Adam Oehlenschläger


Kogleriet opdages - Poem by Adam Oehlenschläger

Da nu den Helt hiin svare
Midt udi Marken stod,
Alt under Himlen klare,
Med Blomster ved sin Fod,
Da lyste først hans Hammer
Med blanke Bliants Skær,
Hans Brynies røde Flammer
Brød sig paa Kryds og Qvær.

Han stirred med sit Øie,
Saa fuldt af Ild og Kraft,
Til Himmelen den høie,
Og svang sit Hammerskaft.
Da saae først Utgards Fyrste
I ham den Gud, som slaaer;
Thi reiste sig i Børste
Af Skræk hans Hovedhaar.

Af Gysen hardt betagen
Da blev den Jettes Barm;
Skiøndt Guden var bedragen,
Han frygted dog hans Harm.
Skiøndt Thor udi sin Kærre
Snart kiørte bort i Mag,
Han vidste, Hlidskialfs Herre
Vel kiendte hans Bedrag;

At Odin, naar han traadde
I Valhal atter ind,
Brat vilde Alt forraade,
Og tærge Heltens Sind.
Thi søgte fulen Jette,
Den svigefulde Mand,
Da Skranker brat at sætte
For Gudens Harm paa Stand.

Han tænkte: 'Jeg maa sige,
Hvordan sig Alt tildrog;
Hvi nys udi mit Rige
Den Leg slig Ende tog.
Hvis hist han det erfarer,
Hans Harm blier mere stor;
Og slet jeg mig forsvarer
Mod Odin og mod Thor.'

Den Jotun til den Ende,
Saa fuld af List og Svig,
Til Thor sig da mon vende,
Og sagde drøvelig:
'Vel er det, Utgards Tilie
Med dig ei bugner meer;
Vist aldrig med min Villie
Jeg der igien dig seer.

Da der er ingen Fare
For Ymers Afkom nu,
Saa vil jeg Alt forklare
Med en oprigtig Hu,
Paa det du selv kan vide,
Hvor stor du est i Kraft
Med Sværdet ved din Side
Og med dit Hammerskaft.

Med megen Skræk jeg hørte,
O stærke Asa-Thor!
At i din Karm du kiørte
Fra Asgard ned til Jord.
Men da du vilde drage
Ned til mit faste Slot,
Da mon jeg det saa mage,
Du blev forblindet, Drot!

Ei vilde jeg fornærme
En Gud, saa stærk som fri,
Men kun mit Land beskierme
Ved snilde Kogleri.
Jeg rørte Havets Bølge;
Det hialp kun lidet mig.
Jeg vil det ei fordølge,
Du est forfærdelig.

Derpaa jeg mig udrakte
Heel usædvanlig stor,
Og mine Lemmer strakte
Hen ad den grønne Jord.
Jeg vilde dig forfærde
Paa Nattens øde Vei;
Men eders Spyd og Sværde
Jeg sløve mægted ei.

Jeg gyste for din Hammer
Fra snilde Dverges Hiem;
Jeg vidste, hvor den rammer,
Staaer Kampens Rose frem.
Jeg tænkte dig at skrække
Ved indbildt Overmagt;
O Thor! men dig at giekke,
Det aldrig var min Agt.

En Stump udaf hiin Kiede,
Hvormed I Fenris bandt,
Som Dverge hist mon smedde,
I Fieldets Vraa jeg fandt;
Den jeg om Brogen snoede
Udi min store Nød,
Fordi jeg sikkert troede,
At intet Staal den brød.

Den var til Hielp i Vaande
Heel kunstig sammenknyt
Af alle Fiskes Aande
Og alle Fugles Spyt,
Af Smæk ved Kattens Fødder,
Af Skiæg paa Qvinden feig,
Af Biergets dybe Rødder,
Af Biørnens Sene seig.

Det skete, som jeg troede,
Dog blev du ikke ræd;
Dit Bælte du omsnoede,
Og foer saa gramt afsted.
Det maa jeg for dig sande,
At paa den grønne Vang
Den kolde Sved af Pande
Mig udi Angsten sprang.

Da blev dit Øie skuffet.
Mildt første Slag gienlød;
Men havde det mig truffet,
Det blevet var min Død.
Af Skræk jeg qvær mon blegne;
Da trylled dig min Sang
Til hine Klippeegne;
Der først din Hammer klang.'

Ved Troldens sære Tale
Thor hen i Klippen saae;
Da trende store Dale
Ret for hans Øie laae.
Den Jotun ydmyg sukked
Alt ved det svare Værk;
Han sagde: 'Dem har du hugget,
Thor! med din Miølner stærk.

For dig og for dit Følge
Det virkelige Syn
Jeg monne snildt fordølge,
Og rynked mine Bryn.
Du slaaer, det maa jeg sande,
Som den, der slaaer ihiel;
Du knuste ei min Pande,
Men haarde Kampefield.

Derpaa jeg dig forvilded
I Biergets Kløfter om;
Alt ved min List indhildet
Til Helas Sal du kom.
Jeg tænkte dig at skrække,
Du ædle Kæmpe god!
Men intet Syn kan knække
Dit frygtelige Mod.

Og at jeg nu skal tale
Om hver en Idræt stor
I mine egne Sale,
Saa mærk vel mine Ord:
Først, Loke! du mon æde
Med Fynd af lækkre Brad,
Det var stor Lyst og Glæde,
At see dig ved din Mad.

Dog, skiøndt af al Formue
Du aad, o stærke Mand!
Som Fieldets Ild og Lue
Dog ei du æde kan.
Det monne Kæmpen være,
Som sprang af mørken Vraa;
Hvad Under, han kan tære
Da Malm og Been, som Straa?

At, Thialfe! du mon røbe
Alt paa hiin lange Vei
Stor Raskhed i at løbe,
Jeg negter heller ei.
Men den, med hvem du rendte,
Var mere snar, end du:
Thi viid: den Trold, jeg sendte,
O Thialf'! det var min Hu.

At nu min Hu vel mægter
At løbe dig forbi,
Det vist du aldrig negter,
O ædle Kæmpe fri!
Ved skiulte Runelege
Jeg Skikkelse den gav,
At den dig skulde spæge
I Biergets dybe Grav.

Evindelig blandt Jetter
I Bierget fiern og nær
Vil mindes de Idrætter,
Som Thor udførte der.
Vor Skræk vi vel mon skiule
Ved hvad som da blev seet;
Men end i Utgards Hule
Slig Daad er aldrig skeet.

Først maa jeg dig berømme,
O Asa! for din Drik,
Skiøndt ei du kunde tømme
Det Horn, som da du fik.
Enhver af mine Svende
Paa dig med Rædsel saae,
Thi Hornets ydre Ende
Dybt udi Havet laae.

Mens Vandet du mon sluge,
O Thor! saa mangelund,
Da saae vi Hornet suge
Fra Havets dybe Grund.
See kun i alle Vande,
Som her i Utgards Flod,
Da skal mit Ord du sande,
O ædle Kæmpe god!'

Gud Thor med Panden runken
Did styred sine Fied,
Da var dybt Havet siunken
Ned under Strandens Bred.
Da støtted sig til Sværde
As-Lok' og Thialf' paa Stund;
De monne sig forfærde,
Og saae paa dyben Grund.

Da sagde Jetten snilde,
Den Utgards Drot, saa brat:
'Thor vil mig ikke ilde,
Han har mig alt forladt.
Mit Kogleri kun satte
I større Lys hans Kraft.
De Strande nu saa bratte
Bevidne jo hans Magt.

Naar du est uden Hinder
Nu kommen til dit Slot,
Hiint Horn da der du finder,
Thrudvangers stolte Drot!
Lad det en Gave være,
Og lad det vidne om,
At Jetterne dig ære
Fra den Tid, did du kom!'

Da sagde Skioldets Kløver
As Thor, den stærke Gud:
'Mon vel min Roes behøver
Ved dig at bredes ud?
Med sønderslagen Pande
Du burde giøre Bod,
Og disse hvide Strande
Bestænkes med dit Blod.'

Da skiælved Jettens Læbe,
Flux tog han saa til Ord:
'Den Svagere at dræbe
Ei sømmer Asa-Thor. -
Da Katten du mon løfte
Høit over Biergets Vold,
Da den tog til at snøfte,
Da isnede hver Trold.

Du giør os ei saa bange
Med Lynild og med Storm;
Det var den grumme Slange,
Den stærke Midgardsorm,
Der knuger Jordens Sider
Rundt omkring Havets Grund,
Og sig i Halen bider
Alt med sin egen Mund.

Stolt i din Guddomslue
Du strakte den med Harm
Høit op mod Himlens Bue
Med vældig Kæmpearm;
Saa langt du op den førte
Ud i Biergets Sale,
At Jorden den berørte
Kun med sin Braad og Hale.

Den gamle runkne Qvinde,
Der monne dig til Spee,
Skiøndt langsomt, overvinde,
Som var saa sær at see,
Som ei af Frygt mon blegne,
Skiøndt vist din Kraft var stor,
Som lærte dig at segne,
Var Tiden, stærke Thor!

Den Qvinde, styg og vammel,
Gaaer ved sin Stav saa tung;
Skiøndt hun er saare gammel,
Er hun dog evig ung.
Alfader hende lærer
At vandre vidt omkring;
Hun Ingenting fortærer,
Og æder dog alle Ting.

Hun mon os Jetter fælde;
Jeg siger dig for sand:
Selv Asers stolte Vælde
Bortæder hendes Tand.
Hun satte dig med Ære
I Knæ, den Qvinde god;
Lad det et Varsel være,
Og tæm dit Overmod!'

Da dirred Gudens Læbe
Han tog sin Hammer fat;
Han vilde Jetten dræbe -
Da var han svundet brat.
Field over sig at hænge
Den Gud ei længer saae;
Han stod paa grønne Vænge
I broget Kløverstraa.

Listen to this poem:

Comments about Kogleriet opdages by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]