Bernhard Severin Ingemann (1789-1862 / Denmark)

Min Mund vil Herrens store Ting udtone -
Min Røst vil stige til Eloahs Throne.

Det store Ord jeg føler paa min Tunge,
Som Evighedens Sjæle skal udsjunge.

Det Ord forklarer Tidens mørke Tale;
Det vækker døde Verdners Aand af Dvale.

Det toner fjernt fra Paradiisets Have;
Det toner fra Propheters sjunkne Grave.

Det staaer i Helligdommens gamle Skrifter;
Det gjennemrunger Tidernes Bedrifter.

Et himmelsk Syn fra Jorsals Grav jeg skuer:
Høit Stjerneskriften over Thabor luer.

Jeg læser Navnet over alle Navne;
Jeg seer en Favn al Verdens Sjæle favne.

Jeg seer det gamle Himmeltelt i Flammer;
Det nye indslutter alle Slægters Stammer.

Jeg Templet seer, som ingen Haand nedriver;
Jeg hører Ordet, som hver Død opliver.

Jeg hører det i de Ufødtes Stemmer;
Tilblivelsernes Ocean det gjemmer.

Den gamle Nat det i sit Dyb bevarer
Og for Aartusinder det aabenbarer.

Høit Paradiischeruben det udtaler -
Selv de Fordømtes Sjæle det husvaler.

Det Himmel, Jord og Afgrund gjennemrunger -
Og salig er hver Sjæl, som det udsjunger.

Mit Israel, mit Folk! kan du ei høre
Hvad Stenene paa Havsens Bund maa røre!

Først naar det Ord dit Hjerte gjennemtrænger,
Ei hvileløs paa Jord jeg vandrer længer.

Med dig jeg salig skal det Ord udsige:
Vor Konge har os kaldet til sit Rige!