Sophus Niels Christen Claussen


Aftenskumring - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Mørket falder,
Anka! Anka!
den hvide Vinters
sorte, rugende Nat,
der breder sig tungt
over pilehegnede,
snebløde Marker
og tyssende lægger sin Haand paa Staden.

Mørket falder,
Skyggerne vælder frem.
Paa den skytykke, hvide Luft
hinsides Søens Is
mellem féglanslysende Huse,
snepudrede Trær -
dvæler endnu den glødende stærke,
fint gennemsigtige
Rødme af Solen, som svandt.

Mørket falder.

Og naar den sidste purpurne Lysild er visnet,
den sidste Draabe af Dagens Varme
sagtelig bort bag Søen rundet,
saa sidder jeg ene i Natten,
ene med tomme Arme og brændende Læber,
som minder om dig, fordi de længes,
fordi de lider
i Længsel mod dig.

Anka! Anka!
O var du hos mig!

Men Gry gaar til Kvæld og Kvæld til Gry,
og jeg maa længes.
Aarets Dage flagrer indholdsløse forbi,
spredende Vinger, som snart foldes pjuskede sammen;
og jeg maa vente -
Aar, som er intet,
Aar, som er døde for mig!

Mens Tiderne ruller,
hvor skal jeg i dette Øde
finde en Plet med Solskin og hegnende grønt?

Er jeg da død for Verden?
er der ej Verden udenfor dig?
Har Jorden da intet nyt, som jeg skal nyde?
Ja, hvem vil række et Bæger med skummende Glæde?
et Bæger, som gør, at jeg glemmer dig!

Hvor skal jeg fly hen for dine Øjne?
Hvorhen skal jeg fly for mig selv?
ti du er f mig og om mig:
drog jeg bort over rusende Mile -
hver Gang jeg hvilte og lukkede Øjet,
vilde din unge Barm bøjes imod mig
og dine Læbers Aande
strejfe min Kind ...
— —

Anka! Anka!
det sortner derude,
Natten, den løsagtige, kommer.
Og om mine Læber dirrer
en Anelse af Begær.

Forvovne Drømme gror frem,
Tanker — Tanker,
men alt er saa usselt, saa koldt
og mangler Ynde;
jeg finder kun Ro ved at tænke paa dig:
du staar paa en Trone af Højhed,
ren og skøn i din Gløden.

Paa min Pude det er, som havde
dit Hoved hvilet.
Mine Fingre har bøjet sig,
Blodet er fyldt
af dine bløde Hænders Varme.

Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke vaagne.
Anka! Anka! i Aarets Tomhed
længes jeg mod vor store Vaar.

Det maa blive Vaar.
De nyudsprungne Bøge vil dufte,
de blanke Kilder vil risle for os,
en Dag i Vaar, den store Dag.

Sjælens syngende Dag
og Støvets hellige Nat!

Til da vil jeg længes mig frem
gennem øde, henflagrende Dage,
gennem tavse, susende Nætter.

Anka! Anka!
Du tog mig med stærke Arme.

Listen to this poem:

Comments about Aftenskumring by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Monday, July 9, 2012



[Report Error]