Post more comments

Frederik Paludan Müller


Prolog


De gamle Tider ere længst forsvundne,
Da Bardens Harpe lød til Skjoldeklang,
Da han begeistred Helte ved sin Sang
Og trøstede med den de Overvundne.
De gamle Kæmpers Aander ligge bundne
Og vækkes ikke op for anden Gang:
Den, som i Sang om Kæmper nu fortæller,
Ny Viin paa gamle Læderflasker helder.

Saa er og svundne nu de gyldne Tider,
Da Digteren i Ridderborgen sad,
Hvor han, mens Øiet rundt blandt Damer glider,
Om Ridder Lancelot og Roland qvad.
Hvor fulgtes dengang Helt og Digter ad!
Hvor gjorde da de lyst til alle Sider!
Men Riddertiden — ak! den var poetisk;
Vor Tid er idethøieste æsthetisk.

Enhver sig selv er nærmest, Ordet lyder,
Et Ord som godt paa Tider passe kan:
De Toner staae os allerbedst dog an,
Hvis Efterklang vort eget Hjerte tyder.
Derfor sig andre Baner Musen bryder
I Poesiens grændseløse Land,
Derfor i Former, som til Tiden svare,
Vil nu sin Verden hun os aabenbare.

Og da paa Sligt nu hver Poet er viis,
Lang Tid holdt fangen af det Illusoriske,
Saa seer man meer og meer det blot Historiske
At synke qua poetisk Stof i Priis.
Af Digtekonstens lyse Paradiis
De nøgne Facta, om endog notoriske,
De blotte Helte med de bare Struber,
Forjages af de critiske Cheruber.

Fra Scylla i Charybdis dog man falder -
Fra Dynen ned i Halmen, man i Nord
Slig Falden i Charybdis ogsaa kalder;
En gammel Sandhed har et gammelt Ord.
Den, som ei før det troede, vist det troer
Ved Synet af en reent prosaisk Alder,
Sat nøgen ind i Genremalerier,
Udgivne som Novelle-Poesier.

Men Billederne glæde; Hoben aner,
at den paa Prent gaaer her sig selv forbi;
Og Faa kun føle det Forkeerte i
At faae for Flugt af Ørne Spank af Haner,
For Amors Seire simpelt Lefleri,
Og Qvæk af Gadegæs for Sang af Svaner.
Hvad gjør man da? og hvilke Bud og Pligter
Kan stilles op som Love for en Digter?

Ti Bud fik Jøderne — det var for mange;
Hvorfor ei heller Jøderne dem holdt.
Vi Christne fik kun to, som blot forlange
At Hjertet i vort Bryst ei bliver koldt.
Men dette Tal endnu gjør Mængden bange,
Og har Alverden Bryderi forvoldt;
Thi reduceerte man fra fordums Dage
De ti og to til eet: Søg at behage!

I dette Bud Alverden sammenstemmer,
Det staaer med gylden Skrift paa Hvermands Port;
Den vise Fader til sit Barn det gjemmer,
At Barnet blive kan til noget Stort.
Behag, min Søn! saa er din Lykke gjort -
Og Sønnen ei letsindig Ordet glemmer;
Han voxer op og la'er sig Skægget rage,
Gaaer saa i Verden ud, for at behage.

Og som han gaaer, han seer, at Barndomslæren
Var ikke løiet Viisdom eller Tant:
Som Ringen af en kostbar Diamant,
Saa laaner deraf Lys den hele Væren.
Behage vil Tartuffen som Hetæren,
Som Narren Helten, der en Krone vandt,
Som Sangerinden, der paa Scenen galer,
Selv Præsten, naar med Salvelse han taler.

Behage vil de Gamle som de Unge,
Behage hvordan Pokker saa det gaaer,
Thi dertil intet Middel man forsmaaer:
A vil behage ved sin skarpe Tunge,
B ved sit bløde Hjertes aabne Saar,
C ved sin syge Lever eller Lunge,
Naar smægtende han staaer med blegnet Kind,
Og hoster sig i Damehjerter ind.

I dette Ord: behag! er altsaa Svaret
Paa hvad der nys mig gjorde Hovedbrud;
Thi hvad for hele Verden er et Bud,
For det er Digteren ei heller sparet.
Men hvem behage? det blev ikke klaret:
Sig selv, sin Næste, eller og sin Gud?
Det store Spørgsmaal jeg at løse vover,
Idet jeg ikke hugger Knuden over.

Jeg vælger mig et Stof af Hverdagssnit,
Hvis Farve spiller i det Nationale;
Thi Helten, dansk i Sind og Skind og Tale,
Skal sig i Hverdagslivet røre frit.
Han holdes borte fra det Ideale,
Han uromantisk gaaer i Prosaskridt,
Han prøver Alt, men vælger ei det Bedste:
En saadan Helt behage maa min Næste.

Dog, mens sin egen Sø jeg la'er ham seile,
Og la'er ham blive gammel, blive graa,
Skal dog tilsidst et Tankebilled speile
Sig i hans Liv og frem af Digtet gaae.
Maa jeg kun dette Maal ei her forfeile,
Saa Tankens Sandhed kan sin Prøve staae:
Da haaber jeg — om ei at tækkes Vrimlen -
Ved Digtets Formaal at behage Himlen.

Endnu mit eget Bifald staaer tilbage,
Som man bor troe, erhverves ei saa nemt.
For det at opnaae og mig selv behage
I Stoffet, af Naturen ubeqvemt,
Vil meest paa Breden jeg min Digtning tage,
I Haab, at derved Længden bliver glemt;
Og alt som Pennen fort med Helten glider,
En Smule see mig om til alle Sider. -

Og her Prologen nu jeg slutte kunde,
Thi Planens Armod troer jeg ligger klar,
Saa Ingen sige skal, der lovet var
Hvad Værket selv dog holder ingenlunde.
Hvis man for denne Fattigdom vil Grunde,
I Tiden og i Autor man dem har;
Men hvis til Autor man sig ene holder,
Da svarer han igjen: min Tid det volder!

Jeg skulde slutte; men naar man begynder,
Saa falder det, at ende, ei saa let.
Tænk paa den Unge, som endnu ei træt
Sig frem paa Livets lange Bane skynder,
Og see, om strax af Livet han blev mæt;
Tænk selv (hvis her det passer) paa en Synder,
Til hvem Samvittigheden raaber: stop!
Og see, om strax Patronen holder op.

Enhver Begyndelse, hvor rig og fuld,
Som havde Herligheden ingen Ende!
Betragt blot Morgenrødens Hav af Guld,
Som vilde Himlen al sin Rigdom sende;
See Vaarens Blomstermyl af Jordens Muld,
See Barnets Fryd, ved sig til Leg at vende,
See Kjærlighedens første Øiekast,
Der til Secundet binder Evigheden fast -

Og anderledes ei det gaaer en Sanger,
Naar Digtets Spire vaagner i hans Bryst;
Han hører forud hver en Fremtidsrøst,
Der gjennem ham at yttre sig forlanger:
Haab, Elskov, Fryd og Veemod, Spot og Anger,
Den bittre Sorg med samt den søde Lyst,
Alt griber forud i hans Hjertes Strænge,
Saa disse tone stærkt og zittre længe.

Submitted: Wednesday, July 25, 2012
Edited: Wednesday, July 25, 2012

Do you like this poem?
0 person liked.
0 person did not like.

Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?

Comments about this poem (Prolog by Frederik Paludan Müller )

Enter the verification code :

There is no comment submitted by members..

Top Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. The Road Not Taken
    Robert Frost
  3. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  4. Still I Rise
    Maya Angelou
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. If
    Rudyard Kipling
  8. I Know Why The Caged Bird Sings
    Maya Angelou
  9. Stopping by Woods on a Snowy Evening
    Robert Frost
  10. Invictus
    William Ernest Henley

PoemHunter.com Updates

New Poems

  1. Desire, Avinash Nair
  2. My Grieving Heart, Enyinwa Okechukwu Enyinwa
  3. The Green Flash, Morgan Michaels
  4. The Rough Guide to Romantic Comedy, James Thomas Miller
  5. Recessional, James Thomas Miller
  6. Poverty Streets, Darren David Weaver
  7. Destiny, Jesus James Llorico
  8. Another Sunset, Jesus James Llorico
  9. Time and Distance, Michael Mira
  10. A JUNKYARD WAR حرب الخردة, MOHAMMAD SKATI

Poem of the Day

poet Ambrose Bierce

Weather
by Ambrose Bierce

Once I dipt into the future far as human eye could see,
And I saw the Chief Forecaster, dead as any one can be--
Dead and damned and shut in Hades as a liar from his birth,
...... Read complete »

   

Member Poem

911
by Albert Ahearn

[Hata Bildir]