Emil Aarestrup

(1800-1856)

Ederne - Poem by Emil Aarestrup

Ja, jeg adlyder Dig; jeg sværger, tøiles skal
Hver Ubesindighed, hvis Ild med Skræk Dig fylder.
Jeg sværger det, ved Guderne, ei saares skal
De søde Blu, som mig, saa hidsende, fortryller.

Ja, ved Dig selv jeg sværger — Eden gaaer saa vidt -
Min Haand skal ei forraade Din hvorom der sukkes,
Mit mindre kjække Blik skal ikke speide Dit,
Men lade Dine Øine, længselsvaade, lukkes.

Jeg sværger meer end det — Ifald Du kommer varm
Med hældet Pande, Smiil, som mig til Himlen hæve,
Saa skal Du kunne, trodsende min slyngte Arm,
Undslippe uden Hindring mine Knæ, som bæve.

Jeg sværger Dig, jeg skaane vil det tynde Flor,
Hvorunder Barmen sødtbevæget svulmer,
Liig klare Bølger i den stille Indsøe, naar
Zephyrens Aande løfter dem og atter dulmer.

Og aldrig, sværger jeg, i Lidenskabens Fart
Skal meer jeg røve hine Kys, Guddommelige,
De, som forvandle til en sød Forstummen snart
Din Røst, og alt Bebreidende, Du vilde sige

Ja, rolig i Din Nærhed, Herre over mig,
Jeg sværger, skjøndt af Ild og Smerte gjennemboret,
At uberuset see Dig og beundre Dig!
Jeg sværger — — Ha — hvem der? — O jeg har intet svoret!

Listen to this poem:

Comments about Ederne by Emil Aarestrup

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, June 28, 2012

Poem Edited: Thursday, June 28, 2012


[Report Error]