Adam Oehlenschläger


Löveridderen - Poem by Adam Oehlenschläger

Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
fra klare Safirhvælving Maanen straaler
igiennem duftopfyldte svale Linde
til Engens lukte Lillier og Violer;
rödt glöder gyldne Spir fra Borgens Tinde
i Flodens fulde sortblaae Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
i stille underlige Midnatstider.

Og som han kommer ind hvor Skovens Grene
saa tæt og dæmrende en Lund indhegner,
hvor der er mörkt og skummelt, tyst og ene,
hvor blegere den blege Straale blegner,
da hörer han det rasle giennem Stene,
for brede Bug det höie Straae nedsegner.
En saaret Löve brölende forfölger
en Lindorm, som sig giennem Græsset bölger.

Dybt Löven slaaer med convulsivisk Vælde
sin Kloe i Ormen, for sit Saar at hævne;
da vender den sig langsomt og vil fælde
sin Fiende i det rædselfulde Stevne.
Det tykke Hoved mosbegroet af Ælde,
den gule Bug, som vil af Ædder revne,
den lange Braad, de Öine blodig röde,
alt dirrer Löven frygteligt imöde.

Da raaber den bestæd i stor Ulempe:
„Red mig fra den som mig mit Liv vil röve!
Kom mig til Hielp, du staalbeklædte Kiempe,
som förer i dit Skiold en gylden Löve;
som den jeg staaer i Brand, o kom at dæmpe!
lad Ormens Pandeskal dit Glavind pröve.
Da skal jeg altid vandre ved din Side.
I Liv og Död du trygt paa mig kan lide."

Og Kongen drager brat sit Sværd hin brede;
tæt under glatte Skiel han vender Odden.
Hans Öie gnistrer frygteligt med Vrede,
han borer Staalet lige ind til Klodden.
Da rangler Ormens Ledemod saa lede,
den skeler hvæsende og viser Braadden;
og Kongen bliver bleg og heel forfærdet,
han ryster som et Löv og taber Sværdet.

Da slynger Ormen slimbeklædte Hale
heel smidig rundt omkring sin Fiendes Lemmer,
og kryber taus med ham til Biergets Sale,
hvor Nat og Mulm de fæle Syner giemmer.
Paa Veien uophörligt Haner gale.
Sit Hoved Ormen haardt mod Fieldet stemmer.
Da revner det, de faste Stene gunge,
og Hesten vrindsker under Ormens Tunge.

„Börnlille! kom I elleve Unger mine.
Her er en ringe Brad. I Morgen mere!"
Saa spyer hun Hesten ud. De Unger grine,
og graadig deres Bytte de fortære.
„I Morgen skal I Manden faae!" De hvine.
„For denne Gang I skal fornöiet være."
De lyde Moderen, men fælt de tude
og knytte sig til Hvile i en Knude.

Kong Didrik ganger bleg og heel bedrövet
omkring i Biergets fæle sorte Hule.
„Ak var mit gode Sværd mig ei berövet,
da friede jeg mig let af denne Kule.
Da dræbte jeg de Orme ufortövet,
og klemte dem med Skioldets stærke Bule,
og favned atter hierteligt imorgen
min Fæstemöe, min Fylla, hist paa Borgen."

Og see ved Maanens hvide Midnatsluer,
som falder i en Ridse giennem Bierget,
et rustent Sværd tæt ved sin Fod han skuer,
hvormed en Kiempe fordum sig har værget.
„Nu ingen Fare meer mit Mod forkuer,
thi Skiebnen har sig ei mod mig forsværget."
Saa raaber han og seer paa Sværdet nöie,
og bittre Taarer brister af hans Öie.

Det bedste Sværd, berömt i alle Lande,
den stærke Adelring han har i Hænde,
der farvede med Blod saa mangen Pande
og giorde paa saa mange Helte Ende.
Kong Sigfreds Sværd, den Helt som alle Strande
blandt Kiemper monne förste Rang tilkiende,
og Didriks Ven, i mange Aar forsvunden,
og nu, ved dette Mærke atter funden.

„Saa skulde du din lyse Bane ende
i dette Mörke, mellem grumme Trolde.
Dit kiekke Hierte brast i stor Elende
da under disse sorte skumle Volde!
Saa let kan Lykken sig i Livet vende.
Jeg slaaer saa længe som dit Sværd kan holde.
Du var min Ven, din Död jeg vist skal hævne.
Hvor der er Mod der mangler ikke Evne."

„Afsted! afsted! hvi vil jeg længer töve
i denne Hule mellem Skræk og Jammer?"
Han Sværdet slaaer mod Flinten for at pröve
om det er stærkt, og Bierget staaer i Flammer!
De störste Klippestykker kan han klöve.
Da vaagner op den mindste Orm og stammer:
„Hvis du vor Moder vækker af sin Hvile
da vil du neppe ad din Skiebne smile."

Men Kongen svarer: „Dybt mit Glavind bider!
Dets dödelige Saar kan ei forbindes.
I straffes skal ved disse Midnatstider.
De store Led i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider
og vinder til det evig overvindes.
I vog saamangen Helt i disse Sale,
det kan kun eders Hierteblod betale."

„Vaagn, Moder! vaagn, og slug den slemme Fange."
Hun vaagnede og vilde Fangen sluge.
Men da hun skued Sværdet blev hun bange,
og gav sig til at skielve og at ruge.
„Det Guld og Sölv som er i Fieldets Gange
det maa du bringe frit herfra og bruge.
Kast Adelring kun ned i Biergets Rifter,
et evigt Venskab her med dig jeg stifter."

„Jeg kaster ei mit Sværd, dets Ægge bider,
dets dödelige Saar kan ei forbindes.
Du dræbes skal ved disse Nattetider,
din store Krop i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
og vinder til det evig overvindes.
Du vog Kong Sigfred her i disse Sale,
det skal du med dit Hierteblod betale."

„Kast Adelring dybt hen i Kildevældet!
Blandt Venner ei man bruger skarpe Sværde.
Din Fylla sidder fængslet her i Fieldet.
Luk hende ud, I er hinanden værde!
Et Nögleknippe, rustent og forældet,
er skiult heroppe ved mit Hovedgierde.
Kom, buk dig, tag det, end din Elsktes Jammer,
bring Fylla af det fugtigmörke Kammer."

„Min elskte Pige nager ingen Kummer!
Mit Hierte siger hun er ei i Fare.
Hist paa sin Faders Borg hun roligt slummer,
omskandset af Guds hellige Engleskare.
Ei mindste Myg om hendes Leie summer.
Du lokker mig forgieves i din Snare.
Mit Sværd skal i dit seige Blod sig klæbe,
döe Slange! med den sidste Lögn paa Læbe."

Brat Ormen og de fæle Ögleunger
saa gispende i Græsset ned maa bide.
Da fylder Hulen Gift og Ormetunger,
han vader dybt i Slangeblod hin hvide.
Forgieves han i Biergets Side stiunger,
de Kampestene viger ei tilside.
Han kan ei bryde giennem sorte Lukke,
snart maa han ned i spraglet Edder dukke.

Da hörer han fra Fieldets ydre Side
en vældig Skraben og en Stemme raabe:
„Fat Mod, Kong Didrik! du skal ikke lide!
Her smuldrer Stenen skiör, her kan vi haabe.
Hug med dit Sværd, jeg vil i Fieldet slide
med mine Klöer, saa kiempe vi tilhobe.
Den haardeste Natur tilbageviger,
bestormet af en Löve og en Kriger."

Og Löven grov og Kongen vældigt stödte
med skarpen Adelring, saa Fieldet rysted;
thi Ormene alt meer og mere blödte,
den fæle Edder steeg ham op til Brystet.
Snart begge Kiemperne hinanden mödte.
At blive længer der dem ikke lysted.
De vandred begge trætte ned i Dalen,
til Morgenröden og til Nattergalen.

Ved klaren Aae, som mellem Blomster dandser,
Kong Didrik sig ved Lövens Side sætter.
Det blanke, haarde, blodbestænkte Pandser
han med den lyse Morgenbölge tvætter.
Saa södt hendysser Fuglesang hans Sandser;
og saftig Frugt den matte Kiempe mætter.
Til fierne Borg saa længselfuld han smiler,
mens Löven i hans Skiöd sit Hoved hviler.

„Ak herligt synger du, du muntre Sanger!
og venligt, Kilde! dine Bölger vige;
og yndigt, Rose! du i Busken pranger;
dog sörger jeg, thi her er ei min Pige.
O havde jeg kun dig, min rappe Ganger!
da paa din stærke Ryg jeg skulde stige,
og ile did, og kysse af sin Slummer
den Elskede, og glemme al min Kummer."

Det hörte Löven i hans Skiöd og smilte:
„Jeg kan med dig saa vel som Hesten vanke!
Kom sæt dig paa min Ryg." Derpaa de ilte,
mens Kongen holdt sig ved den tykke Manke.
Over Bierg, over Dal de foer, og ei de hvilte;
slig Ganger ei behöver Kræfter sanke.
Forfærdet Fylla saae sin Beiler trave
paa sieldne Skimmel over Borgens Grave.

Men siden klapped hendes Lilliehænder
det ædle Dyr, hun fored det hver Morgen.
Erkiendtligt Lövens höie Hierte brænder,
den blev sin hele Levetid paa Borgen.
Taknemlighed er al den Fryd den kiender.
Den glemmer Stolthed, Friehed, selve Sorgen
at skilles fra sin Skov og fra sin Mage,
den tiener Kongen alle sine Dage!

Listen to this poem:

Comments about Löveridderen by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]