Jakob Knudsen (1858-1917 / Denmark)

Tunge, mørke Natteskyer
Op ad Himlen drager,
Hjem til Skovs af Marken flyer
Hist de sorte Krager,
Skumringen sig breder ud,
Det er mørkt omsider.
Vær os nær, du kjære Gud,
Medens Natten lider.

Vær mig nær, thi uden Dig
Ensomhed mig truer;
Vær mig nær, thi uden Dig
Jeg for Mørket gruer;
Hold mig med Din Faderhaand,
Saa jeg Dig fornemmer,
Fri mig ud af Mørkets Baand.
Saa min Frygt jeg glæmmer.

Lad mig føle, hver Gang naar
Verden bli'r mig øde,
At Du, Fader, hos mig staar,
Og i saadan Møde;
Og naar Natten i mit Bryst
Hjærtet vil omlejre,
O, da skjænk mig Livsens Trøst,
Vind mig Lysets Sejre.

Og naar Dødens Nat en Gang
Over mig sig sænker,
Lad mig høre Morgensang,
Før end ret jeg tænker,
Dine Fugles Morgensang
I den høje Sommer,
Dér, hvor Dag er al Tid lang,
Natten aldrig kommer.

Tung og mørk den tavse Nat
Over Jorden spænder,
Hist kun bag et Vindve mat
Vaagelys der brænder.
Du, som lindrer Sorg og Nød,
Al vor Synd forlader,
Lyser op den mørke Død,
Tak! Du Lysets Fader!