Sophus Niels Christen Claussen


Krukken synger - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Da jeg var ung og fuld af Veer,
en Krukke uden Dato sat
tog en keramisk Frøken fat
at ælte smukt mit Lér.
Jeg vaanded mig, men sagtned hun,
jeg lo: nej, nej! ælt bare mer,
at jeg i rette Stand og Stund
kan blive brændt, jeg bér!

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.

Det gælder jo, naar Liv er tændt
at faa sin Form og blive brændt.
Du fører mig af Kaos ud,
som var jeg Lér fra Gud.

Ja sving mig, svaj mig paa dit Hjul,
og oh! jeg hules som en Aand.
Mit dybe Skjul er i din Haand,
sig, er jeg ikke hul?

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.

Min Drømmeskygge uden Fred,
mit Lér som mangled Tid og Skik
berørt af hendes Fingerled
blev Kunst og Keramik.
Og Pottemagersken har drømt
et Nu med Krukken paa sit Skød.
En lld i Kinden talte ømt
om Hjem og dagligt Brød.

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.

Listen to this poem:

Comments about Krukken synger by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]