Emil Aarestrup

(1800-1856)

Dyrehaugen - Poem by Emil Aarestrup

Slip mig, Drenge! I splitte mig Kjolen og Kraven!
Au! To børste mig Ryggen, tre børste mig Maven.
Og I skal betales? Skilt og Bestalling er ægte -
Ja, man mærker det strax, I er Embedsmænd, Knægte!

2.
O Bakke, hvis Grønsvær mig tidlig har baaret,
I hvis Bøg jeg et Navn, et elsket, har skaaret!
Jeg hilser din Top, som Teltene skjule,
Dine spettede Fiirbeen, din lerede Hule!

3.
End eengang vil jeg i Løvfaldet vade,
Skjøndt ikke, som fordum, gantes med de Glade;
End eengang blandes i Vrimlen og see
Det Gjøglerie, det Fjas, hvorover man tør lee.

4.
Efter Bakkens Friction og electriske Trængsel
Har Ungdommen altid, siges der, en Længsel;
Der vil jeg staae, i den brogede Strøm,
Mindes forsvundne Dage, og drømme en gammel Drøm.

5.
I Verdenstheatret sig Mængden forsamler.
Der maa jeg ind; man føler og famler -
Tillad, at jeg trykker om Livet dig, Søde;
Seer du? Solen gaaer ned og Alperne gløde.

6.
Eqvilibrist, som baglæns bøiet fra Pælen
Løfter den Skilling, man smed dig ved Hælen;
Heller, som du, gad jeg søge min Skilling,
End, blodrød ved et Buk, i den modsatte Stilling.

7.
Bjergpræken holdes; en Karl gjør Mirakler
Og faaer dem til at lee, de grædefærdige Stakler!
Mig helbreder han ikke mit skriftkloge Væsen,
Hvor høit end han gaber, hvor stærkt han kridter Næsen.

8.
Syv Amagerpiger, sammenhægtet i Rad,
Brogede om Halsen som et Neglikeblad;
Naar jeg trykker den Første i Trængslen et Sted,
Gad jeg vidst, om den Længstborte føler det med.

9.
Som i Indiens hellige Stad, i Benares,
Oxer, Aber især, ansees og bevares,
Hør, hvor i Teltpagoden det hyler og tuder!
See paa Bordet Mavens phantastiske Guder!

10.
Musrose fra Valby, i Silkeærmer grønne,
O hvor svulmende er du, udspringende Skjønne!
Din Fylde, din Rødme, hvor frodig og fager!
Og dog en Rosenorm maaskee i Hjertet dig nager.

11.
Perlende af Sved, forpustet af Varmen,
Slæber en Fader sin store Datter paa Armen;
Bagefter, med Hatten, Fruen frugtsommelig,
Og en hvid Bologneserhund, klippet guddommelig.

12.
Er det en Elephant, som brølende stamper?
Nei, Publikum er det, blandt Brædeskurets Lamper.
Jo mere ved Næsen man trækker det og snapper,
Jo mere det jubler, jo mere det klapper.

13.
Din blaae Atlastrøie, Chinafarer, falder
Fra Skuldren med Knaphullets Liliekonvaller!
Hvilket Eiland med Buske! og bag Busken den lille,
Sminkeglødende, nøgne, sortøiede Vilde!

14.
Du blege Mand i Døren, som med dristigt Snit
Skiller Hovedet fra Kroppen — prøv det med mit!
Du samler dem igjen? man bliver kun lidt mat?
O, hvorfor er dog Enden paa Legen saa plat?

15.
Syng, gamle Jøde! Dig kaster bag Ryggen
Egetræet selv sit Blad i Parykken;
Slaae som en Nattergal! brum som en Bjørn!
Du kan dem sagtens more, de lattermilde Børn!

16.
Løve! som ruller Øiet bag Manken,
Og strækker den uhyre Klo henad Planken;
Var du saa grum, som din Vogter, da var du fri?
Umuligt! saa løi begges Physiognomie.

17.
Jeg kjender dig igjen i dit Haars sorte Hjelm,
Med Guldlorgnetten og Parasollen, Skjelm!
I Trængslen behøver ei Kjæresten dig ganske -
Giv mig din runde Arm! Han har jo din Handske.

18.
Op mod Skyerne Gyngens propfulde Æsker,
Klavrende Drenge, muntre Arabesker!
Flammer paa Skorstenen, Flage paa Teltet,
Og i Græsset en Vogn med tre Kjællinger væltet!

19.
Hvor blusser din Kind efter Ridetouren, Hulde!
Hvor er dine Lokker guldfagre og fulde!
I Tanker staaer du og grubler — kun Hunden,
Springende, snapper et Kys dig fra Munden.

20.
Bonaparte, Tordenskjold, Robespierre -
Brune Banditter, Tyrkernes Herre -
Konger og Keisere — see, hvor de staae,
Som i levende Live, med Voxnæser paa!

21.
Din Fader og Moder blev borte; o, vi ville
Hjælpes at søge dem. Græd ikke, Lille!
Selv misted jeg min Fader og Moder, som du
En syvaarig Stakkel, og jeg leder endnu.

22.
Den Væxt har ingen, undtagen en Venus paa Kloden;
Af Skum hænger endnu noget om Hoften og Foden;
Det er hende selv, Aphrodite, huldsaligst blandt Koner,
Syposen en Concha, Søofficerer Tritoner!

23.
Et gesvindt Kakkelorum, et Pust, ikke mere,
Og Marsviin er Roser, Vandet Madera.
Her kan du see, ikke altid det svigter,
Men der er Mulighed i det, Leilighedsdigter!

24.
Olding, som strækker i Græsset de støvede Lemmer!
Forgjæves den sidste Draabe af Flasken du klemmer,
Du føler endnu dig som kummerlig Borger,
Du finder endnu i din Sjæl elendige Sorger.

25.
Disse Blik, som Athenes, saa dybe, saa store,
Du veed ei, Ven, hvor de i mit Hjerte sig bore,
Skjøndt skygget af Krepflor — Ak, den henvisnende Enke!
De bandt mig engang med en Forglemmigeislænke.

26.
Bag mossede Stene, bag mørkegrønne Blade,
Forfrisk mig, du sprudlende, kolde Najade!
O I Trætte af Livet! hvad lædsker vor Tørst?
Dødens eensomme Kilde, den isnende, først.

27.
Forvovne Mø, hvem Faunen i Lunden
Lister sig bag efter, spidsende Munden -
Maanen sig tænder, en Nattergal klukker -
Venter du nogen? Du rødmer og sukker.

28.
Kukuk! hvorlænge skal jeg leve? Trompet
Mig min Skjæbne, usynlige Skovens Prophet!
Et Aar kun? — Du tier! — Godt, at det ender!
Farvel, lille Jord, da! Vi skilles ad som Venner.

Listen to this poem:

Comments about Dyrehaugen by Emil Aarestrup

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, June 28, 2012



[Report Error]