Sophus Niels Christen Claussen


Landskabet - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Igennem Sommerskyers bløde Flor
en sølvmat Nedgangssol sin Straalevifte
udspænder for den frodiglune Jord
for ved sin Bortgang ømme Ting at skrifte.

Hedt sværmer Myg henover Markens Straa,
men mere kølig hvisker Skovbryns-Randen.
Lidt Fuglepip, og øverst nogle smaa
Skrig af en Maage paa dens Fart mod Stranden.

Saa skælver Skoven dér, hvor Solen staar,
et Iltog ud i Agerlandet farer
med Røg, der hvirvler som et opløst Haar,
og muntre Støn, mens Træer bagved svarer.

Men nu har Solen slaaet Viften ind.
Kun i en Skyrift end lidt Dagslys hænger.
Nu lukkes Flængen af en Nattevind,
og over Marken danser Myg ej længer.


En mild og sydlandsk Skønhed, som gik bort,
har mellem mørke Agre ladt os ene.
Det lune Landskab var saa længe vort,
nu truer troldske Tjørn og tyste Stene.

En stor og kærlig Søster, ved hvis Ild
vi førtes ind til Dagens Lys og Glæde
— saa alt, hvad hendes var, os hørte til
i Sol og Skyr er ikke mer til Stede.

Og som en Grav blev Mulmet graat og grimt
og tegner i Skelet en Jærnvejs Skinner,
mens Skovbryns-Løvet tog hvert Straaleglimt
af Somrens ødsle Dag, som evigt svinder.

Dog klinger her og der en sagte Streng:
Insektets, Nattens, Straaets spæde Røster.
Der stiger Duft fra Jordens trygge Seng
med Hyldest til den store, svundne Søster.

Listen to this poem:

Comments about Landskabet by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]