Schack von Staffeldt


Kunstnerlængsel - Poem by Schack von Staffeldt

Hvad er det, som fra Jorden her,
Saa mægtigt drager mit Begær
Og dybt mit Hjerte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og ser paa mig
Igennem Smil og Taarer.

O Vemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmeri!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, sig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ak! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang,
I Jordens Dale böde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenröde.

Paa Sagatavlens sjelne Skaar
End mangt et reddet Træk der staar,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudfantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den sjunkne Forjords Ligsang end
Jeg hörer, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi Alting sukker: ak! det var
Og er ei mer at finde!
Selv Himmelen, med lysblaa Grund
Og Stjerneguld, mig synes kun
En grænselös Kærminde.


Comments about Kunstnerlængsel by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]