Emil Aarestrup

(1800-1856)

Bylivet - Poem by Emil Aarestrup

Jeg morer mig i Byens
Forlegne, snevre Gader
Ved Synet af en simpel
Naturs Bambocciader.

En gammel, tyk Matrone
I Vinduet, som strikker -
Og i sin lange Kutte
En skaldet Munk, som tigger.

Om Keglerne i Sandet
Opstilt Dagdriverflokken;
Høit over dem i Taarnet,
Med Varselstemme, Klokken.

En Retsbetjent med Bogen,
Og Skrædderen med Saxen,
I Slagterboden Oxen,
Paa Retterbænken Laxen.

Zigeunerbørn i brune
Pjaltkaaber, næsten nøgne,
Med brede Skyggehatte,
Og store, sorte Øine.

Den Døde høit paa Baaren,
Med Fryndser om sit Klæde;
Foran et Kors, bagefter
En Skare Folk, som græde.

Hvorhen, Signor Dottore?
Med Hastværk han sig skyndte;
Det hele Gade lugter
Endnu af Pebermynte.

Friseuren her jeg kjender -
Scapin — det kan jeg lide!
Brudgommens Haar han sætter
Som store Horn itide.

Min Gjenbo — Pantalone! -
Godmorgen! Hvad behager?
Han er endnu ei færdig
Med sine egne Sager.

Ved Stokken frem han skrider,
Ærværdig, rynket, arret
Af alle de Spilopper,
I hvilke han blev narret.

Hr. eligeret Borger
Og Bager, Truffaldino!
Tillad mig præsentere
Mig selv som Arlechino.

Og denne Unge Dame,
Kan De vel sagtens gjætte,
Er ikke nogen anden,
End min Arlechinette.

Sæt friske Kringler for os!
Lad Jalousien falde!
Vi holde meest af Eenrum;
Kom siden, naar vi kalde.

Listen to this poem:

Comments about Bylivet by Emil Aarestrup

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, June 28, 2012



[Report Error]