Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og højtidsfuldt Tonen lad stige,
...
Henrik Anker Bjerregaard (1 January 1792 – 1842) was a Norwegian poet, dramatist and judge. Born in Ringsaker, he grew up in Vågå from the age of eight. He studied at the University of Copenhagen, but returned to Norway in 1814 and graduated from the Royal Frederick University with the cand.jur. degree in 1815. He climbed the career ladder as a jurist, was a solicitor and chief justice in the diocesal court of Christiania before being appointed as a Supreme Court Assessor in 1830. He remained in this position until his death. Bjerregaard was also a prominent lyricist. Together with Conrad Nicolai Schwach and Maurits Hansen he was among the most important lyricists after Norway's independence in 1814, in the generation before Henrik Wergeland and Johan Sebastian Welhaven. According to the 1911 Encyclopædia Britannica, Bjerregaard had a "varied talent", and his body of work contains "some charming studies from nature, and admirable patriotic songs". In 1820, Bjerregaard had entered a contest to write the new national anthem of Norway, and his hymn Sønner af Norge, melody written by Christian Blom, was selected as the winner. The song stood as the national anthem of Norway until 1864, when Ja, vi elsker dette landet was written. Bjerregaard also wrote plays, including Fjeldeventyret (1825) and Magnus Barfods Sønner (1830), and was a theatre critic. However, he largely ceased his literary production after his 1830 appointment as Supreme Court Assessor. Bjerregaard was married to actress Henriette Hansen, who was several years his junior. He died in 1842, and was buried at Vår Frelsers gravlund. The road Bjerregaards vei in Oslo has been named after him.)
Nationalsang
Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og højtidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hierter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herligt den skuer vort Fædrelands Glands;
Kæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.
Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Genstraale klart i Erindringens Hal.
Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ej end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøje Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!