Adam Oehlenschläger


Kæmpebegravelsen - Poem by Adam Oehlenschläger

Paa en af grønne Danmarks Øer,
Og fiernt fra Larm og Støi,
Paa Marken nær ved klare Søer,
Der staaer en Heltehøi;
Paa Høien stod engang en Eeg,
I Blæsten Bladet skialv;
Og det var Ellepigens Leeg
Med Sommervindens Alf.

Om Aftenen et kiærligt Par
Til Høien ofte kom.
Skiønhed og Snildhed, Elskov — var
Al deres Eiendom.
Vel kunde, med det friske Blod,
De siunge Vaarens Pris;
Men Rudolf og Marie stod
Ei meer i Paradis.

Han skulde nu i Ansigtsved
Jo dyrke Jord med Plov; —
Men ei et Blad, det Himlen veed,
Var hans i Danerskov.
Hun skulde skiænke Børn sin Mand,
Men først dog vorde Brud.
Ak Adam saae i Straffestand
Vist meer fornøiet ud.

Dog trøsted sig de unge To,
Naar de til Høien kom;
Da følte de saa siælefroe
Den rige Fattigdom.
'Den Tanke styrke skal mit Liv,
Giør mig det let at døe,
At vorder aldrig du min Viv,
Saa est du dog min Mø!'

Engang da de saaledes sad,
Og Maanen stod i Blod,
Da hvisled Egetræets Blad,
Og bleg en Skygge stod —
Saa tyktes dem — saa venlig, nær —
Men idel Luft og Dunst;
Det Taagen var i Maaneskiær,
Det var Naturens Kunst.

Dog ligned den en Jomfru hvid
Med Slør og Brudekrands;
Hun smilte til dem, yndigblid
I Maanens Sølverglands.
'Jeg er alene, I er to!' —
Saa qvad hun paa sin Sti; —
'Da faaer jeg først i Høien Ro,
Naar vi bli'er to som I!'

Nu hæved Blæsten sig i Løv,
Sig skiulte Maanens Kind,
Og Synet svandt, som lette Støv
For skarpe Nordenvind.
Af Skræk sig reiste deres Haar,
De gik til fierne By,
Og voved ikke næste Vaar
At samles hist paany.


Men lad os vende Blikket nu
Fra fæle Nattefærden,
Fra Drømmernes indbildte Gru,
Til virkelige Verden;
Ei sukke meer i kiælne Vaar,
Hos Jomfruen med Rosen,
Men see paa Bonden hist, der staaer
Og skiærer Tørv i Mosen.

Guldgrube kan man kalde nok
En saadan Tørvegrube.
Snart er en kostbar Bøgeblok
Fortært af Ildens Strube;
Men Tørven ulmer mere seen,
Og skaffer Bonden Penge.
Men hvad er det for Mandebeen?
De vist har ligget længe.

Ei hvor fuldstændigt! — Seer jeg ret?
Hvo være kan den Døde?
En Beenrad! Seer! et heelt Skelet,
I liflig Aftenrøde.
Her lagde han sin Jordekiol!
Men det vil alle sande:
Det er nok længesiden Sol
Bestraalte denne Pande.

Til Høvdingen i Stiftet snart
Et Bud maa Brevet bære:
Vi fandt et Liig af sielden Art,
Da Tørv man vilde skiære.
Hvad skal vi mere? Skal den Mand
Begraves eller ikke?
Her stille staaer al vor Forstand,
Derfor til dig vi skikke.

Og Høvdingen: 'Paa Løverdag
I seent i Natten møde;
Paa Kirkegaarden, uden Brag,
Begraver mig den Døde!
Læg ham i Kisten uden Støi,
At det ei Mængden lokker.
Af Christenjord en liden Høi,
Men uden Sang og Klokker!'

____________

Det var ved stille Midienat,
Ved Maanens klare Flammer,
Da Høvdingen af Støvet brat
Blev vækket i sit Kammer.
Ei ene. — See hans Skriver nær
Ved Høvdingens Alkove!
Han tænker paa sin Hiertenskiær,
Og han kan ikke sove,

I kiende ham! I saae ham nys
Med Jomfruen paa Høien.
Men hvo gaaer der paa Gangen? Tys!
Ha hvilken selsom Støien!
Det rasler, som med Staal og Jern,
Det Sind og Hu forvirrer;
Snart ganske nær, snart atter fiern —
Med Sporerne det klirrer,

Og sagte springer Døren op.
I Plader staaer en Kæmpe,
Med Hestehaar i Hielmetop;
Han farer ei med Lempe.
Han hæver høit sit rustne Spær,
Imedens Hanen galer,
Nu staaer han Sengen ganske nær
Og huult saaledes taler:

Du Fredens Mand i svage Tid,
Forskaan mig for din Kiste!
Jeg var en Hedning kiæk i Strid,
Men brat mit Liv forliste,
Da hisset paa den klare Sø,
(Nu tørret til en Mose)
Jeg vilde seile til min Mø,
Den bedste Dalens Rose.

Man søgte mig, men fandt mig ei;
Den vene Signe blegned.
Hun plukte blaae Forgiætmigei,
Til hun i Døden segned.
Til Aske brændtes hendes Been,
Hun hist i Høien hviler,
Men gaaer igien bag Egegreen,
Naar fulde Maane smiler.

I Christenjord mig ei begrav,
Thi jeg var ingen Christen;
Et Baal i Mosen mig tillav,
Brænd Knoklerne paa Risten!
Grav Høien op hvor Egen staaer!
Saa vil ei Signe sukke,
Naar Du forsigtigt Asken slaaer
I hendes Askekrukke.

Naar Ilden flammer høit i Qvist,
I Baalets tændte Grene,
Da svæve vi til Freia hist.
Hun Siælene forene!
Men fængsles jeg i Kisten smal,
Imellem døde Bønder,
Da, Fiende! Hævn dig træffe skal,
Og Straffen jeg forkynder.

Hver Aften, naar tilsengs Du gaaer,
Min Beenrad er paafærde;
Gardinet den tilbageslaaer
Da ved dit Hovedgierde;
Da Munden uden Læbe leer,
Dog end med blanke Tænder;
Jeg — uden Øine — paa dig seer
Og griber dine Hænder.

Og naar af kolde Knokkelbeen
Du lader dig befamle,
Da føler snart Du Sygens Meen,
Og skranter som den Gamle.
Dit Haar blier graat og Kinden bleg,
Du vil den Døde ligne.
Begrav mig under Høiens Eeg,
I Krukken hos min Signe!

Da venter dig en værdig Løn,
En Ring af Guld hin røde,
Hvis Du opfylder Haralds Bøn,
Og krænker ei den Døde,
Men spotter Du hvad jeg har sagt,
Da vil mit Ord Du sande,
Da vil forsilde din Foragt
Fortvivlet Du forbande.

Og fæster Du en yndig Brud,
Jeg hende maa besøge;
Det skiønne Lys jeg blæser ud,
Alvorligt maa jeg spøge.
Thi troe, mit Ord er ikke Tant.
Elskov er stærk som Døden! —
Saa talde Skyggen og forsvandt
I Skin af Maanegløden.

_________

Men Høvdingen i Sengen loe
Og kaldte paa sin Skriver.
'En Drøm jeg havde nys, min Tro!
Men ræd dog ikke bliver.
Hvad agter jeg slig Drømmetant?
Nu er vi alle kloge!
De gamle Kæmper, det er sandt,
Var aandelige Poge.

De hylded daarlig Phantasie,
Ny hylde vi Forstanden.
Paa Løverdag begrave vi
Fra Mosen Skaldepanden.'
'Ak Herre! jeg har havt et Syn
Som Eders. Kom! Vi ville — '
Da rynked Høvdingen sin Bryn,
Bød Svenden tie stille.

Og sov igien. Men Rudolf stod
I største Hast fra Sengen,
Med Dugen, Spaden unge Blod
Sig sneg afsted til Engen.
Det blev en tung besværlig Gang,
Det var saa mørkt derude;
Karlsvognen skiulte Hiul og Stang,
Og Stormen hørtes tude.

Fuldmaanen skiulte sig bag Sky;
Det rusked; men ved Stedet
Der straalte frem den klar paany,
Ret som om den blev glædet.
Fra Mosen bragtes Kæmpebeen,
Sit Værk han snelt begyndte;
Han brændte dem ved Tørv og Green,
Med Asken han sig skyndte.

Da faldt paa Hiertet det som Bly;
Fremfusende! Jeg Daare!
Snart fløiter Lærken under Sky,
Snart Blomsten fælder Taare;
Mon Høien jeg udhule kan,
Før aarle Morgen kommer?
Jeg gribes med den døde Mand,
Og stedes for min Dommer!

Imens ung Rudolf sukked saa,
Dybtfølende sin Qvide,
Han pludselig en Gubbe saae
Arbeide ved sin Side:
Fiirskaaren Kæmpe, graaligt Haar
Paa Hovedet, det høie;
I Tindingen Ar af et Saar, —
I Panden — kun eet Øie.

Han hialp ham godt; de mæled ei
Et Ord imens tilsammen;
Men Oldingspaden giorde Vei
Saa snelt ved Maaneflammen.
De Krukken fandt i Høiens Skiød,
Og Asken giød i Krukken.
For Rudolfs Øre grant det lød
Da som en kiærlig Sukken.

Og Oldingen ham hialp med Flid
Brat Graven til at kaste.
Det var endnu ei Morgentid,
Saa skyndeligt de haste.
En Ring af Guld ung Rudolf fandt, —
Han hørte Spadeklingen —
Da luktes Høien — Gubben svandt —
Han ene stod med Ringen.

Han stirred under Egens Læ,
I Morgenvinde kolde.
'Men Ringen — den er Dannefæ,
Jeg tør den ei beholde.'
Sin Kistekiole tog han paa,
Til Hovedstaden ilte;
Der ham den gode Konge saae,
Han hørte ham — og smilte!

Betalte Ringen kongeligt;
Og Rudolf hiem sig skyndte;
Sit Eventyr, sit Drømmedigt,
Den Elskede forkyndte.
'Og var jeg vaagen eller sov,
Begrov jeg dog den Døde;
Og fandt ved Bakken under Skov
En Ring af Guld hin røde.'

'Min Konge har den godt betalt,
Nu kan os Præsten vie!'
Tidt sad han under Løvet svalt
Paa Høien med Marie.
Og intet Gienfærd meer de saae,
Der hørtes ingen græde;
Men Maanen tidt fra Himlen blaa
Bestraalte deres Glæde.

Listen to this poem:

Comments about Kæmpebegravelsen by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]