Adam Oehlenschläger


Aften-Vandring - Poem by Adam Oehlenschläger

-->

Luunt bæved Vinden i de grønne Straae;
Den høye Hvælving, reen og himmelblaa,
Udstrakte sig med Aftenherlighed,
Mens langsomt Solen gik i Vesten ned,
Og kasted venlig, medens ned den gik,
Igiennem Skyen hen sit Purpurblik,
Og sendte sine Straaler, til Farvel,
Som Roser i den milde Sommerqvel.
Paa Himlen Maanen, som en Dødning stod,
Og suged Sundhed ind af Solens Blod.
Den kom til Live; alt som Phoebus sank,
Blev Luna mere frisk og mere blank.
Nu stod hun høit paa Hvælvingen og saae
De tvende Vandringsmænd paa Veien gaae.
En Skov os mødte, blid og velbekiendt;
Nu Veien giennem Markens Korn var endt,
Den skraaned, og en Huulvey os indbød
At vandre ned igiennem Skovens Skiød.
Fortrolig, i det dunkelgrønne Læe,
Sig hvælved lavt det tykke Bøgetræe,
Og Blomster voxte hyppigt, fiern og nær,
Og blandte sig med Solens Efterskier.
Men over os det dunkle Hyldeblad
Den kolde Maane skilte langsomt ad,
Og straaled underlig og elskovsfuld,
Paa det Smaragdne Teppes Flætteguld.
Den sendte, med sædvanlig Venlighed,
De lange Straaler giennem Skoven ned;
De lange Skygger tæt ved Siden stod,
Som sorte, hvide Spøgelser det lod.
Da svulmed hæftigt Philomeles Bryst,
Den hæved jublende sin Natte-Røst.
Fra alle Skovens Kanter svarte da
En vennesalig Vox-Harmonica,
Og tusind Kryb, som hist i Noahs Ark,
Bevæged froe sig under Træets Bark.
Da blev jeg pludselig ved Maanen, klar,
En purpurfarvet Valmue-Skare vaer;
Først kiendte jeg den ey, thi hvor jeg stod
Den forekom mig som en Plet af Blod,
Men da jeg tydelig den skued nok,
Var det en blid, uskyldig Blomsterflok.
Den vinkte mig saa venligt; og en Duft
Steeg langsomt i den kolde Aftenluft.
Jeg døsig blev. Det røde Purpurskier
Bad mig at synke ned og hvile der.
Da vendte jeg mig henrykt til min Ven;
Min Glæde vilde mødes glad igien,
Og Læben aabned til det Spørgsmaal sig:
Om Blomsterflokken trylled ham, som mig?
Om ey han vilde hvile Lidet her,
I Hvælvingen, paa dette Purpurskier?
Men hvor forundret blev jeg, da jeg saae
Den kolde Sveed paa blegen Pande staae.
Han skielved, og, med krampeagtigt Mod
Han trak mig vaklende paa snaren Fod.
Han saae sig ofte bleg og frygtsom om,
Om Ingen efter os i Hælen kom?
Og var ey rolig, uden Frygt, før vi
Stod atter hist paa Markens glatte Stie,
Som sig uskyldigt, under Himlens Blaa,
Til Hiemmet snoede, blandt de stille Straae.
Der stod han nu, og hæved ræd sin Røst,
Men først et langsomt Suk steeg af hans Bryst;
Et Blik til fierne Skov han kasted hen,
Og talde, mens han gik afsted igien:
I Skovens hule Vey, som hist sig snoer,
Er der begaaet mangt et rædsomt Mord.
En Søn og Fader vandred engang der,
Da Himlen stod i samme Aftenskier;
De kom i Trætte, (Grunden ey man veed)
Den gamle Gubbe kom i Hidsighed.
Han slog sin Søn; den voxne Ungersvend
Forbittret blev, og slog til ham igien;
Da blødte han, det gamle, svage Siv!
I Græsset ned han sank, og lod sit Liv.
Den Blomsterplet, hvorved du nylig stod,
Var fæle Blomster, det var Faderblod!
Fra den Tid, siger man, den unge Mand
Fortvivled, og gik plat fra sin Forstand.
Han svandt bag Skovens tykke, dunkle Lye;
Hvor af ham blev veed Ingen i vor Bye.
Men det er skeet for mange, mange Aar,
Og endnu siger man, at tit han staaer
I Skoven, under Nattergalens Sang,
Og truer Maanen med en blodig Stang,
Fordi den giennem Hyldebusken ned
Paa Purpur-Pletten seer med Venlighed. -
Saa talde han, og drog mig flux med Sky,
Fra Marken til det sikkre Nattelye.
Men underlige Drømme for mig stod,
Og Angest giæred i det rørte Blod.
Snart saae jeg Scylla og Charybdis staae,
Med sorte Fielde, høit, i Bølgen blaa,
Og hørte skingrende Sireners Sang,
Som blandte sig med Bølgens Tryllegang.
Snart saae jeg Circe kryste Blomstergift
I Bægret til Ulyß. Snart bleg og stivt
Jeg skued Finne-Koner i en Hal,
Som kogte Seid, ved høye Tordenskrald,
Og bar i gyldne Fad, med Smiil paa Kind,
Den lumske Ret for stærken Kriger ind.
I hver en Krog jeg saae en skummel Dverg;
Jeg saae Frue Venus i sit Venusbierg;
Jeg Eva saae i dunkle Sommerlæe,
At plukke Frugten af det lumske Træe;
Med Blinken Sølvet viste sig for mig,
For hvilket Judas solgte Gud og sig.
Kort al den Koglen, hvorved Livet døer,
Som skiuler sig bag lumske Blomsterslør,
Og frister vellystfuld og indbildt øm,
Den stod for mig, i denne fæle Drøm.
Jeg atter Maanen bleg i Drømme saae;
Den monne ned mod Retterstedet gaae,
Som uden Porten paa en Bakke stod,
Med hvide Hovedskaller om sin Fod.
Der den paa sorte Stang, til Skræk for mig,
Som et afhugget Hoved satte sig,
Og smilte hæsligt over Mark og Væng,
Ind til mig giennem Vinduet i min Seng.
Jeg skielved ved det stygge Koglerie,
Men vaagned ved en freidig Melodie
Af Lærker, som fra Kornets Bølger sprang,
Og sang i klare Luft en Morgensang.
Ved Solens kiekke Smiil forsvandt min Frygt;
Jeg reiste mig, og bad til Himlen trygt.
Men aldrig oftere jeg Veien gaaer,
Hvor Maanen, som en Hex, bag Træet staaer,
Hvor Giøgleskygger svæver om min Fod,
Og Døden rækker mig Papaver-Blod.


Comments about Aften-Vandring by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]