Sophus Niels Christen Claussen


Pompeji - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Idag brænder jeg paa ny
efter det solviltre, skyggevaade Neapel
og efter det støvede Ricini,
den sporvognsbefærdede Forstad paa Lava fra Oldtiden,
hvor jeg spiste i en Have
og drak den billige Lacrima Christi-Landvin,
men yppede Trætte med Urtegaardsmanden
om Billigheds Krav for Salaten og Hønen.

Og efter Pompeji, det Mur-omfredede,
paa hvis Tærskel en fjortenaars, sortklædt Novice
raslende fremholdt en Fattigbøsse
og modtog min Skærv med en Smilen,
da jeg indvendte (som en naadig Kardinal efter Middag)
at man glemte Fattigdommen over Nonnens allerkæreste Øjne;

— efter Pompeji, det Mur-omfredede,
det muntre og rytmisk ensomme,
hvis Porta Marina, fordum Nedgang til Havet,
ikke mere kysser det raa Hav og de stærkblaa, skyllende Bølger,
men er Nabo til en milebred Slette
og ene bevogtes af brændende, dagrøde Valmuer.

Pompeji, den romersk-antike,
halvt nedsmuldrede, helt afsluttede Søstad,
det bredeste Liv i den trangeste Ramme,
(som et Digt af Ovid om de Eviges Boliger)
de smalle, smalle Stengader med de alenhøje Fortove,
hvor i Oldtiden Slaver alene var Forspand,
(thi man taalte ingen Oxe, intet Trækdyr i Byernes renlige Midte):
de offenlige Bades Luftighed og Mosaiker
og Væggenes Felter, det dybrøde, venlige Vox:
Fresker i Rigdommens Hal som i Skøgernes Kippe,
og Templerne, og Vinhusene, og Matronens Arne, og Forum.

En Forsamling af Templer!
Tro ikke paa Forgængeligheden!
Døden er kun et Slør, hvorigennem Venus smiler des sejrrigere,
og en afdød Neptun, i hvis Skygge jeg plukked en Urt,
saarer mit savnende Hjærte med Treforken,
og jeg støder (med Forfærdelse) foran en afbrudt Portal
paa Jupiter, Tempel-Overøversten.

Ak, Forskningen med dens daglige Slæng af Æseldrivere
besudler nu Helligdommene,
og Vejen hid fra Neapel over det støvede Ricini
er ganske brolagt med de allermoderneste Svindlere
til Udplyndring af en antik Rejsende.
Havet er sunket, Jordsmonnet har hævet sig,
over al Verden kun én Gud og én Telegraf,
og de Evige har forladt de Jordiskes Boliger.

Som en Gople, som en eneste Søstjærne efterladt ved Ebbe,
hviler Pompeji i Solen,
en aaben, forstenet Hjærtemuskel
fra den almægtige Oldtid.
Og Porta Marina, fordum Trappe til Havet,
bevogtes af en sortklædt Novice (for ung endnu til Nonne)
og en Flok Valmuer, som smaa, røde Kardinaler.

Listen to this poem:

Comments about Pompeji by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]