Horaz Og Lydia Poem by Jens Baggesen

Han
Før, naar jeg tryllet ved dit Bryst
Dig, Falske, hørte kielent sige,
At mine Kys var Nektar, uden Lige,
Og eene jeg var al din Lyst;
Jeg i din Favn da tænkte med Foragt
Paa Persiens Despot, og al hans Magt.

Hun
Før, naar din Mund kun aabned sig,
For mig med Amors egne Kys at sige,
Jeg var din evig elskte beste Pige,
Selv ingen Venus lignte mig;
Stolt af min Elskers hele Kiærlighed
Jeg selv paa Roms Gudinde skued ned.

Han
For Cloe slaaer nu dette Bryst;
Nu lærer hun mig at foragte Throner,
Naar jeg ved hendes Stemmes søde Toner
Hensmelter i elysisk Lyst.
Med Glæde jeg modtager Dødens Slag,
Naar det min Cloe kiøber kun en Dag.

Hun
For Cephalus jeg brænder nu,
Kun ham jeg ønsker, ham min Længsel favner;
Jeg paa hans Skiød engang dig aldrig savner;
Han ligner Amor meer end du.
Tre Gange døer jeg glad, naar ved min Død
Jeg ham kun giør en Time dobbelt sød!

Han
Men, om min Kiærlighed paa nye
Med fulde Flammer atter kom tilbage,
Hvis, for dig, uophørlig at behage,
Jeg evig vilde Cloe flye?
Hvis jeg med tusind Kysse sletted ud,
O skiønne Lydia! mit Elskovsbrud?

Hun
Skiøndt Cephalus er Solen lig,
Naar den gaaer ned bag Tibrens gyldne Bredde;
Skiøndt du, Horaz, er let, som Vind, til Vrede,
Og Havets Smiil i Falskhed lig;
Jeg leve vil med dig, og paa dit Skjød
Skal Døden selv din Elskte vorde sød!