Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Gjæstekammeret - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Marie
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær,
Den gamle venlige Qvinde!
Saa mildt hun pusler om os her,
Saa hyggeligt er herinde.

Naar Livets Olie brænder saa klar,
Er Aarenes Tal et Gode,
Og Alderdommen en Skjønhed har,
Som ei man skulde formode.

O maatte jeg selv i sildig Tid,
Ifald jeg lever saa længe,
Naar Panden fures, naar Lokken er hvid,
Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, -

O maatte jeg da med rystende Haand
Saa milde Toner bevæge!
O maatte jeg med saa venlig Aand
Ungdommen vederqvæge!


Vilhelm
Min unge Hustru, min Rosenbrud!
Jeg kan ei gammel dig tænke;
Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud,
Utvungen af Tidens Lænke.

Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag
Vor Fremtid sig forkynder,
Og vort Samliv paa sin første Dag
Med et Eventyr begynder.

Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod,
Vi reiste, mens Himlen smiilte,
Men iaften blev den en Styrteflod,
Og i natligt Mørke den hviilte.

Og mellem de røde, knittrende Lyn,
Som skræmmede Kudsk og Heste,
Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn,
Fra Huset, som vi nu gjæste.

Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly,
Da kom den venlige Qvinde,
Saa mildt hun bød os hid at tye;
Saa hyggeligt er herinde.


Marie
Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk,
At idag vort Bryllup mon stande.


Vilhelm
Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk
Paa din rødmende Kind og Pande.

Jeg vil sige, det alt iforgaars var,
At vi tændte Hymens Flammer;
Vist Ingen da gjætter, at her man har
Beredet vort Brudekammer.


Marie
Ti stille! ... Din Randsel er lukket til,
Jeg en anden Krave maa søge.


Vilhelm
Der har du Kraverne; jeg dem vil
Med Strømper og Skoe forøge.


Marie
Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu!
Dit Blik mig ganske forvirrer,
Jeg kan ei klæde mig om, naar du
Her staaer ved Siden og stirrer.


Vilhelm
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,
Med mit Hoved over dit bøiet!
Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!
See saa! nu lukker jeg Øiet.


Marie
Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert,
I Speilet du seer!


Vilhelm
Paa min Ære,
Nu vender jeg Ryggen til.


Marie
Hvor geneert,
I et fælles Kammer at være!


Vilhelm
Jeg seer ikke meer.


Marie
Det er ret en Skam!
Jeg havde saa fast besluttet ...
Det banker paa Døren!


Vilhelm
Tak, Madam!
Nu komme vi paa Minutet.

Listen to this poem:

Comments about Gjæstekammeret by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]