Schack von Staffeldt


I Canovas Værksted - Poem by Schack von Staffeldt

Styrted' en Marmorklippe sammen?
Er det Vrag af den faldne Fortid?
Lig uhyre Liljeknopper,
De Blokke ligge og indslutte
De ædle Gestalter, lig Blomster.
Svar, Phantasie! thi de elter
Steenen som Dei, og kuer
Selv Porphyren
Med dit Septer af Staal:
Hvad skal den vorde,
Denne Blok, dette Ribbeen
Af den brudte Klippe?
En fodtraadt Hiörnesteen?
En Tempelfrise, hvor Svaler
Klæbe deres Rede?
Eller et Gudbilled'
Kneisende i Hymnestorm
Og Uveir af Virak,
Med knælende Sekler
Ved den kyssede Sokkel?

Natur! du evig Skabende!
Med Dage om din Tinding
Og Guldströmme ved din Fod,
Mens mangfoldigt Livet
Leger paa dit Skiöd -
Driftige Moder!
Nödvendigheds Huustroe!
Utaknemmelig er jeg ikke,
Men den himmelske Phantasie
Lokker mig saa södt,
Og Kunsten, som staaer
Ved den Eviges Höire,
Mens Andagten
Ligger ved hans Barm! -

Hvor Gestalterne kiæmpende
Trænge frem af Steenen,
Og synes halv indfrosne
I dens evige Iis!
Befrielse! Befrielse!
Træder frem af Fængslet,
Æteriske Væsner!
Aander af Kunstnerens Aand,
Og Hierter af hans Hierte!
Træder frem, herlige Gienskiær
Af det Evige
I det Endelige!
I, den brændende Længsels
Inderlig Elskede!

Op Kunstner! tag Meislen!
Disse Steene ere fulde af Guder:
Ved deres Indvaanings
Hellige Rand
Standser Meislen
Og omskriver den.
Töv! luk Porten!
Det Dödelige blive udenfor!
Her ere Himmelske i Besög!
Saa!
Lad dem træde frem,
Apoll og Sebastian,
Madonna og Cypria,
Og hiin Lille, som leger
Med Lövens Man,
Og den vingede Psyche,
Uendeligheds Sommerfugl,
Og den glödende Nymphe
Vaagnende af Drömme,
Med tövende Henrykkelse
Paa den ambrosiske Læbe,
Og det salige Tvekiön,
Hermaphroditen,
Den store Eenheds
Længselslöse Billed'.

Mægtige Kunstner,
Hvor du favner
Den levende Klippe
Og aftrykker dig i den!
Hvor hvert et Meisselslag
Er den evige Skabekrafts
Fiernere Pulsslag!

Hellige Kunst!
Det Eviges Udbrud
Af det Endelige!
Guddommelige Börneleeg
Ved den Uendeliges Fod!
Salige Andagt!
Den Eviges Selverkiendelse
I det Endelige!
Straale af den uendelige
Selvkiærlighed
Som holder det Heele sammen!
Du, det eene, eeneste Væsens
Tilværelse i os!
Hellige Kunst!
Salige Andagt!
Samler mig i det Heele!
Styrter mig ned i den salige Afgrund,
I det eene, uendelige Selv!


Comments about I Canovas Værksted by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]