Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Gustav Adolph - Poem by Johannes Carsten Hauch

Med Seier krandset stod den svenske Hær,
For første Gang var Tilly overvunden,
Ved Leipzig traf ham Gustav med sit Spær,
Hans Mod er brudt, hans bedste Kraft er svunden;
Sit høie Maal nu stander Kongen nær,
Hans Kæmper alt har Vei bag Elben funden,
Der, liig en Vandsnog, i sin Barndom ranet,
Med Hvislen flyer igien til Oceanet.

I Skoven høres ei den mindste Vind,
Kun fiern og eensom Klosterklokken bæver,
Da standser Kongen, tankefuld i Sind,
Af sine bedste Kæmper Raad han kræver;
Han vier dem i sine Planer ind,
En dunkel Skygge paa hans Pande svæver,
Og Heltens Tale klang i Aftenrøden
Liig Sværdets Tunge, naar den bringer Døden.

Hans Herskerblik, hans Ord, hans Læbes Smiil
Henriver pludselig de raske Kæmper,
Og hver en Helt, han være nok saa vild,
Sig efter Kongens Mening gierne læmper.
Kun En alene tvinger ei sin Ild,
Og intet Vink hans Dristighed neddæmper;
Han Seaton hed, og var i Skotland baaren,
Og Kongen havde ham til Ven udkaaren.

Og høi og kraftig hæver sig hans Barm,
Sin Hu at dølge han ei eftertragter,
Men Heltens Tale vækker Kongens Harm,
Han Taushed bød, men Seaton ei det agter;
Da hæver Gustav pludselig sin Arm,
Og Vreden ei at tæmme meer han magter,
Men Seaton blegner, som et Liig, og svinder,
Thi Kongens Haand har rammet Heltens Kinder.

— Men hver en Dag, naar Mørket stander nær,
Naar Faklen tændes og naar Solen viger,
Paa Sletten snart og snart bag dunkle Træer
Forsamles Kongen og den mindste Kriger,
Og knæler ned i Aftnens Rosenskiær,
Mens Nattens Fugl i Østen langsomt stiger,
Og mens den breder sine sorte Vinger,
En deilig Psalme giennem Leiren klinger.

Did ogsaa denne Dag mon Gustav gaae,
Da toner en af Luthers gamle Sange:
»Ved egne Kræfter lidt vi kun formaae,
Dog er der En, der aldrig vorder bange,
Og Ordet urørt skal de lade staae,
Og liden Tak dertil de skulle fange,
Vi have lært det troligt at bevare,
Det er vort Skiold mod Synd og Død og Fare!«

Men da nu længst den høie Melodie
Var i den dunkle Natteluft forsvunden,
Da vandrer Kongen hvert et Telt forbi,
En enlig Vei han har i Krattet funden;
Og fremad skrider han paa Nattens Sti,
Og tænker paa den Dag, der er udrunden,
Og paa den Skiald, der havde Psalmen skreven,
Og paa den Ild, hvoraf han frem blev dreven.

»En anden Ild har dreven dig i Dag,«
Saa tænkte han, og mon paa Maanen skue,
Der stod i Luften, som en Lampe svag,
En brukken Ring da syntes ham dens Lue,
Hvis bedste Deel var truffen af et Slag,
Et gyldent Troskabspant, hvis halve Bue
Var reven bort af Tidens dunkle Vande,
Hvori sig Fortids Lys med Taager blande.

»Ak,« sagde Kongen, »hvo er den, hvis Fod
Ei snuble kan, mens end han er i Live?
For heftig blussed stundom vel mit Mod,
Paa Vredens Tiørne kan man let sig rive,
Og Ærens Træ maa giødes tidt med Blod,
Hvis friske Frugter det skal atter give,
Men ærlig Anger kan forsone Brøden,
Og jeg vil kæmpe for min Tro til Døden.«

Da svinder Maanens Ring bag Skyen bort,
En enkelt Stierne blinker kun foroven,
Og Nattens Drage vorder mere sort,
Og Gustav hører nære Trin i Skoven;
»Nu,« tænker han, »det er en eensom Hiort,
Det feige Dyr blier tidt ved Nat forvoven.«
Da Skyen atter bort fra Maanen viger,
Og Kongen standses af en enlig Kriger.

Det Seaton er, han ligner fast en Aand,
Der alt med Nattens Rædsler er fortrolig,
Der ikke fængsles meer af hine Baand,
Der binde Siælen fast til Lysets Bolig,
Paa Sværdets Hefte lægger han sin Haand,
Kong Gustav ham betragter taus og rolig,
Da træder Seaton pludselig tilbage,
Og Haanden sank, der vilde Sværdet drage.

»Forvovne! vil du kæmpe nu med mig?«
Saa taler Kongen, »det dig lidet nytter.«
— »Nei, kun min Afsked fordrer jeg af dig,
Da til et bedre Land jeg Foden flytter,
Thi Gustavs Arm er nu en Tidsel liig,
Der saarer Mænd, og Krybet kun beskytter.«
— »Din Afsked skal jeg dig i Teltet skikke.«
Da iler Seaton bort med mørke Blikke.

Og førend Morgenbønnen end er læst,
Et Bud fra Kongen ham hans Afsked bringer,
Og rask bestiger han sin skotske Hest,
Med skarpen Spore han den fremad tvinger,
Hvor Heden strækker sig mod Nord og Vest,
Hvor Lyngen sparsom giennem Sand fremspringer.
Da seer en Rytter han, hvis Kaabe bølger
I Morgnens Vind, og der ham hurtig følger.

Stærkt hvirvler Stormen mellem Sand og Steen,
Og ryster Lyngen og dens blege Klokker,
Dog findes her ei nogen Qvist og Green,
Hvoraf den rive kan de grønne Lokker,
Kun Støvet jager den, som letten Reen
Paa Nordens Field opjager Sneens Flokker,
Der, Seaton liig, nu mangle Grund og Kierne,
Og drives uden Rast imod det Fierne.

Tilsidst han kommer til et deiligt Land,
Der skiermes rundt af Dannerkongens Øie,
Der hersker Freden længst, og ingen Mand
Kan der med Spær og Landse Retten bøie,
Der ender sig den lysegule Sand,
Der hviler Seaton mellem Blomsterhøie,
Da seer en Rytter han paa kulsort Ganger,
Og ikke meer at hvile han forlanger.

— »Hvi har Kong Gustav giennem Storm og Blæst,«
Saa taler Seaton, »fulgt mig over Heden?«
— »Jeg var din Konge nys, nu er jeg Giest
I dette Land, der skiermes rundt af Freden.«
— »Hvi kommer væbnet du paa kulsort Hest,
Som Dødens Engel, midt i Livets Eden?«
— »Her er jo Fred, her ender sig mit Rige,
Og, som i Døden er jeg her din Lige.«

— »Hvi binder du din Hest bag disse Træer,
Og drager Sværdet fra din venstre Side?«
— »Jeg er ei Konge meer paa Sletten her,
Som Ligemand, vil jeg med dig nu stride.«
— »Jeg veed, at Tvekamp var dig aldrig kiær,
Hvor kan jeg da paa denne Høimod lide?«
— »Et uretfærdigt Slag din Kraft har fældet,
Det skal med Sværdet vorde nu giengieldet.«

Da styrter Seaton pludselig til Jord,
Paa Gustavs Haand hans hede Taare rinder.
»Nei, hvor du staaer, est du en Konge stor,
I intet Land det Herskertegn forsvinder,
Som trykket blev ved et almægtigt Ord,
Da du blev til, paa dine Heltekinder,
Og aldrig kan jeg voxe til din Lige,
Paa Jorden ei, og ei i Himlens Rige.«

— »Vil,« spurgte Gustav, »tro mig tiene du,
Da skal ei meer jeg vredes ved din Tale?«
— »Ja, jeg vil tiene dig med ærlig Hu,
Thi du mit Mod har vakt igien af Dvale.«
— »Vel,« svared Kongen, »du er adlet nu,
Et draget Sværd skal i dit Skiold du male.«
— Saa red de lystig bort i Morgenrøden,
Og snart ved Lützen fandt de begge Døden.

En Gravsteen ligger paa den vilde Sti,
Der sank Kong Gustav midt i Kampens Lue,
Og ingen Vandrer kommer der forbi,
Som ikke dvæler ved den siunkne Tue,
Ved Siden af er Marken ganske fri,
Og intet Mindetegn er her at skue,
Der lagdes Seaton ned med Kinder hvide,
Han sank i Døden ved Kong Gustavs Side.

Listen to this poem:

Comments about Gustav Adolph by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]