Sophus Niels Christen Claussen


Kulrøg [I Morgenmulmet, naar Lokomotivets Luger er røde] - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

I Morgenmulmet, naar Lokomotivets Luger er røde,
er dine Læber ved Afskedskysset to Jærn, som gløde.

Morgenmulmet og Togets Kulrøg er lige sorte -
de skjuler dig, og du bliver derhjemme ved Lykkens Porte.

Byen, som vaagner, og dig, som drømmer, lægger jeg bag mig.
Hundrede Minder og hundrede Ønsker følger i Dag mig.

Hære af Kulrøg fra Lokomotivet styrter og ruller,
trænges og udfolder Fanerne — løfter hinanden paa Skulder.

Røgen og Dampene, Budskab om ilden, Skyerne, Røgen
svulmer som vilde de genklæde Verden, der nu er klædt nøgen.

Stumper af henkastet Damp udbreder sig og er borte.
Engene vaagner som gustne Aander i Spøgelses-Skjorte.

Røgen og Skyerne, Skyerne, Røgen! hvor jeg end farer,
følger de mig gennem Sletterne, Byerne, hvidklædte Skarer!

Nu vaagner i Stalden de Oxer og Kvier i Baasen bag Bjælken.
Og Karlene muger, og Pigernes Spande damper af Mælken.

Og Byerne vaagner med sværtede Taarne og rødlige Mure,
med dryppende Graavejr og lange Perroner og Jærnbane-Ure.

Nu graaner der Dag over Vogterhuse og lukkede Bomme
og Holdepladser, hvis Ventesale er gabende tomme.

Og Mennesker staar paa de øde Veje, der Fødderne binder,
bag Røgen og ser os forsvinde mod andre Stationer og Skinner.

Den simple Kvinde, hvem Livets Goder blev karrig beskaaret,
hun sætter for Spejlet hver eneste Morgen dog Kammen i Haaret.

Røgen og Dampene, Fremtid-Soldaterne, se, hvor de prale!
Udkast til Tanker, som aldrig blev tænkte, se, hvor de male!

Vognene vugger sig, Synsranden lukkes, Skovene larme,
Hærfølget hæver sig, truer med tusinde sværgende Arme.

Vildere Svende har ingen Sinde i Skovenes Øde
lovet at fælde en levende Høvding, hævne den døde...

Se, Dagen er kommen. Og Kulrøgens Bølger er hvide og sorte.
Jeg tænker paa dig, som er bleven derhjemme ved Lykkens Porte.

Det er mig, som Røgstriben kom fra dit Hjærte! som var du et Krater,
der fyldte med Liv denne Løvfalds-Verdens forladte Teater.

Det er, som du stod i din smilende Tryghed med rolige Blikke
og svinged dit Røgskærf fra Marken og Heden „Glem ikke! glem ikke!"

Og hvor mine kredsende, søgende Tanker derude sig sænke,
der staar du og kredser mig ridderlig ind med en længere Lænke.

... Døden er intet, Vinteren intet. Thi Flammerne, Ilden
har genrejst min Ungdoms styrtede Altre i Græsset ved Kilden.

Intet skal dø. Medens Ilden lever, fortsættes Ilden.
Ikkun det døde forgaar. Af det levende duer kun Ilden.

Listen to this poem:

Comments about Kulrøg [I Morgenmulmet, naar Lokomotivets Luger er røde] by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]