Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Hjemmet - Poem by Johannes Carsten Hauch

Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igien,
Der Timerne saa sagtelig gled hen,
Liig sølvklare Perler, der drages paa en Snor,
Saa milde som to Elskendes Ord.

Der legede de Fugle bag Valbirkens Blad,
Der var jeg saa munter og saa glad,
Der sprang jeg tidt i Engen og agted ei derpaa,
Hvad Folk vilde sige, der det saae.

Der stod jeg tidt ved Vinduet og bag de høie Træer,
Og tænkte paa den, jeg har kjær,
Og naar han da sig nærmed med hurtige Fjed,
Da glædedes mit Hjerte derved.

Der sad vi tidt i Maanskin ved Rosens Hæk,
Ved Siden af den rislende Bæk,
Og vexled mangt et ord halv i Alvor halv i Skjemt,
Det har nu vel længst han forglemt.

Listen to this poem:

Comments about Hjemmet by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]