Ambrosius Stub


Er mit Hiem end ey saa nær - Poem by Ambrosius Stub

Er mit Hiem end ey saa nær,
O! vi samles dog en Gang,
Denne Samling er saa kiær
At min Vey ey falder lang;
Haabet flytter selv min Fod,
Haabet letter Sind og Mod,
Haabet korter Længsel,
Haabet trodser Trængsel,
Haabet giør min, giør min Skiæbne god.

Møder mig en hastig Vind
Et Slags Blæst blev aldrig ved;
Træffer Slud og Hagel ind,
Kule-Veyr gaaer over med,
Ligger Ormen for min Taae,
Fra hans Leye vil jeg gaae.
Skal min Fod end tørne
Midt paa Steen og Tiørne,
Maalet bliver, bliver dog at naae.

Stamper Grovhed mig imod,
Fiinhed bliver mit Gevæhr,
Viser Barskhed hidsigt Blod
Den skal finde Kiøling her.
Lurer Lumskhed paa min Stie,
Snidighed kan gaae forbie;
Den der vil bedrage,
Skal mig ey behage;
Men faae selv, faae selv sin Løn deri.

Listen to this poem:

Comments about Er mit Hiem end ey saa nær by Ambrosius Stub

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]