Sophus Niels Christen Claussen


Atomernes Oprør - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Som naar i Pampas en Gaucho med Lasso skal indfange Heste,
samles fra Pegasus' Ryg de rimløse Spand Hexametre,
let uden Skole og Tvang — kun lidt pudsning af Fødder og Manke!
Rytteren bæres fornøjet af Versets heroiske Gangart,
følger det følsomme Sexspand og lader det trave og springe.
Hjertet hos den, der staar oprejst og snar i Bevægelsens Midte,
smiler og tror paa Bedrifter fra glemte homeriske Tider.

Hvad er Heroica? gammeldags Rasen og nyvaagne Drømme,
Heltemod, eller Heltinder, Vilje især til at handle,
omskabe Verden som Mand. Vi vil, den skal være heroisk.
Dog hvad end Daad eller Heltebedrift mellem Mænd kan benævnes,
Kvindehjertets Heroica, — det, som hun har og hun mangler -
er for Verden mer vigtig end Skibsfart og Kul og Columbus,
Leningrads Revolutioner, Germaniens Nedfald og Paven.

Kvindens Heroica er hendes Adfærd og levende Tanke:
Vanære, Had, eller Skønhed og Legemets sødeste Gave.
Alt hvad vi sandt og oprigtigt som Mænd kunde gøre for Verden
bliver unyttigt, hvor Mammon og Molok har udryddet Kvinden,
gjort hende uædelmodig, med Vilje vankundig og øde.

— — — —

Ak Veninder, hver een I fødtes med Kald som Madonna!
hvorfor er Eva ufrugtbar og sætter sig op mod sin Lykke?

Intet Billed stod fast i Menneskers Drøm som Gudsmoder,
Kvinden saa jordisk velsignet, at bedre var ikke i Himlen!
Dogmer, Profeter og Templer og Faderens Forhold til Sønnen
kan i Aartusinders Drys blive hjemsøgt og uvist af Mening.
Jesu heroiske Moder dog smilte til Menneskeslægten,
alt medens Jahve og Mahomeds Allah blev Stenskred af Strenghed.
Selv i de lutherske Sogne forgudede alle Maria,
Jomfru og Moder og skyldfri og Kvinde med jordiske Klæder.
Ja, som hver Kvinde i Landsbyen ejede fordum et Snørliv,
havde Madonna et Snørliv — det saa vi saa tit paa et Billed.

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,
alle Nationer vil løses, og alle Matroner vil skilles.
Kundskab som udfrier andre skal nu ogsaa udløse Eva:
hun vil ej mer gaa med Snørliv og slet ikke tro paa Madonna.

— — — —

Jeg et Atom i en Spænding har Andel i Livsligevægten,
alle saa raaber de til mig: flyt dig, du er et Atom!
men hvis det kniber, de raaber, som kendte jeg Al-Sammenhængen
og kunde udrette alt med min Vilje, jeg lille Atom.

Jeg et Atom under Solen, for alt skal jeg kræves til Regnskab,
Videnskabsmænd dog forkynder den Lov, at slet ingen er fri.
Samfundet opbygger Love, Atomerne jubler mod Frihed,
Broderskab er en Dynamo — Atomerne er Dynamit.
Jeg et Atom, som har danset om Solen, faar Sol til at danse,
hvis et Atom springer fra, ophører Sfærers Musik.
Det er vor lænkede Guddom eller vor gudløste Vilje,
Lovbundethed eller Frihed, alt er kun vedtagne Ord.
Dersom jeg evner at nærme mig Tingenes mægtige Kærne
ingen er stærk her i Verden og fri som jeg lille Atom.
Slaa mig ikke saa voldsomt, min Skulderklapper og Dusbror,
af et Atom i et Brændpunkt afhænger Død eller Dag.

— — — —

Jeg et Atom under Solen vil søge det eneste sande
Guddomsvæsen og Legem, hvorfra al Herlighed strømmer,
Hjerteglæden, som fyldte Naturrigets tusind Kapeller,
da vi var unge og indgik i Pagt med en hemmelig Almagt:
Skoven og Stranden, og inde i Byen vort Pigebarns Sybord,
hvor vi elsked to Hænder saa ømt, som var det Gudsmoders.

Livet er frygtelig haardt, og intet bestaar, hvis det prøves,
Ungdomslykken blir utro, og Jesus paa Korset forfalder.
Kærlighed gir dig et Stød og Venskab et Spark, saa du ramler.
Det er med Nød at du bjerger din Hat, hvis det tilmed er Stormvejr.

— — — —

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed.
Jeg besværger Jer, ilende Masser som omslynger Jorden,
Stormenes Forbund og Ilden! og Vandet! og alle Atomer
indoptagne i Kræfternes Spænding eller i Vækstliv,
alle Lys- og Lyd-Elementer og Eders Forbundne,
Hav paa Hav af Atomer ... jeg beder: vis Naade mod Kloden!
Ligeledes besværger jeg Pesten og Krigen og Kvinden,
(alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed)
hver som kan skade vort Jordliv: at vise Naade mod Kloden.

Denne Planet var en Gang saa tykskallet, søvnig og tunghør,
opfyldt af duftende Sumpe og Hovedpine og Lykke,
Dagen var lang som en Uge, og Maaneden slæbte som Aaret,
Alle Folk havde Tid, og dog kom de Dovne bagefter.

Nu er Trafikken sat op og Tempoet ganske forstyrret,
hele Kuglen kan traadløst omspændes med levende Tale:
hvad den britiske Statsmand udslynger i Parlamentet
naar til Australiens Byer, før helt det slaar gennem Salen.
Vor Planet bliver lydhør og tynd som en bristende Boble.
Jeg er ræd, at en Dag den forgaar, blot et Trylleord nævnes,
en Formular i Kemi, som er Udtryk for Vand, eller Luftgas,
eller et ukendt Stof, ubeskrivelig stærkt som Guddom.
Ak det er Formlernes Formel! Pas paa, hvad du ser i dit Fangnet.

Jeg besværger hvert Dyr, hvert Atom ej at ophidse Jorden:
Slangen som fristede Eva og Ravnen som opholdt Elias,
Ørnen i Luften paa Vagt og Løverne i deres Huler,
Lotusblomsten paa Ganges og Indiens Fryd, Elefanten
bærende Buddha saa blidt som et Vand en vidunderlig Lotus,
Ørken-Kamelen, Arabiens Baad, som befordred Profeten,
Æslet, som hjalp paa sin Ryg Gudsmoder og Søn til Ægypten,
samt under Palmer det Føl, der traved med lille Messias,
(mindre anselige Gangere vist ... men skønne for Hjertet.)

Endelig ber jeg om Naade hos Paaskelammet og Fisken,
at de ikke for stærkt hos Herren forklager vor Klode,
før vi har fundet vor Vej og vist os svangre med Vilje:
han kunde brænde den op eller sætte den helt ud af Omløb.

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,
alle Nationer vil strides og alle Forbundne vil skilles.
Jeg, et Atom under Solen, jeg anraaber Lande og Bølger.
Træer og Sten og Metaller, Dyr og Fugle som aander,
Strømmen i Havenes Dyb og Ilden i Bjergenes Indre:
dersom vor Stjerne kan frelses, da lad os ej volde den Skade.

Listen to this poem:

Comments about Atomernes Oprør by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Monday, July 9, 2012

Poem Edited: Monday, July 9, 2012


[Report Error]