Jomfru Elses Vise Poem by Jens Baggesen

Hvorfor rinder saa din Taare?
Møe, saa væn, og ung endnu!
Hvorfor blegner du saa saare?
Hvorfor leer og synger du?

Jeg har nydt af Livets Glæde;
Jeg har følt al Livets Vee.
Lad mig blegne, lad mig græde,
Lad mig synge, lad mig lee!

O jeg drømte — ja! jeg drømte
Om en Engel, evig min,
Som jeg sad, og sang, og sømte
Paa mit eget Jordeliin.

Dybt i Østens lyse Fierne
Maanen lued rød, som Blod;
Og den blege Aftenstjerne
Dybt i Vestens Mørke stod.

Jeg var ene, jeg var bange,
Og mig længtes inderlig.
See! da kom i dunkle Gange
Englen, som jeg drømte mig.

Og med Hyl i Skovens Kroner,
Og med Strandens Bølgers Kluk,
Og med Nattergalens Toner
Blandte sig hans dybe Suk.

Ak! nu saae jeg Maanen ikke;
Ak nu saae jeg Stjernen ei;
Kun min drømte Engels Blikke
Tindred paa min mørke Vei.

Og han svæved mig imøde;
Om hans Skuldre Harpen klang;
Og jeg saae hans Pande gløde;
Men han standsede sin Gang.

Og jeg iilte ham imøde
Paa den mat oplyste Vei;
Mine Kinder blev saa røde;
Men han stod, og saae det ei.

Dybt han stirred ned i Støvet,
Lænende sig paa sin Stav;
Og hans Blik sank ned bedrøvet,
Ned, som i hans egen Grav.

Og han stirred mod det Høie;
Og hans mørke Blik blev vildt —
See da mødte det mit Øje,
Og paa eengang blev det mildt.

I hans Bryst hvert Spor af Smerte
Ved mit Smil blev slettet ud:
Og han sank til dette Hierte,
Og mit Hierte sank i Gud.

Vore Siæle sammenfløde,
Og vi følte intet Savn;
Og vi smeltede, og døde
Saligt i hinandens Favn.

Da jeg vaagned op i Lunden,
Var ei Maanen længer rød;
Aftenstjernen var forsvunden
Ved min Side laae han død.

Jeg har tabt al Livets Glæde
Jeg har udtømt Dødens Vee.
Derfor maae jeg evig græde,
Derfor maae jeg evig lee!