Jeg Bærer Respekt For Hver Krone Poem by Otto Horrebow

Jeg bærer respekt for hver Krone,
om stor eller liden den er,
den skjenkes af Mand eller Kone,
den faaes nu ved Arv eller Sværd;
men ikke desmindre jeg mener,
at rundtom på videne Jord,
den glade alene fortjener,
af Vise at holdes for stor.

Hvad de Philosopher end sige,
som med et forfærdeligt Skraal,
Ideernes Verden bestige,
dog Glæde er Skabningens Maal.
De længe nok snoe Syllogismer,
af mørke og knudrede Ord
jeg skal uden Skrig og Sophismer
bevise, at rigtigt jeg troer.

At glæde sig attraaer hvert Hjerte,
og mægtigt hver Sands raaber: Nyd!
og Selv under Modgang og Smerte
vi Styrkes med Haabet om Fryd;
og Jordkredsens Skatte tilbyde
os vexlende Nydelsers Lyst.
Vi Himmelens Lov da adlyde,
naar Glæden opliver vort Bryst.

Og god er tillige den Glade,
han altid er Menneskets Ven;
han ei kan misunde og hade,
da flygtede Glæden jo hen.
Ja blot naar den Glade fremtriner
med smilende Øie og Kind,
hans lyse og venlige Miner
til Munterhed stemme hvert Sind.

Fra Pigernes Øie dog Glæden
almægtigst opliver vort Bryst.
Dets Glands er en Straale fra Eden,
dets Smiil er en Himmel af Lyst.
Med Rette, sødtsmilende Piger!
I hyldes med jublende Sang.
For Eder saa gladelig stiger,
vort Ønske ved Glassenes Klang!