Jens Baggesen


Anden Sang 1 - Poem by Jens Baggesen

Medens til nærmeste Ret de ti tilsnørede Sække,
Fyldte med levende Kul, som meldt, paa Bøndernes Skuldre
Rask blev baaren afsted, og Tropanføreren selv slæbt
Seent bag efter af Grimer (der langsom fulgte, med Stønnen
Under sin Rygs langt tungere Læs, henbærende Døden)
Blev i det mordpakrensede Huus Skytsengelen eene
Hos den med Smile paa Læben endnu sødtslumrende Gamle,
Smilende selv, som af Helvedes Dyb ophvirvlet i Himlen.
Længe knælte hun taus, henrykt, ved Oldingens Side,
Stirrrende paa hans uskyldige Ro, ham kyssende stille
Haanden, og takkende varmt den Gud, som frelser i Nøden.
Endelig vaagned han op, som i Skræk, med studsende Blikke,
Rundtomskuende vildt, og raabte: min Thora! min Thora! -
Her! min Fader! udbrød hun, og hang ham kiælent om Halsen.
Gud skee Lov! saa var det en Drøm! vedblev han: en Engel,
Syntes mig, slumrede sødt i dit Skiød, og du saae paa den Engel
Ned, som den hellige Moder i Skilderiet derhenne
Paa den livsalige Søn, vor Frelsere — da den med eet blev — — -
Dog jeg vil ikke forskrække dig! — nei! det var dog en Drøm kun!
Selv jeg vil glemme den reent! — Min Fader; smiilte hun venlig,
Ogsaa jeg har en skrækkelig Drøm at fortælle; men lad os
Giemme det alt til i Morgen! du trænger til Sengen, og jeg med;
Klokken er alt paa Slaget af to. — Men, spurgte den Gamle,
Seende rundt sig omkring paa ny med klarede Blikke:
Hvor er vor ærlige Giæst, Kulsvieren? — Han er i god Roe,
Svarte hun hurtig; den Stakkel var træt; han sover i Stalden
Alt to Timer; forlad dig paa mig: for ham er der sørget!
Gaae nu, og læg dig, min Fader, som jeg! I Morgen ved Davren
Ville vi muntre fortælle hinanden de tossede Drømme!
Medens hun talte, hun førte ham hen til Koven i næste
Kammer; og selv hun sig skyndte til sit. Den qvægende Søvn snart
Begge modtog i sin Favn, og til seent om Morgenen sov de.
Solen alt høit var stegen paa Himmelen, da giennem Vindvet
Ud til Haven dens straalende Blik Huusengelen vakte,
Der nu styrket opstod, og i Hast fik alting i Orden
Først i Stuen, saa Davren beredt, og vakte den Gamle.
Mens han klædte sig paa, hun taus i Raad med sig selv gik:
Om hun ham skulde fortælle det Rædsomme, som det var tilgaaet,
Dermed jagende Skræk i den Roliges Blod unødvendig?
Eller ham hellere dølge det nu, paalæggende Grimer
Taushed saa længe til alt var endt, hvis Retten det tillod?
Dette tilsidst hun besluttede, og bød den Gamle, som indtreen
Rollg, omfavnende ham, God Morgen! Giæsten er bortkiørt
Henimod Dag alt, føied hun til, men Grimer er end ei
Kommen med Føllet; dog venter jeg dem her begge før Middag.
Nu maa du smukt mig fortælle din Drøm, min Fader, saa vil jeg
Siden fortælle dig min. — Lad Drømmene være nu Drømme!
Svarte den Gamle med Smil; de forfærdende komme fra Gud ei!
Hellere tale vi lidt om Grimer, imens han, den Stakkel,
Løber nu efter dit Føl! Hvad Løn for ham har du tænkt paa?
Sig mig, min Datter! hvad synes dig? om jeg skiænkte ham Gaarden?
Rødmende kyste ham Thora hans Haand: Min Fader! du drømmer
Vaagen nu, hører jeg her, en Drøm, som kommer fra Gud vel,
Da den har intet forfærdende just for din zittrende Thora.
Grimer er virkelig kiær mit Hierte, hvorvel jeg har aldrig
Drømt om det, som dit snurrige Smil mig synes at slaae paa;
Men er din Villie sligt, og glædte det dig, om jeg gav ham
Eengaag med Tiden min Haand, adlyder gierne din Datter.
Fra jeg var lille var Din min Villie stedse; du veed jo
Bedre hvad er til mit Vel, end jeg selv. I det hun sin Tale
Sluttede, ventende taus hans Svar med stigende Rødme,
Saae hun fra Stalden sig nærme med Skridt, som vaklede, Grimer,
Bleg, som et Liig, snart blegnende selv, og bange for Uraad:
Bie, min Fader! jeg gaaer, for at hente dig noget, hvoraf du
Let vil skiønne, hvad Løn jeg selv for Grimer har tænkt paa!
Sagde hun skyndig, og smuttede vims, før Faderen saae ham,
Ud ham imøde. Kom med mig, min Ven, i dit Kammer! udbrød hun,
Skræk ei Fader, som intet end veed, ifald det er galt fat,
Som jeg befrygter. — O nei! det er alt got! hastig han afbrød;
Lidt kun jeg har mig forkiølt, i Dagningen, da jeg saa gloheed
Stod der, og blev til Forhøret var endt. Men nu er jeg rolig!
Samtlige Ti har bekiendt. Den længe lurende Hevn har
Hele sin Fangst fuldstændig, og slipper ei mere sit Bytte.
Men jeg maa lægge mig strax; thi jeg bar paa Døden, og svedte
Blod fast under dens Vægt. Dog haaber jeg, noget at drikke,
Bragt mig af Thora, vil styrke mig snart det qvalmede Hierte!
Saa han talte. Men Thora hans Haand med inderlig Ømhed
Tog, og trykte den varmt, og sagde med bævende Stemme:
Feberen ryster dig; læg dig, min Ven! jeg iler at varme
Gammelt Øl dig og Miød. Ifald forinden min Fader
Kommer, saa tal kun om Føllet til videre! Hurtig til Kiøknet
Fløi hun, og laved den qvægende Drik, og skyndte sig med den
Ak! til den alt Matgispendes Seng. Den Venliges Omhu
Bragte ham lidt til sig selv; men da snart igien han i Afmagt
Sank, løb hen hun, og kaldte paa Faderen. Grimer er dødsyg!
Raabte hun til ham i Vindvet, og ilede selv for at hente
Lægen fra nærmeste Bye; men paa Veien mødt af en Huusmand
Sendte hun ham, og kom skyndig igien tilbage til Gaarden.
End eengang slog Øinene op den smilende Huuskarl,
(Som alt Oldingen havde fortalt den Løn, ham var tiltænkt)
Da hun sig nærmede Leiet, og trykte ham kiærlig i Haanden;
Men før Lægen, den hentede, kom, opgav han, i Englens
Kys paa den smilende Læbe, sin Aand, henslumrende salig.
Thora begræd den Vakkre. Hun elskede ham, som en Søster
Elsker en Broder. Den Gamle begræd, som en Fader en Søn, ham.
Eene nu vare de to paa Gaarden, af fattige Huusmænd,
Dagviis leiede, tiente, som før; men ofte forlegne,
Vante til rygtende Hielp af en alt paapassende Huuskarl.
Vel indstilte sig fleere; men ei den første, den beste,
Fæstede gierne den Gamle, der viis beregnede Følgen
Af et ulykkeligt Valg. Saa gik tre Maaneder hen alt.
Endelig meldte sig een med et Aasyn, lignende Grimers,
Roller kaldende sig, vildfremmed, fader- og mo'erløs,
Men ualmindelig smuk, med en sær godlidende Mine,
Flux anstaaende begge. Han blev antaget, og anviist
Grimers Plads; og endskiøndt kun eet Aar ældre end Thora,
Fandt man i Alt ham et sandt Vidunder af Flid og af Troskab
Efter adskillige Maaneders Løb. Snart mærkede Thora,
Trods hans beskedne Gemyt, og undseelige Væsen, hvor kiær hun
Var ham, thi flink paa det flygtigste Vink han fløi, hvor hun vilde.
Snart blev og inderlig kiær han hende. Den værdige Lænsmand
Saae det, og skuede glad mod sin Grav, udkaarende Roller
Alt til sin Arving i Tanker, og vis paa sin elskede Thoras
Lykke med saadan en Mand. Han ei tog feil i sin Tillid.
Roller var virkelig god, med en høi Siæl; kun for en Yngling
Lidt for alvorlig, og underlig bly, for Mennesker halvveis
Bange, saa lod det, og hadende Spøg, og Latter, og Selskab.
Smil var hans høieste Grad af Munterhed, og i hans Smil selv,
Var meer Veemod synlig end Fryd. Han elskede Thora;
Men — han sagde det ei. Med eet forandrede Skiæbnen
Tingenes vanlige Gang. Den syvtiaarige Lænsmand,
Følende Døden sig nær i en let angribende Sygdom,
Sendte til Præsten, og medens i Graad for Oldingens Leie
Knælte det elskende Par, han begges Hænder med sine
Greb, og, dem føiende sammen, velsignte dem. Pludselig løsladt
Udbrød Flammen i Ynglingens Barm fra takkende Læber;
Og, omfavnende Thora, den rødmende, tændte dens Udbrud
Livet igien i den Døendes Lyst til begges Foreening.
Præsten, den kaldede, kom, og fuldendte den; men til den Gamles
Alder blev lagt et Aar, der var meer ham værdt, end de firti
Samtlige, siden han misted sin Viv, den aldrigen glemte.
Glæden nu byggede tyst i den trefold salige Hytte,
Langt fra Verden i Roligheds Ly sit himmelske Paulun.
Stille med Smil paa Smil henrislede klart, som en Sølvbæk
Mellem Violers og Liliers Flor, det huuslige Landliv;
Hver Dag blomstred en Fryd dig, Thora, mens under dit Hierte
Spirede Kiærligheds Knop. Den hver Dag muntrere Roller,
Deels for at lette sin Viv Arbeidet, og deels for i Huset
Selv at passe den Gamle, naar hun ei kunde det, antog,
Huusbond selv nu, en Karl, og en Huusmandsenke til Terne.
Saa svandt Aaret til Enden af Høst, da Thora blev Moder,
Kronende samtliges Haab med en Søn, huldskiøn som en Engel.
Nu vil med Glæde jeg døe! brød ud en Aften den Gamle,
Vuggende ham med den svindende Kraft i de signende Hænder.
Halv alt slumred han selv i den sagte salige Døds Favn,
Skuffende Thora med Glimtet, det lysende, hvilket end eengang
Luer gemeenligen op, før Lampen slukkes for stedse.
Roller var ude. Den Smilende tog hun Sønnen af Armen,
Læggende ham paa sit Skiød, nedstirrende, tabt i sin Glæde,
Med den lyksalige Moders Henrykkelses hele Beundring
Paa hans uskyldige Smil. Da foer i Leiet den Gamle
Pludselig op, og, stirrende stivt paa begge, han udbrød:
„Thora! Thora! saa see dog ei meer paa Satan!" og hensank
Pludselig død. Et Gysende foer igiennem dit Hierte,
Salige Moder, og Barnet dig faldt af Skiødet i Vuggen.
Hvilken for Fødderne stod; dog uden at vaagne ved Faldet.
Trøstet ved Smilet, det drog, og besindende sig paa den Gamles
Aldrig fortalte forfærdende Drøm, blev Mester af Skrækken
Hendes Forstand; og betænkende flux, hvor let i Krampslag
Kaldtes igien for det bristende Syn et Billed af hin Nats
Noksom forklarede Drøm, bortslog hun Angestens Angreb.
Hurtig til Leiet hun gik med Fasthed, og løftede langsomt
Haanden ham op, der var alt iiskold. Med strømmende Taarer
Bøied sig over ham hen den kiærlige, lukte med varme
Læber den blegnende Mund, mens de bløde bævende Fingre
Trykte ham Øinene til, og, paa Knæe nedkastet, hans Hænder
Foldende smukt, hun kyste dem taus, befalende Gud ham.
See! og nu laae han der smilende mildt med salige Miner;
Men det uskyldige Barn sov sødt og roligt i Vuggen.
Knælende mellem de to Huldbrødre: Søvnen og Døden
Bad hun en Stund, alleene med Gud i hellige Tanker
Taus paa Gulvet, af Englene seet, som bare til Himlen
Oldingens Siæl, mens en Lilieduft udbrededes rundtom.
Saa mellem Vuggen og Sengen paa Knæe nedkastet med Andagt,
Fandt sin livsalige Viv i Kammeret, mat kun af Maanskin
Oplyst, Roller, der, efter et Ridt til Skoven, nu hiemkom.
Lidt kun drømmende, hvad der var skeet, omfavnte han hende
Skyndig; men studsende snart ved en stor nedrullende Perle
Paa den af Kys opglødede Kind, adspurgte hans Uro,
Stirrende taus, med ængstlige Blik den smilende Veemod.
Roller nu ere vi eene! hun udbrød, trykte ham Haanden,
Og, paa det elskende Liig henpegende. Han er i Himlen!
Raabte hun hulkende høit. Henvendende pludselig Blikket
Selv, udbrast han i Graad, og blandte de sønlige Taarer
Ømt med hendes ; mens begge nu sank i Favnen hinanden,
Tømmende Høitidskalken af Samsorgs elskende Veemod.
Stille, som var henrunden hans Liv, blev jordet den Døde,
Længe begrædt af det elskende Par, der Himlen paa Jorden
Nød i voxende Lyst, hver Dag meer kiære hinanden,
Stærkere bundne med Engelens Baand, som begyndte at stamme
Fader og Moder, opblomstrende huldt, og lignende begge.
Saa nu sneg sig et Aar, som en let henflyvende Maidag;
Kun imod Enden bemærkte med lidt Urolighed Thora
Flagrende Skygger af Sorg paa sin Mands alvorlige Pande,
Flygtige vel, og svindende let, men mørkere hvergang,
Efter en Reise til Byen især, de truende gienkom.
Ofte hun spurgte med Smil, hvad der trykte ham, ofte med Taarer;
Men hans bestandige Svar var: Thora! Himlen i din Arm,
Den kun trykker mig, elskede Viv, hvis noget mig trykker!
Intet veed jeg af virkelig Sorg; jeg har, hvad jeg ønsker;
Du og mit Barn er mig alt, og den øvrige Jord er mig intet!
Ofte hun trøsted sig med, at han alt ved første Bekiendtskab
Havde forraadt et alvorligt Gemyt, og Hang til lidt Tungsind;
Men tilist gik denne for vidt. Han søgte bestandig
Eensomhed meer og meer, og fiernede tidt sig med Paaskud,
Der blot vare det. Ofte han reed om Morgenen tidlig
Bort fra Gaarden, og kom der igien først sildig om Natten.
Eengang, da hun mod Qvel udgangen i Marken igienkom
Før han det ventede, saae hun paa Knæe ham sidde ved Vuggen,
Uden at sees, og listed sig hen bag Dørren, og lytted.
Hulkende hørte hun høit ham bede til Gud, ham at lette
Steenen, paa Hiertet ham laae; hun hørte ham bede for hende,
Saa for Barnet, og saa for sig selv — tilsidst for „den Grumme."
Kun den eeneste Lyd hun skiælnede (strømmende Taarer
Qvalte de følgende reent) og hun sneg sig atter tilbage.
Ladende, som om den yderste Dør hun aabnede, treen hun
Ind, som sædvanlig, med Smil, og omfavnte ham munter og venlig
Beste! begyndte hun, sættende sig, du skiuler din Thora
Noget; mig skuffer vist ikke mit Blik: dit Øie har nylig
Grædt! jeg besværger dig høit, ved Englen som sover i Vuggen,
Og ved den Engel, som vaager for ham, udgyd mig dit Hierte;
Aabenbar mig din Sorg i Fortrolighed; eller og see mig
Svindende døe; thi mig nærmer sig alt en hvislende Slange;
Dræb den, min Ven, før den stikker min Barm, og forgifter mit Hierte!
Hvad det og er, der er intet for mig meer rædsomt end Uro!
Sig mig det, elskede Mand! og, ham trykkende Hænderne, græd hun.
Medens hun talte, han stirrede ned mod Jorden, og, længe
Grublende taus, udbrød han tilsidst: Min Thora! velan da!
Ja! jeg har dulgt dig en hemmelig Sorg, dog af liden Betydning,
Som du vil dømme det selv, naar du hører den! Fattig jeg hidkom,
Da mig din værdige Fader, den salige, fæsted til Huuskarl;
Ham jeg skylder, og dig, hvad jeg har; mig intet tilhører,
Da jeg har intet dig bragt. Dog lever et Væsen paa Jorden,
Som jeg, ifald jeg var rig, vist skiænkede halve mit Eie,
Da det har skiænket mig Livet: Min Moder! elskede Thora.
At jeg din Fader og dig har dulgt, hun end er i Live,
Reiste sig deels af en falsk Undseelse, deels og af Frygt for
Aldrig at faae dig, ifald blev bekiendt at min Fader var Tigger,
Og at for hver Mands Dør gaaer om med Posen hans Enke.
Hør mig kun ud, min Thora! jeg veed hvad alt du vil sige;
Men nu kommer, hvad trykker mig meest: Min Moder er vant til
Tiggen fra Barnsbeen af; men hun er, i sit eensomme Skovhul,
Med sin Pose, paa muggene Straae, saa stolt, som en Dronning
Midt i sin herlige Pragt paa den guldbroderede Throne;
Dertil egensindig, og stræng, og urimelig nidsyg.
Thora! kan du tilgive mig det? saa reent dig uværdig
Ogsaa hun er, og saa meget jeg selv mig skammer ved Tiggen,
Sundhed og Flid har aldrig behov — jeg elsker min Moder!
Det er til hende, jeg rider saa tidt. Hun boer i en Hytte
Fiernt i Skoven, og truer mig med Forbandelse daglig,
Hvis ei, førend hun døer, jeg bringer derhen dig med Barnet.
Selv hun ikke vil komme til os, før hende det første
Stadsbesøg du har giort, som Sønnekone. Hun paastaaer
At, hvis du og var en Dronning, du skyldte det hende som Moder! -
Og hun har Ret! indfaldt i Talen ham, grædende heftig,
Glad, men og inderlig rørt, den i Hiertet rystede Thora;
Roller! Roller! hvi taug du mig sligt? saa lidt du da kiender
Thoras inderste Barm! Næst dig, og Barnet, der ligger,
Var og den usleste hun blandt Usle, hun, som har baaren
Under sit Hierte min Mand, din fattige Moder, min Roller,
Er og skal være min ømmeste Sorg! hvo længes din Thora,
Hastig at kysse den Haand, hvis Fingre foldede dine,
Lærende fromt dig at bede til Gud! o! lad os i Morgen,
Hvordan Veiret og blir, trods Storm, og Byger, og Sneefog,
Age derhen! jeg ikke har Roe, før hendes Velsignen
Trykker sit Segl paa vort Baand, og kroner vor huuslige Lykke.
Hovedet rystende, svarte han mildt: Nei, kiæreste Thora!
Veien er lang, og om Vintren til Vogns ufremkommelig ganske;
Med det uskyldige Barn og med dig er Reisen umuelig
Før Foraaret, naar Isen er tøêr. Men, vil du til Pindsdag,
(Og før venter hun ei vort Komme, da, kiendende Veien,
Vel undskyldt hun dig veed indtil den Tid) er jeg fornøiet.
Det blev aftalt. Ganske nu svandt den elskede Huusbonds
Tungsind; munter han blev, og sieldnere bleve hans Udridt.
Blomstrende voxed i huld Livsalighed Engelen Grimkul,
Altsaa benævnt af sin Fader, og døbt; endskiøndt ham et andet
Navn tidt ønskede Thora, det hæsligt findende længe,
Til hun blev vant at kalde ham saa; men Fad'ren var for det,
Som et Familienavn; og alt nu klang dem i Øret
Sødt dets selsomme Lyd; thi den Lille, henimod to Aar,
Syntes at elske det selv, og igientog daglig det ofte.
Pindsen nu nærmede sig, den forønskede. Men med dens Nærmen,
Vendte tilbage paa ny til den elskende Thoras Forundring,
Rollers saa lang Tid spredede Mulm i mørkere Skyer
Selv end tilforn, og en underlig Angst stod malt paa hans Pande.
Thora betænk dig! har du og Kraft til at bære den Gamles
Knurren og Gnaven, naar endelig nu vi komme saa sildig,
Og, som jeg frygter, hun finder dig fiin, og kræsen, og fornem,
Ak! hvad hun hader, som Pest? Mands Moder veed du desuden,
Sønnekone var aldrigen god! min Thora, betænk dig!
Saa han talte den tredie Dag før Festen. Men Thora
Giorde sig færdig til Reisen, urokkelig i sin Beslutning.
Favne maa jeg din Moder, og skulde jeg tigge mig selv frem,
Med mit Barn og med dig, til en Vraa i det yderste Lapland!
Svarte hun, kyssende ham; og tilsidst gav efter hans Vægren.
Hver nu besørgede sit; og i Hast blev Vognen af Skuret
Bragt for at pudses, og alt giort klart tii Reisen paa Pindsdag.


Comments about Anden Sang 1 by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 4, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 4, 2012


[Report Error]