Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Fisken fra Fjeldsøen - Poem by Johannes Carsten Hauch

Høit imod Norden i en stille Dal
En Sø sig snoede mellem Klipper graae,
Omkrandset rundt af store dunkle Skove,
Hvor Øxens Lyd endnu var aldrig hørt,
Men tusind Fugle bygged i dens Grene,
Sikkre for Jægrens Piil og for hans Snarer,
Og tusind Fiske leged dybt i Søen,
Hvor ingen Fiskerkrog, bag Madding skjult,
Fristed til Nydelser, der bragte Døden,
Hvor intet Fiskergarn i Dybets Gange,
Udspredt med snedig Kunst, dem kunde fange.

En Fjeldfisk nærmed sig den dunkle Bred,
Der var den klækket ud bag Skovens Grene,
Hvor Bølgen risled under sorte Stene,
Mens Pilen luded over Vandet ned.

En vældig Flod forbandt det stille Bjergvand
Med det uendelige store Hav,
Man hørte tydelig dens fjerne Brusen,
Mens Aftensolen ved dens Udspring lued,
Den unge Fjeldfisk det med Undren skued.
»Ak!« tænkte den, mens sagte frem den svømmed,
Hvor El og Birk og Piil om Søen skygged,
»Her er det koldt og mørkt, som var det Midnat,
Men hisset glimter det med røde Lyn,
Naar jeg det seer, det blænder fast mit Syn.«

De dunkle Bølger under Klippen glide,
Det var som om de hvisked ved dens Side
Om store Vandringer og fjerne Reiser,
Om sære Eventyr, da de sig hæved
Op under Himlen mellem Luftens Skyer,
Og let bevingede mod Maanen svæved,
Saa var de sunkne ned igjen paa Jord,
Og havde hvilet sig i Fjeldets Sale,
Og havde suset gjennem lyse Dale,
Og havde sænket sig i dunkle Huler,
Og havde styrtet sig i Havets Strømme,
Og havde leget dybt i Afgrundsdybet,
Og havde drømt uendelige Drømme,
Og skuet underlige, vilde Syner
Samt gylden Overflod i lune Vande,
Og sølvblaae Fiske ved de fjerne Strande,
Og sjeldne Skatte, der ei fandtes her
I disse Skygger under Nordens Træer.

— Da blev den greben af en selsom Drift,
Det stille Bjergvand syntes den et Fængsel,
En mægtig Higen drog den mod det Fjerne,
Den vilde vandre med den gyldne Flod
Imod den store ubekjendte Sø,
Hvor sølvblaae Fiske leged under Ø,
Og der med Aftenglandsen var fortrolig,
Den meente, Solen havde der sin Bolig.

Og den sig nærmed til den brede Strøm,
Og den blev greben af de vilde Vande,
Og den blev ført mod ubekjendte Strande,
Det var, som drømte den en selsom Drøm.

Men ak! den Glands og Herlighed, den søgte,
Den gyldne Overflod, den fandt den ei,
Men tusind Farer krydsede dens Vei,
Søulven mødte den bag sorte Stene,
Sælhunden trued den med skarpe Tænder,
Og den blev jaget af den glubske Hai,
Uhyrer skued den paa Havets Bund,
Og fæle Kæmpedyr, der suged sig
Med tusind Munde fast om deres Bytte,
Og uden Ledemod sig frem bevæged;
Og Hvirvelvinde hørte tidt den suse,
Og vilde Brændinger mod Klippen bruse,
Og overalt den skued Angst og Nød
Og stumme Rædsler, Kamp og Mord og Død,
Og Livets Vugge, det uhyre Hav,
Syntes den nu kun som en dunkel Grav,
Og aldrig blev den meer i Hjertet fro,
Og hvor den vandred, fandt den aldrig Ro,
Og skjøndt med mangen Strand den blev fortrolig,
Den ingensteds fandt Vei til Lysets Bolig.

Da drømte den igjen om svundne Dage,
Og længtes inderlig derhen tilbage,
Hvor Fjeldets Sø bag Nordens Skov sig dølger,
Hvor glad den leged i sin Barndoms Tid,
Men aldrig fandt den Veien mere did,
Den fandt sin Død i Sydens fjerne Bølger.


Comments about Fisken fra Fjeldsøen by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]