Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Den yngre Digterskole - Poem by Johan Ludvig Heiberg

At Danmark er et lidet Land,
Man tidt nok faaer at høre,
Men fagert er ved Skov og Strand,
Hvor Skjalde Harpen røre.
Her var og er et Sangerchor,
Dets Tid er ikke svunden:
Paa stærke Vinger mangt et Ord
Saa vide fløi i Lunden.

Vel synger Hver sin egen Sang,
Hver har sin egen Stemme,
Hos Alle dog en fælles Klang
Sig lader grant fornemme.
Fra første Mand i Paradiis
Nedstamme Smaa, som Store:
I Skjaldes Kunst vi ligeviis
Parnassets Adam spore.

Vort Land var skjønt fra Arilds Tid,
Et Paradiis i Norden,
En Have, venlig, lys og blid,
Som ingensteds paa Jorden.
Beredt var Alt, var saare godt,
Det stod i bedste Pleie;
Der mangled det en Adam blot,
Som Haven tog i Eie.

Han kom, og hvad hans Øie saae,
Han oplod for os Andre;
Da lærte vi først ret forstaae
Den Vang, hvorpaa vi vandre,
Hvad Stjernen seer i Skyens Rift,
Hvad Skoven har for Tanker,
Hvad Havet dølger i den Drift,
Som i dets Pulsslag banker.

Og som vort Lands Natur sin Tolk
Har i sin Adam fundet,
Har og Naturen i dets Folk
Ved ham Bevidsthed vundet.
Den danske Kraft og Kjærlighed
Stod frem i lyse Minder;
Til Kilden han har ført os ned,
Hvorfra vort Livsvæld rinder.

Og derved har han faaet den Magt,
At hvor en Harpe klinger,
Er i dens Tone Noget lagt,
Som ham en Gjenlyd bringer.
En Stammefader, end i Kraft,
For ham vi tømme Glasset,
Vi hilse ved dets ædle Saft
Vor Adam paa Parnasset.

Listen to this poem:

Comments about Den yngre Digterskole by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]