Adam Oehlenschläger


Kogleriet paa Heden - Poem by Adam Oehlenschläger

Som Thor med vaagent Øre
Nu trøstig sad i Mag,
Da fik han snart at høre
Et svart og vældigt Brag.
Havet, som stedse skummed,
Blev overdøvet brat;
Det var, som Jorden brummed
Dybt i den tause Nat.

Da sorte Skyer braged,
Og røde Straaler stod;
Det var, som Muldet knaged
Under den Herres Fod.
Men Thor, den Gud for Helte,
Sad rolig i sin Kraft;
Han spændte sit Sværdbælte,
Og svang sit Hammerskaft.

Han raabte med stor Harme
Hen ad den mørke Vei:
'Hvad tør saaledes larme,
Naar Hlorrida ager ei?'
Han kunde sin Kraft ei dæmpe,
At slaae den Herre lysted;
Den senestærke Kæmpe
De blanke Plader rysted.

Da monne den Stierneklare
Med Haler af røden Blod
En Jotun brat opklare
Alt for den Herres Fod.
I Søvne han sig strakte,
Han var heel stærk og stor,
Hans Krop sig vidt udstrakte
Langs ad den nøgne Jord.

Da mon med Miølner høde
Den Herre kiæk og bold;
Han vilde slaae til Døde
I Hast den arge Trold.
Det var sig Jette svare,
Han sprang fra Jorden op.
Da monne først aabenbare
Sig hans uhyre Krop.

Han hørtes vældigt buldre,
Han foer saa gramt afsted.
Han havde brede Skuldre
Og stærke Knokkelled.
Ei mindste Ord han sagde,
En Stang kun var hans Værn.
De haarde Sener lagde
Sig om hans Arm som Jern.

Da glemte Thor at høde,
Ham lysted ei at true,
Grandt ved de Lius saa røde
Han monne den Jotun skue.
Han sagde: 'Siig mig dette,
Hvad est du for en Mand?'
Giensvarte stærken Jette:
'Jeg er fra Kæmpeland.

Vel Skrymner man mig nævner;
Med lange Stang i Haand
Jeg slaaer, at snarlig revner
Hver Ring, hvert Pandserbaand.
I Hielm og Vargestoke,
Vel foret blødt med Maar,
Jeg tiener Utgarde-Loke
Udi hans Herregaard.

Ikke du mig behøver
At sige her dit Navn.
Søn af en Sværdesløver!
Du est ei Jetters Gavn.
Dig nævner høit med Ære
Himmel, dertil vel Jord;
Dog liden tykkes mig at være
Valhallas Asa-Thor.

Heel ræd du blev tilvisse
Nys ved min sagte Larm.
Med Hielmen om din Isse
Du naaer ei til min Arm.
Jeg paa min Haand dig sætter,
I alt dit Kobber klæd,
Dog nævnes jeg blandt Jetter
Spærlemmet meest og spæd.'

Den Jotun ydermere
Saaledes tog til Ord:
'Hvor mon min Handske være?
Har du bortslæbt den, Thor?'
Han kunde sin Spot ei dølge,
Han loe af Valhals Gud.
Da vaagned den Herres Følge,
Og kom af Hytten ud.

Jetten til Jorden knæled,
Han var saa arg i Hu;
Han ydermere mæled:
'Hvor er min Handske nu?'
Hans tykke Hielmbusk vaied,
Som Fieldets Granetop;
Han sig til Jorden neied,
Og løfted Hytten op.

Da saae de Kæmper gode
Ved aarle Morgenstid:
Hvad de en Hytte troede,
Var en Staalhandske viid.
Jetten den monne tage,
Han trak den paa til Gru.
Da monne brat forsage
De Kæmper af ganske Hu.

Thor hørtes da at tale,
En Helt saa kiæk og huld;
Han monne dem vel husvale,
Han var saa tillidsfuld.
'Ei Kraften i at voxe
Bestaaer,' saa var hans Ord;
'En Ulv tidt vog en Oxe,
Var dog ei nær saa stor.

Jeg kan vel sige dette:
Ei skal mit Mod forgaae,
Skiøndt denne fule Jette
Lader til godt at slaae.
Jeg føler dog tilfulde
Min hele Guddomskraft;
Ondt var det, hvis jeg skulde
Mistroe mit Hammerskaft.'

Det var sig Jetten svare,
Han støtted sig til Spiud:
'Hvad driver Thor at fare
Saa langt fra Asgard ud?
Hvad vil du, kiære Herre!
I denne Ørk paa Sand?
Hvi stander uden Kærre
Thor i Troldkæmpe-Land?'

Da svared med stor Ære
Den Gud, for Helte kiær:
'Mig lyster her at være,
Og derfor er jeg her.
Alt om din Drot hiin forte
Jeg hørte mangt et Ord;
Snart inden for hans Porte
Staaer Valhals Asa-Thor.

Jeg vil den Helt dog skue,
Ja gieste ham dertil;
Jeg frygter ei hans Lue,
Og ei hans Trolddomsspil.
Før altid Jetter skialfe,
Naar frem treen Asa-Thor.'
Da smiilte Rosk' og Thialfe
Til deres Herres Ord.

Raabte da Jetten svare,
Saa det i Bierget klang:
'Du sætter dig i Fare,
Lad af med denne Gang!
Giennem de sorte Stænger,
Som hegner Utgards Hiem,
Sig ingen Asa trænger
Hidtil ustraffet frem.

Lad af, du hvide Aser!
At nærmes dig min Drot.
Hvad hielper det, du raser?
Det blier din Skam og Spot.
Du kommer ei som Frænde,
Du har et fiendtligt Sind.
Det bliver din Elende,
Saafremt du gaaer derind.

Vend om, vend om, tilbage,
Op til dit lyse Hiem!
Hvad gavner dig at drage
Blandt Lyng og Tidsler frem?
Et Hav, hvor Bølger trille,
En Ørk, hvor Stormen tuder,
Blev sat, for at adskille
Jetter og lyse Guder.

I Lyst, som aldrig savnes,
I Spil og Vaabendands
De stolte Guder favnes
Af Solens varme Glands.
Jer Nornen har beskieret
Et lystigt Herskerliv;
Vorde tilbedt og æret
Af Mand, saavel som Viv.

Jetter og sorte Trolde
Fik et heel andet Mærke.
Inden Fieldets Volde
De voxe kæmpestærke.
Ei Jordens Børn dem dyrke,
Til Skræk de bryde frem.
Thi Klippens Kraft og Styrke
Faae de i mørken Hiem.

Sort Bolig blev os givet,
Kun lys af Branden rød;
Som Aser bringe Livet,
Vi bringe Skræk og Død.
Os Mulmet oftest skiuler,
Vi diærvt med Køller slaae;
I vore dybe Huler
Selv Guder gyse maae.'

Thor monne svarligt studse,
Slog Hamren mod sit Skiold;
Han sagde: 'Onde Thusse!
Du est en arger Trold.
Min Miølner nu ei langer
Op mellem dine Bryn;
Men sad jeg i Thrudvanger,
Jeg knuste dig med Lyn.

Hvor vover Utgards Kæmpe
At tale saa til Thor?
Vil du mit Mod neddæmpe,
Du Myr' i svarten Jord?
Skiøndt du dig høit kan række
Fra disse Tidsler ud,
Tro ei, du kan forskrække
Valhallas stolte Gud!'

Han sagde ydermere
Den Herre saa mangelund:
'Var der af Jetter flere,
End Sand paa Havsens Bund,
End Øgler i Nastronds Sale,
Det var mig lige Skiel;
Det skulde mig ret husvale,
At slaae enhver ihiel.

De Guder, Helte dyrke
Med Ild og Offerblod,
Fik Kraft og selsom Styrke
Med Dannished og Mod.
Troer du, at Mørkets Jetter
I Magt os overgaaer?
At Asa-Thors Idrætter
Selv under Lokes staaer?

Du svulne Svamp tilvisse
Med luftigskiøre Spær!
Jeg burde kløve din Isse
Med dette gode Sværd.
Vel Jordens Børn maae bløde
For eders grumme Tand;
Men Thor kan eder døde
Blot med sin Skiolderand.

Den graa Alfader satte
Jer hen i sorten Hiem;
Bland Luer og Biergets Skatte
I lumsk kun bryde frem.
Kun Natten eder maner,
Da faaer I Overhaand;
Er Livets lumske Baner
Med lange Spiud i Haand.

Paa Lys I stedse pukke,
Dertil hver Kraft saa god;
Derfor I Øiet udhugge,
Og drikke Hiertets Blod.
Efter alt Godt at dræbe,
Som Ulv og hungrig Biørn,
Kun dirrer eders Læbe,
I blege Nattens Børn!

Men Aserne fik Vælde
Med Viisdom og med Raad.
Vi skal vel eder fælde,
Saa er af Nornen spaaed.
Vi skal jer brat nedknuse;
Bierget blier eders Grav.
Da eders Blod skal bruse,
Som et fortvivlet Hav.

Selv eders Slægt i Bierge,
Med Hammer og med Tang,
De listigkloge Dverge
Maae eders Undergang.
De smedde mangt et Stykke
Til Østens lyse Æt;
Dem skal vi eengang smykke
Med eders røde Tvæt.

Miølner, min tunge Hammer,
Gav mig en Dverg saa god;
Under dens dybe Skrammer
Frempibler Dødsens Flod.
Disligest dette Bælte,
Som giør mig stærk og stor.
Thi frygt den Gud for Helte!'
Saa taled Asa-Thor.

Det var sig Jetten svare,
Ringled med Pandserbaand.
Thor stod i Harnisk klare
Med Miølner høit i Haand.
Da gøs den arge Jette
Alt ved den Herres Mod.
Han sagde: 'Vi vil ei trætte,
Du ædle Kæmpe god!

Jeg vil dig Veien vise
Til Utgards fierne Hiem.
Jeg skal dig vel bespise,
Mens her vi vandre frem.'
Han sagde ydermere:
'Du est en tapper Mand;
Kiært vil det Loke være,
At see dig i sit Land.'

Ginge de Kæmper gode
Langs med den stille Sø.
Da var ei ræd til Mode
Selv Roska, den vene Mø.
Skrymner, stærken Kæmpe,
Gik med en Brog foran;
Da monne Vreden dæmpe
Gud Thor, den stærke Mand.

Som nu de længer ginge,
Blev Veien mere god.
De bolde Kæmper finge
Derved vel Kraft og Mod.
De vandred langs en Slette;
I røden Aftenstund
Stode de Kæmper trætte
Brat for en løvrig Lund.

Da sagde Jetten svare,
Han Brogen synke lod:
'Nu vil vi meer ei fare,
Du ædle Asa god!
Alt i den grønne Skygge,
Hvorhen de Fugle tye,
Der vil vi hvile trygge
Til aarle Morgengry.'

Løfted han Brogen snarlig
Da ned med stærken Haand,
Bad Thor at fare varlig
Alt med dens møre Baand.
Han sagde: 'Du vil finde
En Nadver her at staae,
Saa god, som nogensinde
Du den hos Sif kan faae.'

Den skulderbrede Jette
Gik bort med disse Ord.
Han monne ned sig sætte
Alt paa den grønne Jord.
Udi de stille Skove,
Udi det lune Læ
Den Jotun monne sove
Under et løvfuldt Træ.

Gud Thor, dertil vel Loke,
Samt Thialf' og Roska hvid,
I Hielm og Vargestoke,
I svalen Aftenstid
Paa Græsset ned sig satte,
Saa hungrig ved den Gang.
De monne Brogen skatte,
Dertil den Kæmpe lang.

Da sagde Thor med Ære,
Den understærke Mand:
'Vi maae det mage, Kiære!
At Skrymner ei klage kan.
Han bad mig varlig tage,
Om Brogens møre Baand;
Derfor, o Roska! fage
Jeg gier den i din Haand.'

Sank da med venlig Villie
Alt under grønne Træ
Roska, den hvide Lilie,
Paa sine runde Knæe.
Den Knude fast var knyttet,
Tæt slyngte sig de Baand.
Det Arbeid lidet nytted;
Træt sank den spæde Haand.

Thor fra mosgroede Stene
Til Thialf' da raabte saa:
'Du vil vist ei formene,
at vi vor Nadver faae.
Din Søster Intet mægter,
Den fagre Rosenkind;
Løs du de skiøre Hægter,
Som slutte Skatten ind!'

Da Thialf' paa Hug sig satte
Med Brogen mellem Been,
Dens Baand han vel mon fatte,
Den Kæmpe ver ei seen.
Først pilled han med Lempe,
Men løsned ingen Snor;
Raabte den stærke Kæmpe
Da hen til Asa-Thor:

'Slig Knude ei man bryder
Med en lemfældig Haand;
Klogt giør du, hvis du byder
At rive sønder de Baand.'
Alt ved den lyse Maane
Da svared Asa-Thor:
'Dem har jeg lovt at skaane,
Og bryder ei mit Ord.

Loke, du bolde Kæmpe,
Min snilde Følgesvend!
Jeg vil min Lyst ei dæmpe,
Gak du til Brogen hen.
Hvad der for Jordens Slægter
Er tungt, ja skiult i Løn,
Det tror jeg vel du mægter,
Du fagre Laufeis Søn!'

Det vil jeg ei fordølge,
Da gik den snilde Gud;
Hans sorte Lok mon bølge
Ned ad det hvide Skrud.
Loke den Brog i Hænde
Da tog med megen List -
Men Intet det monne bevende
Alt efter lange Frist.

Da smiilte Thor hiin faste,
Han reiste sig fra Steen;
Han monne svarlig haste,
Han var ei længer seen.
Han greb om Baandets Ender,
Saa kiær var ham den Brad -
Men med de stærke Hænder
Han skilte Intet ad.

Greb da den Gud i Vrede
Sit Sværd i største Hast;
Han trak det af sin Skede,
Han Hug paa Knuden fast.
Heel kraftig da han hugged,
Han brugte vel sin Haand -
Men end bestandig lukked
For Brogen de feige Baand.

Da hæved Thor hiin stærke
Sin Miølner med Hænder begge.
Han sagde: 'Jeg kan mærke,
At Trolden mig vil giekke.
Thi vil jeg nu ham dræbe
Alt for hans onde Værk;
Mit Jern i Blod skal klæbe
Paa brustne Pandsersærk.'

Gik for den Trold at døde
Gud Thor da hen i Mag.
Han monne med Miølner høde,
Han slog et vældigt Slag
Ret midt udi hans Pande
Mellem de tykke Bryn.
Det maatte de Kæmper sande,
Det var et svarligt Syn.

Det var sig Jetten svare,
Han Øiet halv oplod;
Han saae, i Harnisk klare
Thor ved hans Side stod.
Han sagde: 'Hvi blev jeg vaagen?
Faldt ned paa mig et Blad?
Hvor staaer det sig med Brogen?
Har du nu skilt den ad?'

I Harm da Thor mon blusse,
Han bed sig i sin Læbe.
Han tænkte: 'Du onde Thusse!
Jeg skal dig dog vel dræbe.'
Jetten ei længe skumled,
Han sov paa grønne Vold.
Høit det i Skoven rumled,
Saa snorked den lede Trold.

Slog da med Kraft og Harme
Gud Thor kun lidet blidt.
Han hæved sine Arme
Heel mandeligt og tidt.
Der gnistred Ild og Flammer,
Den Gud var vred i Sind;
Thi sank den tunge Hammer
Vel dybt til Næbet ind.

Det var sig Jetten stærke,
Trak lidet med sin Mund;
Han sagde: 'Jeg kan mærke,
Jeg sover i en Lund.
For tidt jeg bliver vaagen,
Nu faldt der ned et Bær.
Hvor staaer det sig med Brogen?
Nu dog vel løst den er?'

Derpaa sig Trolden vendte,
Og sov paa bløden Jord.
Da fast sit Bælte spændte
Den stærke Asa-Thor.
Høit lød hans Stemme klare
Til Odin op i Sky;
Da monne den Fugleskare
Forfærd af Skoven flye.

Hans Øine stod i Lue,
Der hørtes stærke Skrald,
Han hug af al Formue
Mod Jettens Pandeskal.
Strakte sig stærken Jette
Heel mødig da og seen.
Han sagde: 'Hvad er dette?
Nu faldt der ned en Green.'

Derpaa han langsomt reiste
Sig høit fra Græsset op.
Da Morgensolen kneiste
Alt over Skovens Top.
Han sagde: 'Nu det bliver,
O stærke Thor! vel bedst,
At du dig did begiver,
Hvor du din Hu har fæst.'

Gik da heel blid og rolig
Den skulderbrede Trold
Mod Utgards mørke Bolig
Alt med sin Stang og Skiold.
De store Utgards Porte
Man i det Fierne saae,
Befæst med Stænger sorte,
Samt Bolt og mægtig Slaa.

Da strakte svaren Thusse
Mod Utgard ud sin Haand;
Han sagde: 'Ei du studse
For disse stærke Baand!'
Han lagde Thor i Hænde
Et Spyd med Staal paa Top.
Han sagde: 'Med dets Ende
Du støder Porten op.

Nu jeg Farvel maa sige,
Jeg kan ei længer gaae.
I Utgarde-Lokes Rige
Fleer Jetter I see vil faae.
Lad eder ei forfærde,
Gaaer frem med rolig Fod!
I har jo stærke Sværde,
Dertil vel Kraft og Mod.'

Derpaa sin Kaas han satte,
Mens fast han Brogen bandt,
Hen mod de Klipper bratte
I Nordens fierne Kant.
Han gik med Skridt heel svare
Hen mod den Biergerad.
Da drog den Kæmpeskare
Mod Utgards skumle Stad.

Listen to this poem:

Comments about Kogleriet paa Heden by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]