Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Aftensang [Sig Maanen langsomt hæver] - Poem by Johannes Carsten Hauch

Sig Maanen langsomt hæver,
Den gyldne Stjerne svæver
Paa Himlen klar og blid.
Vor Skov er taus og stille,
Og hvide Taager spille
Paa Engen rundt ved Aftentid.

Hvor roligt Jorden hviler
Bag Nattens Slør og smiler
Saa mild og sommervarm;
Den ligner stillen Kammer,
Hvori al Dagens Jammer
Forglemmes skal i Søvnens Arm.

Betragter Maanens Bue,
Den er kun halv at skue,
Og er dog heel og rund;
Saa er vel flere Sager,
Som nu vort Hjerte vrager,
Fordi vi halvt dem skue kun.

Vi stolte Adams Slægter
Kun saare lidet mægter,
Og meget veed vi ej.
Vi efter Skygger jage,
Og mangen Konst opdage -
Og komme længre fra vor Vej.

Gud Fader i det Høje,
Lær mig at skjelne nøje
Det Sande fra sit Skin!
Og mens jeg er i Live,
Lad lig et Barn mig blive!
Skjenk mig et fromt enfoldigt Sind!

Og brister saa mit Hjerte,
Skjenk uden Sorg og Smerte
Den sidste Hvile mig!
Og naar Du har den skjenket,
Lad Sjælen uforkrænket
Opstige fra sin Grav til Dig.

Saa kold er Nattens Vove;
Nu vil jeg rolig sove,
Giv mig, o Gud, din Fred!
See naadig til min Slummer,
Og trøst mig i min Kummer,
Og trøst min syge Nabo med!


Comments about Aftensang [Sig Maanen langsomt hæver] by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]