Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Charlottenlund - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Digteren.
Saa Dette kaldes i Skoven at gaae?
Er slig en Promenade,
Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,
Vel andet end Østergade?

Østergade nok saa nemt
Bliver paa Landet flyttet,
Intet af Inventariet glemt,
Alene Localet byttet.

Hver en Driver, som pleier hist
Daglig at paradere,
Sees igjen under grønne Qvist
Med Stokken at manoeuvrere.

Hver en Dame, saa dukketam,
Som sees paa Gaden at trine,
Møder i Skoven dobbelt stram,
Og sukker i Snørlivspine.

For en enkelt Time, maaskee for to,
Lad os betragte det sammen.
Det former sig dog til et smukt Tableau
For Enhver som er uden for Rammen.

Du siger, i Vrimlen man blande sig bør,
For at skue dens enkelte Dele;
Jeg troer, man bliver i Hovedet ør,
Naar man ei staaer over det Hele.

I Afstand bør Betragteren staae,
Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;
Da vil han først Effecten forstaae
Af et Publicum, Skoven og Himlen.

Men siden du vil, lad os nærmere gaae;
Den store Masse da sikkert
Løser sig op i Atomer smaa,
Som en Taageplet i en Kikkert.

Smaa Fragmenter af den store Sum
Vil Synet forbi os føre
Og enkelte Lyd af Massens Brum
Drage forbi vort Øre.

Med det samme synger dog Finken glad,
Lærken qviddrer foroven,
Luften suser i Bøgens Blad,
Gjøgen kukker i Skoven.

Det Hele danner en broget Contrast,
Danner det Pittoreske . . . .
Min Ven, du lægge mig ikke til Last,
At jeg taler for min Æske.

En Digter vænner sig gjerne til
Æsthetiske Categorier.
Vær rolig! Jeg veed det, du nyde vil,
Jeg Reflexionen fortier.


En Herre.
Deres Dom jeg gjerne vide vil
Om det sidste nye Stykke.

En anden Herre.
Jeg suspenderer min Dom, indtil
Forfatteren lader det trykke.

Den første.
Saa siig om Tragedien Deres Dom,
Om den, som i Trykken er kommen.

Den anden.
Saalænge den ei paa Scenen kom,
Suspenderer jeg Dommen.

En Dame.
Der gaaer den velsignede stærke Mand,
Hver Slagters piinlige Smerte!
O hvilken Nød, at det ikke gaaer an
At trykke ham til mit Hjerte!

En anden Dame.
Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae,
Kan høre, hvad du taler.

Den første.
Vi stakkels Piger skjule maae
Vor Sværmen for Idealer.

En Herre.
Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?

En anden Herre.
Fortræffeligt sidder din Kjole.

Den første.
Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.

Den anden.
Og din Skrædder paa dig kan stole.

En Dame.
Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.

En Herre.
Men De saae jo kun det danske.
Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,
Hvis De saae det hos de Franske.

Damen.
Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt,
Det Sprog er glat som en Salve.

Herren.
Og det værste selv er neppe slemt,
Naar man kun forstaaer det Halve.

Vaffelbageren
Kommer ind til mig! I min Boutik
Serveres varme Vafler;
Man dem spiser af Haanden, det er Skik,
Man sparer Kniv og Gafler.

Trop.
Saa giv mig nogle til mine Smaa,
Men varme maae de være.

Vaffelbageren.
O store Mand! nu skal De faae;
O hvilken udsøgt Ære!

Trop.
Mine Børn ei finde dem fede nok,
De behøve desuden flere.

Vaffelbageren.
Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok
Umuligt er at præstere.

Gjøgen.
Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal!
Er her Ingen, som vil erfare,
Hvor lang Tid end han leve skal?
Sandfærdigt vil jeg svare.

En Litteratus.
Nu vel, jeg Længden spørger dig om
Af mit Liv i Litteraturen.

Gjøgen.
Du dødfødt jo til Verden kom,
Dit Spørgsmaal er mod Naturen.

En Flok Skoledrenge.
Vi kom herud i Omnibus,
Mens vi fik Cigarernes Patte.
Afveien, Folk, for den vordende Rus!
I maae lære hans Værd at skatte.

Vi danne den Stamme, som evig skal staae,
Besjælet af Guddomsflammen.
En Stamme kan ei afveien gaae,
Derfor afveien for Stammen!

Er Artium endt, saa bliver et Blad
Af Stammen produceret.
Det er det Samme som Doctorgrad,
Saa er man habiliteret.

En Journalist.
O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!
Hører du Klokkernes Klemten?
Fornemmer du hele Nationens Raab
I mit Nummer To hundred og femten?

Lehmann har svigtet den gode Sag,
Og hjelper ei du til Seier,
Da kommer det snarlig for en Dag,
At jeg er den sidste Plebeier.

Betragt vort Land, det er fladt som faa,
Det mangler aldeles Bjerge;
Vor Natur ikke vil, her være maa
Forskjel paa Kjæmper og Dværge.

Hver høiere Væxt til vanligt Maal
At forkortes vi strengt befale;
Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,
Det gjælder for det normale.

I Krogen bort dine Bøger kast!

Flokken.
O ja! det længes jeg efter.

Journalisten.
Saa nivellere vi Løst og Fast.

Flokken.
O ja! med forenede Kræfter.

Industrielle.
For Pokker! Jeg hører, Autoritet
Er Lehmann ikke mere.
Nu frygter jeg for, vi blive Beet,
Med de Varer, vi fabrikere.

Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til?
Hvordan med Lehmanns Kanaster?
Snart Kunden, som jeg dem byde vil,
Mig dem i Hovedet kaster.

Saa nylig man spændte hans Heste fra,
Og lod ham paa Skilter male;
Hvor kunde jeg troe, der var Fare da
For det fuselfri Nationale?

Velan, fra Varerne tage jeg maa
Hans Billede bort, for at sætte
Balthazar Christensens Ansigt paa;
Jeg veed nok, han er den Rette.

En Bonde.
Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei!
Kommer hid og hører min Bue!
Politik i Skoven det passer ei,
Saa lidet monne det due.

Jeg spiller kun for den nærværende Stund,
Og vil man om Fremtiden spørge,
Kun det eneste Svar giver min Mund:
Jeg lader Fiolen sørge.

See, det er min Politik, saa sandt
Som Solen og Maanen vandre;
Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,
Saa gjør jeg kun som de Andre.

Fuglenes Chor.
Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat;
Og vil den for meget støie,
Da flygte vi til det stille Krat,
Og den stille Vandrer fornøie.

Og finder Hoben, vor Sang er slet,
Da synge vi den kun atter;
Tilsidst man finder den ganske net,
Naar man lytter og ikke pjatter.

En Oxe.
Nei hør til den uforskammede Flok,
Som pukker paa sine Sange!
Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,
Ellers jeg vilde den stange.

I sin Flugt den seer paa mig som en Visk,
Hvem ei Vingen af Skuldren voxer;
Men gives der ikke flyvende Fisk?
Hvorfor da ei flyvende Oxer?

En Landskabsmaler.
Hør Oxen brøler! Slig landlig Lyd
Til Taarer mangen rører;
Dog er det maaskee Maleriets Dyd,
At man seer den, men ikke den hører.

En Herre.
Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.

En Dame.
Min Herre! læs i mit Øie!

Herren.
I det ene jeg seer Chocolade staae,
I det andet . . . . jeg veed ikke nøie . . . .

Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer,
At min Stræben sig tør tillade . . . .

Damen.
Nei, Gud bevar os! I det andet staaer
En anden Kop Chocolade.

En Sangerinde.
Enhver, som finder min Stemme raa,
Kan ved min Skjønhed fornøies,
Og finder han Skjønheden ligesaa,
Vil Stemmens Værdi forhøies.

I pene Herrer! paa flygtig Gang
I bør ikke forbi mig ile.
Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,
Kommer hid for at høre mig smile!

Jeg finder mig i, hvordan det gaaer,
Og siger man, at jeg hverken
Har Skjønhed eller Talent, saa faaer
Jeg dog noget paa min Tallerken.

En Herre.
Musiken toner! Du Søde, kom,
O kom til Skovløberhuset!
Saa svinger jeg dig i Dandsen om,
Af min Kjærlighed vildt beruset.

Hans Kjæreste.
En Beruset falder i Dandsen omkuld,
Og strax en Klods man ham kalder.
Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,
Og med dig jeg staaer eller falder.

Chor af Publicum.
O hvilken Nydelse! hvilken Dag!
Det kalder man sig fornøie!
Som reen Profit for mit Syn og min Smag,
Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.

Digteren.
Endnu er Tummelen ei forbi,
Der er længe, til Mængden sig fjerner.
Saa vandre vi nu til Sorgenfri
Ved Glimt af tidlige Stjerner.

Stjernehimlen.
Jeg ruller mig om min faste Pol,
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.

Endnu jeg selv kun glimter svagt,
Mine største Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.

Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.

Paa Maaneskinnet man giver Agt,
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.

Naar Sværmen er draget i Staden ind,
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.

Paa det evige Uhr den aldrig seer,
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.

Mængden kravler i Blindhed om
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.

Men du, som ønsker i Fred at boe,
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.

Og er du døvet af Mængdens Raab,
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.

Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ei høres Lyd eller Stemmer;
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.

Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.

Her Fablens Konger og Dronninger staae,
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oltidsgraa
Totusindaarige Sanger.

O Mennskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.

Listen to this poem:

Comments about Charlottenlund by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]