Adam Oehlenschläger


Kunsternes Grundforskiellighed - Poem by Adam Oehlenschläger

Til Kunsten hører, som til Poesien,
Forstanden, Følelsen og Phantasien;
Men Maaden, hvorpaa disse Tre fremtræde,
Just skienke Muserne forskiellig Glæde.

Saaledes ligger det i Grundnaturen
For Maleri, Sculptur, Architecturen,
At de med Billedet maae strax begynde;
Med Phantasien Tanken de forkynde.

Og Tanken, skiøndt med Billedet forbunden,
Os rører Hiertet; og det vorder Grunden
Til Nydelsen, Begeistringen, som fryder,
Som henrykt Siælen giennem Øiet nyder.

To Sandser blev for Legemet os givet,
Og to for Siælen — største Fryd i Livet!
Og Lugten, som kan Sands og Sindet vække,
Staaer, en usynlig Bro, imellem begge.

Den skiønne Kunst, som dannende man kalder,
Med jordisk Skiønhed giennem Øiet falder;
Musik, med Strængelegen og med Røret,
Indgyder dig sin Trolddom giennem Øret.

Dens Stof er Anelser, Haab og Erindring;
Den vækker Kraft, veemodig Hiertelindring.
Her, see vi, Følelsen er Herskerinde,
Som Tanken maa med Billedet forbinde.

Sit Værktøi Poesien har i Tanken.
Den ei begynder med en Hiertebanken,
Som Tonekunsten, har ei Steen og Farve;
Den virker giennem ingen jordisk Larve.

Har kun sin aandelige Forestilling;
Men denne Forestilling er en Trilling:
Thi Billedet, Begeistringen fremtræder,
Er Tanken vakt, saasnart som Skialden qvæder.

Listen to this poem:

Comments about Kunsternes Grundforskiellighed by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]