Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Vor gamle Caro holdt en Støi - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Vor gamle Caro holdt en Støi,
thi Vognen kom for Døren;
min Kuffert og mit Reisetøi
blev baaret ud af Søren.
En Postillion i Frakke rød
paa Bukken sad, han var saa sød;
han blæste, han blæste:
Duidu duidu duidu dudu du.


Saasnart jeg hørte Hornets Lyd,
Jeg alt fik Hjertebanken,
Thi Reisen, som en Tusindfryd
I Blomster, stod for Tanken.
Vel gav ei Hornet Straussisk Klang,
Dog slog mit Hjerte hver en Gang
Det blæste, det blæste:
Duidu duidu duidu dudu du.


O Lykke, naar man let i Sind
Saa let ad Veien ruller,
Foran os Alt i Rosenskin,
Det mørke bag vor Skulder!
De raske Heste fare frem,
Og Postillonen muntrer dem,
Han blæser, han blæser:
Duidu duidu duidu dudu du.


Enhver Station, man kommer til
Os ei blot friske Heste,
Men Eventyr forskaffe vil;
Hvis ei, vil nok den næste.
Kun fremad higer Længslens Magt;
Ad Alt, som er tilbagelagt,
Man blæser, man blæser:
Duidu duidu duidu dudu du!

Listen to this poem:

Comments about Vor gamle Caro holdt en Støi by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]