Sophus Niels Christen Claussen


Paa Strandvejen - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde,
at det ej ret os smagte, og hun befandt sig ilde.

Og mens vi gennem Skoven til Strandvejen spasérte,
saa saâ hun i vort Forhold det slette og forkerte.

Hun talte om sin Stolthed, som var saa let at krænke,
og hvad om hint og dette vel Verden maatte tænke!

Og hun var bleven hæftig, forinden hun blev færdig.
Til Strandvejen vi naaed', og jeg begyndte værdig ...

Og mens i Aftnens Stilhed der hørtes fjærne Toner,
og Linde stod og drømte med deres lyse Kroner -

mens langs den tavse, hvide Chaussé vi traf paa somme
med Bøgegrene ventende paa Dampsporvognens Komme -

og medens Oldenborrer forbi os hastig svirred,
— saa talte jeg alvorlig, mens let min Stemme dirred.

Jeg talte fast og rolig. End grubler jeg bestandig,
hvorledes dog min Stemme blev saa sonor og mandig.

Skønt jeg var streng og fattet, var mine Ord ej bitre;
det gav en egen Rhythme, at Stemmen kunde sitre.

Og under al min Talen saa gik hun ved min Side;
jeg mærked Trodsen over i tænksom Tavshed glide.

Hun stille og med Anger mit lange Opgør hørte,
til Dampsporvognen ankom, og vi steg ind og kørte.

Hun sad, som var hun Sorgen i Skikkelse som Kvinde;
dog til et Ord hun kunde sig ikke overvinde.

Og vi var halv Vejs komne, min Ro jeg næsten misted;
da ydmyg og stilfærdig sin Arm i min hun listed -

og hvisked et og andet om Vind og Blæst og Kulde,
som hendes Trang til Varme hos mig forklare skulde.

Da vi tilsidst os maatte formaliter forsone,
hun loved mig at være en artig, lille Kone.

Listen to this poem:

Comments about Paa Strandvejen by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]