Emil Aarestrup

(1800-1856)

Bondestriden - Poem by Emil Aarestrup

Grev Guntram og Grev Lanzelin
De hærgede forsande
Med Keisergunst og Pavebrev
I rige Schweitzerlande.

De odelsbaarne, frie Mænd
I Muri og i Vohlen,
De lukkede for Lo og Stald,
For Qvien og for Folen.

De bad om Fred for deres Huus,
For deres Mark og Skove,
Saa kom de villig mangengang
Med Karl og Dreng til Hove.

Grev Guntram og Grev Lanzelin
De tog de gode Gaver,
De tog de frie Bønderbørn
Og gjorde dem til Slaver.

De tog alt hvad de kunde faae,
Og fordred endnu mere:
Naar eders Gaver ei forslaae,
Saa maae I bringe flere!

Den raske Dreng, med gulen Lok,
Han maatte drive Øget,
Og Pigen, med sin Rosenkind,
Hun maatte age Møget.

I give med et villigt Sind
Indtil den sidste Bønne;
For hvad I lide Mangel paa
Vil Himlen eder lønne!

Da reiste sig det gamle Mod
I odelsbaarne Hjerter:
Ha, vi har ydet sidste Skjærv
Til Virak og til Kerter!

Det gjorde vi med taaligt Sind,
At frelse vore Sjæle,
Og for det bittersøde Kors,
I bragte os, vi knæle.

Men rør ei ved vor Frihed, Drot!
Thi heller, skal det gjælde,
Vil vi forlade Huus og Hjem,
End blive her som Trælle.

De dreves ud med Viv og Børn,
Man tog fra dem det Sidste.
I fremmed Land, ved fremmed Brød,
De maatte Livet friste.

Grev Lanzelin blev svag og graa
I Borgens skumle Lukke,
Og tung af al den søde Most,
Han drak af Bondens Krukke.

Da flokkedes de Folk igjen
Fra Muri og fra Vohlen;
Ak, i Eens eget Fødeland
Der skinner mildest Solen!

Med Køller de forsamled sig,
Og Qvinderne med Krandse.
Men ungen Radbod mødte dem
I Harnisk og med Landse.

Og Bondes Blod i Strømme flød
Alt paa hans egen Ager,
Som Bierne i Kuben døe
I egne Honningkager.

Og Ridderen af Klippen brød,
Af Bondens egen Klippe,
Og reiste høit et hornet Slot,
Og udenfor en Vippe.

Og Slottet fik hans Hustru fiin
Alt til sit Enkesæde;
Men der skjøn Ida mangen Nat
I Eenrum maatte græde.

Hun hørte, naar i Borgen slog
Den dybe Midnatsklokke,
En Hylen i den mørke Skov
Af dræbte Bønderflokke.

Hun saae dem sætte Stiger til -
O, alle Himlens Magter! -
Hun saae dem svinge Øxen høit
Med Hævnens vilde Fagter.

Hun bad saamangen lønlig Bøn,
Og hun lod Messer læse;
Men hver en Midnat hørte man
I Dødningluren blæse.

Hun bygged op et Kloster skjønt
Med lange Søilerækker;
Der sover hun og hendes Slægt
Til Dommedag dem vækker.


Comments about Bondestriden by Emil Aarestrup

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, June 28, 2012

Poem Edited: Thursday, June 28, 2012


[Report Error]