorom den fineste Portion sig flokker;
Hvorfra der raabes i et evigt Chor
Paa Østers, Paastei, Steg og Artiskokker,
Paa Cap, Lafitte, Champagne, og hvad Pokker
De sjeldne Vine har for sjeldne Ord.
Der bruger man sin Mund i salig Stilhed,
Og tæmmer med det stegte Vildt sin Vildhed.

[324]
Her sidder en agtværdig gammel Mand,
Som tandløs paa den møre Budding gumler;
En yngre hist, og af den lærde Stand,
Omkring med Fuglevildt sig lystig tumler.
En tredie skjuler dybt bag Glassets Rand
Sin lange Næse, mens han sagte mumler:
O hvilken Trøst! det er en gammel Borger;
I Punsch han slukker Huuslighedens Sorger.

[325]
Her drikker Officeren op i Viin
Den næste Maaneds forudtagne Gage.
Her henter Candidaten sig Courage
Til næste Dags Examen i Latin.
Agenten hist, hvis Maves Emballage
Ham truer med den snarlige Ruin,
Med fyrigt Øie — thi hans Gud er Bugen -
Fra Ret til Ret begiver sig forslugen.

[326]
Og med det korte Skjørt, de smalle Tailler,
Med Skaalen, Hebe liig, i høire Arm,
Et halvt Dusin fortryllende Canailler
Opvartning giver under Snak og Larm.
Med dem er mangen Gjæst i smaae Batailler
Om Kys paa Mund og Skulder, Kind og Barm,
Naar Retterne de bringe, yndigt smilende,
Naar rundt de vimse, svævende og ilende.

[327]
Men nu forsynet er den hele Slægt.
O hvilken Taushed nu, o hvilken Nyden,
O hvilken sig om intet Andet Bryden,
Og Selvfortaben reent i sit Object.
Og hvilken Knasen under Tænders Vægt,
Og hvilken Brasen under Saucegryden,
O hvilken Smag ved Retternes Bedømmelse,
O hvilke Drag ved fulde Flaskers Tømmelse!

[328]
Det første Underlag med Held er lagt,
Den første Grund til Aftensmadens Bygning;
Fuldendt man har de stærke Retters Tygning,
Og paa Desserten alt har Flere smagt.
Man gynger let sig over Stolens Rygning,
Og aabner Munden — forhen Mavens Tragt -
Til Meningers Bestriden og Forsvaren,
Til broderlig, nyboderlig Passiaren.

[329]
Paa Bane bringes nu de skandaløse
Historier fra nyeste Fabrik;
Og Alle vaagne nu, som ellers døse,
Thi Sligt er Kryder selv til bedste Drik:
Man mønstrer under Latter Byens Tøse,
Man kjender alle Glutter paa en Prik,
Og, skjøndt man havde nok af egne Varer,
Man tyer til Casanovas Memoirer.

[330]
Men midt i Talens Strøm gaaer Døren op,
Og Marles træder ind med Støi og Bulder;
Et Skjenkebord han hen til Vinduet ruller,
Og hviler der i Mag sin trætte Krop.
Af Flasken, som man bringer, og som fuld er,
Han trækker fløitende den lange Prop,
Og af den røde Saft han fuld en Skaal gjør,
Hvorpaa han heel og holden hurtig Kaal gjør.

[331]
Og Charles, som fra Gangen er traadt ind,
Ved Alles Smilen ledes let paa Sporet:
Med faste Skridt han iler hen til Bordet,
Hvor Marles sad med Haanden under Kind.
Forbittrelsen han tæmmer i sit Sind,
Og ta'er med Rolighed og Kulde Ordet,
Idet han beder om Forklaring paa
Hvad nys han hørte, og hvad nys han saae.

[332]
Og Marles, som fra Stolen let sig hæver,
Med Latter svarer: »Det er ligefrem!
Og her er Gaaden, som De opløst kræver:
Som Brud De fører Frøken Fine hjem;
Mit Hjerte kjærligt for Dione bæver,
Erstatning jeg tilbyde vil for Dem.
Den skjønne Donna jeg mig ydmyg nærmer
Som en til Øret op forelsket Sværmer.«

[333]
»Det rette Øieblik jeg da benytter,
Thi nøie Kundskab jeg til Damer fik:
Først er man bønlig efter Hyrders Skik,
Derpaa som Don Juan man Rollen bytter« -
Men Charles maaler ham med vrede Blik,
Det hele Selskab reiser sig og lytter -
Og Marles skuer rundtomkring med Lyst,
Og taler pludselig med hævet Røst:

[334]
»Hvad vente mine Herrer vel at høre?
Hvad fængsler Deres hele Andagt saa?
I unge Lømler, hjem I Næsen kjøre!
I gamle Kegler, smukt til Huse gaae!
Du lille Mosait, som spidser Øre,
Profiten her af dine Tanker slaae!
Vor Tale gjaldt ei Rachel eller Lea,
Den gjaldt Dione kun, min Dulcinea«.

[335]
Dog knap har dette Ord forladt hans Mund,
Før Hævnens Lyn i Charle's Øie flammer,
Før Slaget af den Vredes Haand ham rammer,
Liig Torden, der slaaer ned fra Nattens Grund:
Skurk, raaber Charles, hjerteløse Hund!
Som kjender ei hvad Ære og hvad Skam er,
Tag her en Uslings Løn i dette Slag,
Og mød paa Ærens Mark mig næste Dag! -

[336]
Hvor ligge Ærens Marker? — hvilken Vei
Mon føre did, og hvilken Eqvipage?
Mon Aandens Flugt? mon Heltenes Courage?
Mon Troskab, som i Døden svigter ei?
Mon Fromhed, som til Martyr hæver sig?
Mon Viisdom i Taalmodigheds Bandage? -
Mon ikke bedste Vei er Protectionerne,
Og Buk for Mændene, og Suk for Konerne?

[337]
Thi hvilken Jordbund føder Ærens Træ?
Hvorpaa som Frugter Roes og Virak hænger,
Hvorom sig gabende Alverden trænger,
Og søger stormende om Lykkens Læ;
Hvor ydmyg Hovmod kaster sig paa Knæ,
Mens Haabets lange Næse bliver længer,
Hvor Daarskab sætter sig som Livets Amme -
I tomme Hjerner voxer denne Stamme!

[338]
Men derhen dog selv stærkest Hjerne søger,
Og efter Maalet stræber Alles Maal:
Den Lærdes Grublen, og den Stærkes Staal,
Poetens Vers, og Philologens Bøger.
Did stræber Helten, som sin Glands forøger,
Og Recensenten med sit Ramaskraal,
Og Fruen, der sin fulde Taille tvinger,
Og Frøknen, som i lette Dands sig svinger.

[339]
Bemærkes og beundres og erkjendes,
Og paa Erkjendelsen et Tegn at naae;
At blende Andre, uden selv at blendes,
At tælles med iblandt de sjeldne Faa,
Som vende Andre uden selv at vendes,
Som ei forstaaes, skjøndt Andre de forstaae;
Med eet Ord: for at synes kun der sørges.
At være eller ei — derom ei spørges.

[340]
O Sandhed! alle Dydens rene Moder,
Du ene Store! helligt er dit Navn.
Du, Himlens Støtte, Baand imellem Kloder,
Som slutter al Naturen i din Favn;
At her Du ei kan naaes, er Livets Savn;
At, skjøndt din Glands omsvæver vore Ho'der,
Din Varme dog ei trænger i vort Bryst,
Er Sjælens bittre Sorg, er Syndens Høst.

[341]
Guds Klædebon, som bort hans Billed kaster,
Guds Aande, som hans Aandes Skabning flyer,
Almagtens Skjold mod alle Svagheds Laster,
Glands, som forjager alle Løgnens Skyer.
O Morgenrøde, som bag Døden gryer;
Som, mens mod Undergangen Livet haster,
Ei vexlende, men stille Høihed liig,
Med Taushed svækker alle Løgnens Skrig -

[342]
Din Storhed Verden føler, dog den fatter
Din farveløse Glands og Skjønhed ei;
Thi danner den sig selv af Dig en Datter,
Som strax med Løgn Principet kalder sig.
Hun føder andre Børn, og disse atter
Frembringe smaae Principer paa vor Vei;
Og naar i dette Snørliv man sig tvinger,
Saa kaldes man en Mand af Grundsætninger.

[343]
Og hvor beqvemt! man har dem i sin Lomme,
Man trækker dem med sine Buxer paa.
Man gjemmer dem, naar Dagen den er omme,
I sin Commode, under Laas og Slaa.
Dog ak! nu røres Lidenskabers Tromme,
Og Huller nu paa Viisdoms Lomme gaae,
Og just paa den hvori man gjemte Tasken -
Hvor blev Principerne? — de gik i Vasken!

[344]
Dog friske Leveregler frem man henter
Og nye Stilladser stilles op paany:
Man roder om i Dydens Elementer,
Istedetfor til Dyden selv at tye.
I Lov og Bud man søger atter Ly,
Gjør hos Erfaring Laan mod høie Renter,
Mens man sit sunkne Mod paany opliver
Med categoriske Imperativer.

[345]
Da Sligt nu eengang er Alverdens Lyst,
Vil Leilighed og Tid jeg her benytte
Til visse gyldne Levereglers Høst,
Der malked' blev' af selve Livets Bryst,
Og hidtil gjemtes i min Hjernes Bøtte.
O maatte de min svage Broder støtte!
O maatte de hans Fod en Leder være,
Hans Bryst et Skjold, hans Aand en kraftig Lære!

[346]
Vogt vel paa Ild og Lys, som Vægt'ren siger,
Vogt Jer for Leilighed dog meest af Alt:
Thi mangen herlig Fyr, og mange Piger
I svær Uleilighed ved denne faldt;
Vogt Jer for Snakken af en gammel Kriger,
Vogt Jer for daarlig Brug af Attisk Salt;
Men først og sidst, dog for en Ven som vrøvler,
For snevre Hjerter og for snevre Støvler.

[347]
Flye Venskab, som man henter ved Pocaler,
Flye Elskov, der faaer Liv ved Klang af Guld;
Flye Menn'skevennen, som ta'er Munden fuld,
Men eier aldrig i sin Pung en Daler;
Flye Leveviisdom, fuld af Idealer,
Og Dyden, naar den Klogskab er for huld;
Men først og sidst de dannede Propheter,
De vandede Poeter og Priveter.

[348]
Elsk Frihed over Alt, selv hos din Kone;
Men i det Vexlende vær selv en Lov.
Elsk den belevne, den galante Tone,
Men had af Alting meest at blive grov.
Elsk fixe Stjerner, som paa Natten trone,
Men bliv ei dunkle Fixideers Rov;
Nei, tvertimod o Venner! holder Eder
Til fixe Damer, fixe Vittigheder.

[349]
Haab intet Paradiis naar Hjertet luer.
Frygt Intet, kun din egen Sjæls Ruin.
Troe, at den Aand og Form Du kalder din,
Fik evig Rod bag Evighedens Buer.
Er svagt dit Hoved, vogt det vel for Fluer,
Er svag din Villie, vogt den vel for Viin.
See Livets Lyst i Huuslighed og Theevand,
See ingen Trøst i Strikke, Dolk og Skéevand.

[350]
Plei først din Mave, derpaa plei din Lever,
Plei saa dit Hjerte syvende og sidst.
Den første anbefaler jeg Genever,
Den anden Dueblod, det sidste List.
Dem alle tre, at de for vidt ei svæver,
At vel de mærke dem som sandt og vist:
Hvad forfra viser sig som meest behageligt,
Paa Ryggen er bedrage- og beklageligt.

[351]
Svæk ei din Sjæl ved altformegen Rørelse,
Brænd ei den ud med Lidenskabers Ild.
Agt paa Dig Selv, naar Tanken friste vil
Din Aand med Trods, dit Hjerte med Forførelse.
Stol mindst af alle Sandser paa din Hørelse,
Men luk dit Øie op for Livets Spil.
Og, at Du Alt paa rette Hylde stiller:
Brug ei convexe men concave Briller.

[352]
Spænd Tankens Bue før dens Kraft er tabt.
Tag Verden som igjen Dig Verden tager.
Nyt Tiden, som var ei Du evig skabt.
Øv Taalmod, naar den indre Orm Dig nager,
Naar Glædens Stemme døer i Sorgens Klager,
Og Haabets Aandedrag er engt og knapt;
Men først og sidst, see gjennem Livets Farve:
See hvad der her er Aand, og hvad kun Larve!

[353]
Med denne Skat af kraftige Sententser,
Som jeg ad libitum en anden Gang
Forøge skal, hvis Publicum det ændser,
Gaaer jeg til Catastrophen i min Sang,
Vel naae ei disse Ordsprog Viisdoms Grændser,
Maaskee de Manges Øre fade klang,
Dog er min Trøst, at selv de Salomoniske
Fik deres største Værd ved det Laconiske. -

[354]
Let Havet løftes under Morgenrøden,
Den hvide Sky i Luften Farve faaer.
Den iler frem fra Østens unge Gløden
Mod dunkle Vest, som dette Tegn forstaaer.
Liig Sjælens Anger, der forjager Brøden,
Saa Natten for Auroras Glands forgaaer,
Mens dunkelblaa den friske Bølge skummer,
Mens Livet hæver sig af stille Slummer.

[355]
Og Fuglechoret i den mørke Skov
Ved Duggens klare Perler nu sig fryder,
Der sank fra Himlens Hvælving mens det sov.
Og sødt af Sange Floras Tempel lyder;
Det første Lys, som gjennem Lunden bryder,
Er Vidne til de unge Sjæles Lov.
O, at en saadan Morgen maatte vække
Til Livets Glands enhver af Dødens Dække!

[356]
Men midt i Skoven er en eensom Slette;
Der, rustet ud til Kamp, alt Charles gaaer.
Ei Fuglens klare Sang hans Øre naaer,
Ei Vindens Toner, susende og lette.
Hans Sind er aabent kun for blodig Trætte,
Og Hævn og Død kun i hans Hjerte slaaer:
Med Lynets Fart han frem et Brev nu trækker,
Som til sin tause Secundant han rækker.

[357]
Alt seer jeg hist paa Stien Marle's Hest;
Thi hør mit Ord: hvis her mit Liv jeg ender,
Ved Dig jeg dette Brev Dione sender,
Vær førend Dagen synker hendes Gjæst,
Med denne Hilsen bring den sidste Rest
Af Hjertets Anger, som hun da erkjender;
Med dette Suk mit Hjertes sidste Gjeld,
Erindrings sidste, smertende Farvel. -

[358]
Paa Pladsen Marles er, og Kredsen drage
Nu Secundanterne foruden Ord;
Derpaa de Plads bag begge Kæmper tage,
Hvis Kaarder som et Lyn af Skeden foer.
Den ene Fod som fast i Jorden groer,
Den anden iler fremad og tilbage;
Den venstre Haand i Luften begge holder,
Den høire, Kaarden svingende, dem Skjold er.

[359]
Liig glatte Slanger, der i Sandet leger,
Og skilles nu, og nu sig slynge fast
Omkring hinanden — saa, i flygtig Hast,
Om Marle's Kaarde Charle's sig bevæger.
Den krydser gjennem Luften tusind Streger,
Og flammende, som vilde Øiekast,
Sit Maal den søger, ledende kun lidt -
Beslutning med Udførelsen er eet.

[360]
Men kold som Stenen Marles staaer; parerer
Med Sikkerhed og Fasthed hvert et Stød.
Med lette Finter Charles han fixerer,
Naar dennes Kaarde frem til Udfald brød.
Og skjøndt det er en Kamp paa Liv og Død,
Med spotske Smiil han Luen dog formerer -
Men i sin Skulder samme Øieblik
Af Charle's Kaardespids' et Saar han fik.

[361]
Dog stod han rolig; men som Natten sort
Hans Aasyn blev. I Øiet lyste Flammen
Af Dødens Lyn, som Hævnen slynger sammen.
Dog stod han rolig — Kampen varer fort;
Men meer forsigtig gjort ved Syn af Skrammen,
Han bøier Armen og ta'er Kaarden kort.
Med samme Lethed han igjen parerer,
Med samme Smiil han Charles irriterer.

[362]
Og denne, kogende af bitter Harm,
Fordobler Kampens Hurtighed, og støder
Med dobbelt Blodtørst efter Fjendens Barm;
Dog Haanden mattes — af et Saar den bløder.
Og Marle's uheldsvangre Øie gløder,
Hans Vaaben suser frem med Pilens Larm
Mod Charle's Kaarde, som tilside farer -
Og intet Skjold nu Offeret bevarer.

[363]
Igjennem Brystet Kaarden vældig trænger,
Og først paa Ryggen frem den atter gaaer.
Tilbage Charles bøiet, halv nu hænger
Paa Staalets Spidse, halv han opreist staaer.
Hans Fjende gjør endnu ham Pinen længer,
Og Kaardefæstet mod hans Hjerte slaaer;
Da flyver Staalet som et Lyn tilbage -
Og Charles sank til Jorden uden Klage.

[364]
Og Døden sætter strax sig paa hans Bryst;
Dog før i Tanken hans Bevidsthed ender,
For sidste Gang mod Fjenden Øiet sender
Den stumme men dog tordensvangre Røst:
Et Blik, af Døden mørkt, af Hævnen lyst -
Og Øiet brast, i Hulen det sig vender;
Det saae ei Gjenstand meer paa denne Jord -
Dets lukte Tempel ingen Aand beboer.

[365]
Den iler bort — hvor let er dog dens Gang!
Den høres ei — hvor stærke dog dens Vinger!
Paa dem den ud af Tidens Næt sig svinger,
Og Rummets Klædning er den nu for trang.
Hvor gaaer dens Vei? — forstummer Du min Sang?
Din Spørgen intet Svar tilbage bringer -
Hvorhen? hvorhen? — dog hvert et Blik et lukt
For løste Aanders himmelhøie Flugt.

[366]
Og ingen Tanke meer den følge kan,
Og intet Øre kan dens Røst fornemme,
Og intet Hjerte røres af dens Stemme,
Den arme Flygtning uden Fædreland!
Skal den erindre Alt? skal den forglemme
Hvad her den sødt at fængsle var istand?
Skal den forsvundne Form den mere finde?
Skal villieløs dens Liv i Alt forsvinde?

[367]
Som mellem Dag og Natten Skyggen hænger,
Saa mellem Liv og Død Usynlighed;
Vor Tankes Kraft er at den Grændsen veed,
Vor Tankes Attraa higer meget længer.
Fra alle Kanter frem den væbnet trænger,
Dog alle Vaaben synke matte ned:
Erindring, Grandsken, Slutning, Phantasie,
Alt svigter her — kun Haabet staaer os bi!

[368]
Men hvilket Haab? — mon Længsel det beseirer?
Mon paa sin Flugt det standser alle Savn?
Mon hver en Tvivl dets Aandepust henveirer,
Mon Fred og Hvile gjemmes i dets Favn?
Mon Sorgen, der ved Livets Bryst sig leirer,
Faaer Glædens Smiil ved Klang af Haabets Navn,
Der vel for Aanden viser sig fornuftigt -
For Hjertet, ak! kun svagt, og let, og luftigt. -

[369]
Og dog en Røst ta'er kjekt det i Forsvaring
Mod hvert et Angreb, mod hver jordisk Magt,
Og træder frem for os i dobbelt Dragt:
Som stille Tro, som hellig Aabenbaring.
Men neppe blev vor Tvivl til Hvile bragt,
Da reiser sig med Vælde flux Erfaring,
Og peger paa det Døende i Alt:
I Lyst, i Sind, i Tanke og Gestalt.

[370]
Og hvad er Tro? vor Svagheds gyldne Skjold.
Hvor findes den, vort Hjertes stærke Pandser,
Der rolig fanger alle Dødens Landser,
Og værner Graven selv med Livets Vold?
Ei formes den af ungdomsvarme Sandser,
Af Tanken ei, som staaer i Haabets Sold,
Af Villien ei — kun Bønnen kan den bringe;
Men hvilken Kraft gi'er Sjælen Andagts Vinge?

[371]
Kast Byrden bort! kast Vægten af din Sjæl!
Spræng Lænken for dit Hjertes dybe Kammer!
Løft høit dit Blik, og dybt i Støvet knæl!
Glem Alting — og i Alting glem dig selv,
Din Kraft, din Hu, din Svaghed og din Jammer!
Hvad da kun halv bevidst din Læbe stammer,
Mens Tanken bader sig i hellig Lyst,
Er Gudens Stemme bag dit eget Bryst.

[372]
Ja, hver som trofast søger, vist skal finde,
Og Livets dunkle Forhæng synker vel
Fra Aandens slørbedækte Blik som Skæl,
Om ikke før — saa dog med Formens Hinde.
Dog bort! til disse Tanker nu Farvel,
Og atter til Dione, vor Veninde -
De sidste ømme Ord, som Charles skrev,
Nu møde hendes Øie fra hans Brev:

[373]
— Det ahner mig, at aldrig meer vi mødes,
At ei vi mere sees, mit Hjerte veed.
Mit dyrebare Haab, min Kjærlighed
Skal aldrig mere ved dit Bryst forsødes.
En Nat, hvis Slør af ingen Morgen rødes,
Snart paa mit brustne Øie synker ned,
Og ingen Drøm vil mere Sjælen varme,
Som Elskovs svundne Drøm i dine Arme.

[374]
O, maatte denne Sorg min Skyld udslette!
Saa at min sidste Anger Naade fik;
O, at endnu engang dit ømme Blik
Mit Hjertes tunge Byrde maatte lette!
Dog være det min Straf, at ogsaa dette
Var lukt for mig da jeg i Døden gik -
Til Kamp jeg iler — hvad er alle Farer?
Jeg veed det vist, mit Minde Du bevarer.

[375]
Det var hans sidste Ord — som Lynet spreder
Det hver en Taage fra Dione nu;
Alt har hun hørt, sin Skjæbnes hele Gru,
Og om den sidste Trøst hun nu kun beder:
En tro Fortælling af Omstændigheder,
Speil af en Form, som Døden brød itu -
Hvert lille Ord, som Vennen kan erindre,
Hvert Træk af ham, det større som det mindre.

[376]
Og bleg og blegere blev hendes Kinder,
Mens lyttende hun sad foruden Ord.
Tidt Haanden ubevidst til Hjertet foer,
Hvor Tankens smerterige Bølge rinder.
Som sidste Lyd, der døende forsvinder
I fjerne Toner fra det fjerne Chor,
Saa dybe Suk fra hendes Hjerte stige,
Der løftes, og der synker naar de vige.

[377]
Men hun er ene nu — og Uro driver
Som Furien nu hendes Fod omkring;
Og Huset snart for snevert hende bliver,
Og rundt hun flyver gjennem Havens Ring.
Hun hører Intet, sandser ingen Ting,
Fornemmer Tornen ei, som hende river -
Da standser hun, med eet hun stille staaer.
Liig Storm mod hendes Bryst en Tanke slaaer.

[378]
Og ud fra Haven nu igjennem Skoven
Paa Stien iler hun langs Søens Rand;
Og hendes eget Billed dybt i Voven
Knap hende følger i det klare Vand.
Nu træde hendes Fødder Veiens Sand,
Hvor Solens Straale brænder stærk fra Oven:
Hun agter ei dens Brand — ei Foden trættes,
Det lette Skridt af Sorgens Byrde lettes.

[379]
Kun fulgt i Løbet af sin egen Skygge,
Hun flyver bort som Luftens snare Vind;
Og Blodets Bølger, som mod Barmen trykke,
Med dunkelt Purpur farver hendes Kind.
Dog fremad frem til sin forsvundne Lykke
Hun jages af sit stormbevægte Sind,
Og Veien følgende hun naaer til Lunden;
Ved Charle's Grav hun staaer i Aftenstunden.

[380]
Den friske Gravhøi stille hun beskuer:
Ei Blomster, ingen Urter pryde den.
Kun Træet hvælver af de grønne Buer
Capellet for Diones døde Ven.
Og sagte Aftenvinden farer hen,
Mens Solen sender ind de sidste Luer;
Mens gjennem Lundens Grene Gravens Sang
Fra Harpen i Diones Hjerte klang.

[381]
Og bævende liig Bladet knæler hun,
Og dunkle Ord i Jorden ned hun taler,
Og Smertens Røst, som Tolk for Hjertets Qvaler,
I sagte Toner flød fra hendes Mund.
I hendes Øie sig Forventning maler,
Og Øret bøier hun til Jordens Grund:
O kun et Ord til Svar! — men intet høres,
Kun Lundens lette Blad af Vinden røres.

[382]
Selv dette ei, hun sukker — aldrig mere
Vil denne Stemme til mit Øre naae;
Det Bryst, som denne Jord nu tynger paa,
Af svundne Drømme rummer ingen flere.
O Gravens Aander! som mod ham nu gaae,
O hvo der var, hvor nu I samlet ere!
Og hvo der fløi til Lyset nu som I,
Fra Graven her den dunkle Død forbi!

[383]
Da gik det som en Røst igjennem Lunden,
Og som et Suk fra Træerne det lød.
Som Liv det var, der gjennem Døden brød,
Som Elskedes Farvel i Afskedsstunden.
Dione lytter — Alt er nu forsvunden -
Det sunkne Knæ berører Jordens Skjød,
Og mens mod Skyen hendes Tanke iler,
Liig Sorgens Marmor hun paa Graven hviler.

[384]
Der man den næste Morgen hende fandt
Bevidstløs slumrende — til Graven bøiet
Var hendes skjønne Hoved, lukt var Øiet,
Og Haarets Bølger over Skuld'ren randt;
Hun smiilte sødt, som Barn der er fornøiet,
Dog da hun vaktes dette Smiil forsvandt,
Da i sit Hjem hun atter sig befinder,
Da Hjertets Minder blev til Hjertets Fjender.

[385]
Thi disse Slag for stærke Sjælen vare,
Hvis svundne Kraft nu hviler svag og mat,
Naar ud den seer, den seer kun Mulm og Nat,
Beboet af underfulde Aanders Skare.
Med dem hun taler, af sig selv forladt,
Og deres Røst hun troer at høre svare
I Stormens Susen, naar forbi den gik,
I Skyens Flugt, i Bølgernes Musik.

[386]
Dog stundom kom Besindelsen tilbage;
Liig Stjernen gjennem Nattens mørke Sky
Den trænger gjennem Sjælens stille Klage,
Og alle Taager da fra Hjertet flye.
Da vandred' Tanken blandt de svundne Dage,
Da ved sin Harpes Klang hun søgte Ly -
Og høitidsfuldt og veemodsfuldt det klang,
Naar til de rørte Strenge rørt hun sang:

[387]
Som Klædet ældes vil vor Jord,
Som Skyggen svinde bort,
Og Alt hvad under Skyen boer,
Liig Støvet blomstre kort.
Hvi vil Du ængstes da mit Bryst,
Og hvorfor skjælve nu? -
Et Stjerneskud er Livets Lyst,
Forgængelig som Du!

[388]
Hvad hælder jeg mit Hoved til
I Hjertets bittre Nød?
Hvor er et Haab, som leve vil
I hele Verdens Død? -
Min Trøst forsvandt som Melodie,
Der Harpens Streng forlod;
Min Lyst som Drømmen gik forbi
Paa Glemsels lette Fod.

[389]
Men Du, der vogter paa min Skat
Af Lys og Kjærlighed,
Der ruger med din dunkle Nat
Paa al min Herlighed:
Du mørke Død, der aldrig døer,
Fra Livets Grændseskjel
Du vinker taus med Sorgens Slør
For evig til Farvel! -

[390]
Mens taarefuld i Smerte hun forstummer,
For sidste Gang vi vende Øiet mod
Den ydre Verden, som nu først forstod
Diones Hjerte og Diones Kummer.
Ved hendes Dør den flittig spørge lod
Til hendes Helbred og til hendes Slummer;
Og hun, hvem hele Verden nys rev ned,
Blev Gjenstand nu for Alles Kjærlighed.

[391]
En ædel Sjæl man siger, ved min Ære
Et trofast Hjerte, saa man taler hist.
Et Bryst saa ubekjendt med Svig og List,
Som altfor ømt til Jordens Qval at bære.
Af hendes Liv skal hver en Spotter lære
At Sandhed vinder Seiren dog tilsidst,
At Verdens Røst er meer end tom Beklagelse -
Saa raaber nu Enhver i øm Deeltagelse.

[392]
Hvorlænge? — otte Dage! — ikke længer? -
Hvad? otte Dage er en Evighed
I Livets Strøm, hvor Bølgen snart fortrænger
Den forudgangne Bølge fra sit Sted,
Der ruller, til den sporløs synker ned.
Og derfor vee Enhver, hvis Hjerte hænger
Ved Bølgens Skum, ved Boblens Glimmer fast -
Den brister — alting bristed' da den brast.

[393]
Byg ei paa Sand dit Huus; thi bort det svinder.
Stol ei paa Guld; thi falsk er Guldets Klang.
Haab ei paa stolte Smiil af Lykkens Kinder,
Troe ei paa Kjærligheds Sirenesang!
Alt er som Strømmen, der forbi Dig rinder,
Ved tørre Bredder vandrer Du engang;
Thi giv det Flygtige ei Rum i Barmen,
Og, efter Skriften, hold ei Kjød for Armen.

[394]
Alt drive skal Dig i Dig selv tilbage,
Hvor Tiden slumrer i dit eget Bryst,
Som Kjærnen i dit Indre vil opdrage
Med Livets Tvillingfrugter, Sorg og Lyst.
Du selv er Spire, Væxt og Fremtids Høst,
Du selv skal Sæden i dit Huus modtage;
Men hvad i Rummet svæver, fjernt og vidt -
Selv nok saa nær ved Dig, er ikke dit.

[395]
Du skal forlade Alt, og Alt forlader
Dig tidlig eller seent. Den Rest Du har,
Er Frugten kun, som Tankens Blomst Dig bar,
Er Hjertets Væld, hvor Følelsen sig bader.
Hvor tidt end Livets Bog Du gjennemblader,
Du finder aldrig hvad din Attraa var.
Dig Verden, og Du Verden vender Ryggen,
Fra Lyset bort Du vandre vil i Skyggen.

[396]
Da skal dit Hjerte længes efter Hvile,
Din Sjæl sig bøie skal for Dødens Magt -
Alt vil Du naae; thi Livets Timer ile:
Snart af den lange Gang, af Tidens Mile,
Har Du den største Vei tilbagelagt.
Alt hvad Du elskte, har Farvel Du sagt.
Du staaer beredt og holder Vandringsstaven,
Du venter kun et Bud til Dig fra Graven.

[397]
Det vinker Dig og taler: redt er Leiet,
Redt er den lune Seng for dine Been.
Kom med din Skat, med alt hvad Du har eiet,
Med Hjertets hele Rigdom, — Du er veiet
Paa Tidens Vægtskaal, fuld er Parcens Teen.
Du Mødige! hvem Kundskabstræets Green,
Af Frugter fuld, saa lidt kan lokke mere,
Som Livets Glæder og som Livets Lære. -

[398]
— Og Smerten nu Diones Bryst forgifter,
Og hver en Kraft den dræber med sin Braad.
Den skaffer ingen Lindring sig i Graad,
Men hefter sig i Sjælens dybe Rifter.
Og Alt for hendes Øie Farve skifter,
Og Tanken, som har tabt Fornuftens Traad,
En anden Verden nu i hende bygger,
Beboet af Phantasiens lette Skygger.

[399]
Men ingen Storme kruse dette Hav,
Hvorpaa i Drømmens Baad hun stille seiler.
Paa Fladen hendes Hjerte reent sig speiler,
I Dybet hendes Sjæl sig maler af.
Og skjøndt det Sande hendes Blik forfeiler,
Det Skuffende dog Hvile hende gav.
Og skjøndt forladt af Livets friske Farve,
Sig Psychen rører let i Støvets Larve.

[400]
See, Nat det er — og hun paa Leiet ligger
Foruden Søvn, med Blikket heftet paa
Den milde Glands, som yndig Luna skikker
I blege Straaler, der til hende naae,
Der bort igjen som lette Aander gaae,
Naar frem med sorte Øine Natten kiger.
Hun bøier sig, som om hun tolke vil
De underfulde Straalers Vexelspil.

[401]
Og pludselig hun reiser sig og svæver
Igjennem Salen ud med lette Skridt.
Altanens Dør hun aabner — Luften hæver
De løste Lokker, som nu bølge frit;
Og Klædebonnet, folderigt og hvidt,
For Nattevindens lette Aande bæver,
Der, hviskende med sagte Melodie,
Diones Kind og Øre gik forbi.

[402]
Der staaer hun — selv en Drøm i Nattens Stille,
Og skuer ubevidst med stive Blik
Paa Scenen ud, hvor Søens Bølger trille
Med sagte Susen, og hvor Maanen gik
Af dunkle Skygger frem, der let sig skille,
Liig Sorgerne ved smeltende Musik;
Hvor sønderrevne Skyer i Luften drive,
Som vexlende fordunkle Maanens Skive.

[403]
Hun maaler Jord og Himmel. Rundt hun sender
Som med Forundring Øiet — hver en Larm
I Luft og Søe hun lytter til, og vender
Sig efter hvert et Syn med hævet Arm. -
Da løfter sig som Stormen hendes Barm,
Og bævende, som om hun Alt erkjender,
Hun dækker Øiet med sin Haand — et Skrig
Nu jamrende med Luften blander sig.

[404]
Men snart forvirret Tanken Afsked tager.
Hun seer paa Vandet ud, hvor Lysets Glands
Som gyldne Billeder, i yndig Dands,
Fra Vove til den næste Vove drager;
Hvor Bølgens lette Toppe Vinden jager,
Og bryder susende den gyldne Krands -
Hun seer og smiler — og hun let sig hæver
Paa Gitt'rets Rand, og halv i Luft hun svæver.

[405]
Og ned hun taler til de lyse Vover:
O gyldne Børn! o drager ei forbi.
Jeg eier og en Drøm, et Barn, der sover,
Hvis Blik vil aabnes straalende som I.
Dæk blødt med Bølgerne dets Vugge over,
Syng for dets Øre sødt en Melodie,
Til Natten svinder og til Søvnen ender,
Til Dagen funklende tilbage vender!

[406]
Dog Glands og Lys ved disse Ord forsvinder,
Og dunkle Skygger dække Himlen til.
Høit sukker hun, og Taarestrømmen rinder
I tunge Draaber over hendes Kinder,
Mens selv hun efter Synet gribe vil.
Frem flyver hendes Slør for Vindens Spil,
Frem strækker hun sin Haand — og styrter over
Det lave Gitter i de dybe Vover. -

[407]
Der fandt hun Døden — dog man hører ei
Kamp eller Raab — et stille Suk kun svæver,
Mens svagt og svagere dets Tone bæver,
I sagte Luftstrøm ad den vaade Vei.
Det er Diones Aand, som Vingen hæver,
Som, løst fra Formen, stille bader sig
For sidste Gang i alle Livets Minder,
Før hver Erindrings Glands for evig svinder. -

[408]
Den næste Morgen Søens Bølge trænger
Det fagre, blege Liig til lave Kyst:
En Krands af Vandets hvide Lilier hænger
Omkring det løste Haar — det stille Bryst,
Som hæves ei, som ikke martres længer,
Af hendes Hænder dækket, hviler tyst.
En yndig Drøm endnu omsvæver Munden;
Men Øiets Glands for evig er forsvunden.

[409]
Det var Diones Endeligt — ei faldt
Som Træet hun i Stormen; ikke svækket
Af Tidens Byrde; ei med Panden dækket
Af Alderdommens Slør. Til Hvile kaldt,
Liig Vaarens Blomst, som Gartneren har knækket,
Hun kasted' hen sin yndige Gestalt.
I al sin Styrke, fyldt med Livets Smerte,
Med al dets Tryllerie, brast hendes Hjerte.

[410]
O, at saamegen Yndighed forsvandt!
At Døden slukte dette Hjertes Flammer!
O, at det Ypperste, som Sjælen vandt,
Forgængeligheds Stempel dog annammer!
O Skjønhed, Reenhed, Kjærlighed og Jammer,
Hvoraf de høie Parcer Traaden spandt
Til hendes Liv — som Aander I bortile!
Den døde Form, Jer Bolig, gik til Hvile.

[411]
Ei Mindets Steen paa hendes Gravhøi tynger,
Hen over den Cypressen bøiet staaer.
Et Træ med unge Roser let sig gynger
Paa Skjønheds tause Grav, og yndigt slynger
De friske Knopper i Cypressens Haar.
Der tankefuld tidt Sorgens Engel gaaer,
Og strøer med røde Blade Graven over,
Hvorunder nu Dione stille sover. -

[412]
Her lad mig ende! Alt sin Grændse har,
Saa har og denne Sang — her lad mig hvile!
Til Gravens Rand jeg kom; hvad er og var,
Hvad komme skal, til dette Maal vil ile,
Her Skiven er for alle Livets Pile,
Paa alle Spørgsmaal her det sidste Svar;
Det første Svar maaskee, som vi fornemme
Igjennem Mulm og Nat fra Livets Stemme.

[413]
Hvo hæver Sløret? hvo fik Livets Magt,
Og vælter Dødens Byrde fra sin Skulder?
Hvo følger Evighedens Hjul, som ruller,
Skjøndt Tidens Cirkel er tilbagelagt?
Hvis Tanke blev til Rummets Grændse bragt?
Hvis Hjerte bæved' ei i Livets Bulder?
Hvis Aand fandt Lyset? hvo fandt Klangen i
De fjerne Sphærers fulde Harmonie?

[414]
Ei Mennesket! ei Støvets lette Søn!
Ei han, hvem Lyset blender, Mørkets Broder.
Ei han, der kun fik Svaghed til sin Moder,
Hvis hele Styrke Taalmod er og Bøn;
Hvis Kraft er Dyret, som i Muldet roder,
Hvor Tvivl og Sorg er al hans Arbeids Løn;
Ei han, hvis største Lys er kun en Skygge,
Hvis Maal er Døden — Blendværk al hans Lykke!

[415]
Men over Graven — hvo kan fremad see,
Endskjøndt i Nat, og drømmer ikke gjerne?
Hvo binder ei sit Haab til Himlens Stjerne,
Og lænker ei til Jordens Skjød sin Vee?
Ja over Graven! — dog er Alt maaskee
Kun et Maaskee, som Hjertets Ønsker værne,
En Tanke, kun af Savn og Længsel skabt,
Et Glimt kun af et Lys, som snart er tabt.

[416]
Dog meer end Alt er herlig denne Haaben!
I Livets Bølgegang vort Anker kun;
I Lidenskabers Storm, i Dødens Blund,
Den sidste Havn, som Sjælen finder aaben! -
Een Draabe er det kun — dog Priis for Draaben,
Som Naaden gjemte til vor sidste Stund!
Den qvæger, styrker — den en Perle dølger,
Som fik sin Glands af Evighedens Bølger.

Submitted: Wednesday, July 25, 2012
Edited: Wednesday, July 25, 2012

Do you like this poem?
0 person liked.
0 person did not like.

Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?

Comments about this poem (Dandserinden — 3. Sang by Frederik Paludan Müller )

Enter the verification code :

There is no comment submitted by members..

Top Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. The Road Not Taken
    Robert Frost
  3. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  4. Still I Rise
    Maya Angelou
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. If
    Rudyard Kipling
  8. Stopping by Woods on a Snowy Evening
    Robert Frost
  9. I Know Why The Caged Bird Sings
    Maya Angelou
  10. Invictus
    William Ernest Henley

PoemHunter.com Updates

New Poems

  1. chemical shed, lee fones
  2. My Friend Forever, Margaret Alice Second
  3. Sometimes I am afraid, BrokenHeartPheko Motaung
  4. সময়(Time), Avik Datta Gupta
  5. Lieu Time, Francie Lynch
  6. When The Heart Bleeds, Tondana Fatimah Seebaway
  7. Many Crooked Cops are Shooting and Killing, Hebert Logerie
  8. My First Love, Tondana Fatimah Seebaway
  9. To Record What Is Kept, Naveed Akram
  10. Rumour, Humphrey Bryant

Poem of the Day

poet William Wordsworth

I

I AM not One who much or oft delight
To season my fireside with personal talk.--
Of friends, who live within an easy walk,
Or neighbours, daily, weekly, in my sight:
...... Read complete »

   
[Hata Bildir]