Adam Oehlenschläger


Augustinus - Poem by Adam Oehlenschläger

Hvo vandrer dybt i mørken Skov,
Hvor ellers Ulven kun sit Rov
Sig søge nær ved Klippens Kanter?
Hvo læser store Folianter
I Hulen, hist ved Kildens Rand?
Det er en from, ærværdig Mand.
Nu tier Skovens Fuglevrimmel,
Længst daled Solen i sit Blod;
Han knæler ned ved Bøgens Rod,
Og seer i den violblaa Himmel.

Og i sin Eensomhed forladt
Han strækker i den klare Nat
Med vældig Længsel sine Hænder
Mod Evighedens Lys, som brænder;
Og sukker med et bange Gys:
Hvor finder jeg i Mørket Lys?
O Du, som funkler fra det Høie,
Fordriv mig Tvivlens bittre Vee,
Hvad Tanken aner, lad den see,
Straal i din Klarhed for mit Øie!

I Jesu hellige Bedrift,
Ja selv i den profane Skrift,
I Dagens Daad, i Nattens Luer,
I Tanken selv, din Magt jeg skuer.
Men — hvor en herlig Blomst fremstaaer,
Den nager Ormen i dens Vaar;
Og hvor det Gode kiærligt stræber,
Der stræber Ondskab ligerviis,
Som Fristeren i Paradis,
Og lumsk Uskyldigheden dræber.

Vel bryder atter Lyset frem
Af Evighedens Himmelhiem,
Og straaler herligt over Jorden,
Naar Mørkets Øgle dræbt er vorden;
Vel føler jeg det Godes Lyst
At giennembæve sødt mit Bryst,
Naar Lastens Seier mig forskrækker;
Naar jeg mod Dragens List og Vold
Med Dydens og med Villiens Skiold
Med Skiælven dette Bryst bedækker.

Dog — uden Skygge, hvad var Lys?
Hvo føler uden Dødens Gys
Den sande Glæde vel i Livet?
Blev ei det Onde Jorden givet,
For med sit stærke Kiæmpeskaft
At hærde Dyd til Villiekraft?
Staaer Maanen ei bag Skyens Rifter
Meer end paa blotte Hvælving skiøn?
Og hvad var Tidens bedste Søn
Vel uden seirende Bedrifter?

Altsaa er Lasten selv en Dyd;
Og burde blomstre mig til Fryd
Som andre Kræfter, andre Dyder;
Saa er det Gode, som mig fryder,
Kun Giøglespillet i mit Nu,
En Drift, som lede skal min Hu;
Saa er bestemt Alt i sin Orden,
Et Legetøi for Livets Aand,
Og jeg, i Slaveriets Baand, —
Et ufuldstændigt Fnug paa Jorden!

Saa har da Gud selv Slangen skabt,
Hvorved Uskyldigheden tabt
Letsindigt har vor første Moder?
Almagten taaler ingen Broder.
Saa lagde selv han Dydens Frø
Kun ned, for strax at lade døe?
Saa er han selv det Ondes Fyrste?
Nei! nei! det er han ei. — Hvem da?
En anden Magt? Her nedenfra?
To Magter! — Hvilken er den Største?

Paa Læben døde Gubbens Ord;
Han sank med Ansigtet mod Jord,
Og sønderknuset og bedøvet
Han vred sig som en Orm i Støvet.
Paa Græssets Morgenperler ned
Fra Panden strømmed Angstens Sveed.
Da vakte ham en liflig Tone:
I Østen atter Solen stod,
Og Nattergalen høre lod
Sin Røst fra den smaragdne Krone.

Og som han ned i Dalen saae,
Sad der ved klare Saphiraa,
Hvor den med Havet var forbunden,
En deilig Dreng i Skyggelunden.
Et Hul sig havde nylig han
Ved Søen i det bløde Sand,
Med sine spæde Hænder gravet;
Og med en Skee af Elfenbeen,
Der tog kun Draaber Een for Een,
Han øste Vand deri fra Havet.

Og hurtig gik den Gamle ned,
Og glemte hvad han nylig leed;
Det hulde Syn gav Tanken Lise.
Hvad giør du? spurgte mildt den Vise.
'Jeg tømmer, som du vel kan see,
Her Oceanet med min Skee.
Jeg øse Havet ud tilbunde!'
Umuligt Barn, hvad vover du?
'Det samme Fader, som din Hu,
Der Evigheden vil udgrunde.'

Forfærdet Augustinus foer
Tilbage ved sin Engels Ord.
Brat Englen var igien forsvunden;
Men Gubben havde Trøsten funden.
Med Glædestaarer hang hans Blik
Paa Rosen, som af Havet gik;
Han knælte let og vel tilmode.
O, raabte han med salig Ro,
Tilgiv mig, Herre! Jeg vil tro,
Og jeg vil virke til det Gode!


Comments about Augustinus by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]