Adam Oehlenschläger


Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene - Poem by Adam Oehlenschläger

Han sad i Hallen og tænkte derpaa,
Hans Hevn ham glædte saa saare:
'Naar Sif sig nu speiler i blanken Aa,
Da fælder hun modige Taare.

Med hviden Haand hun fletter ei meer
De Lokker saa gule, saa lyse;
Naar hun sit Hoved i Floden seer,
Da vil hun snarligen gyse.'

Som saa han sad under Granens Green
Ved Hulen, listig som Ræven,
Da knaged i Nord den stærke Steen,
Og Jorden dundred med Bæven.

Da vidste han vel, hvad det betød,
Han mærkede, Thor var kommen;
Brat som en Lax han sig smidig skød,
Og sprætted med Angst i Glommen.

Men Thor neddukked som Maage sig,
Og fanged med Næbbet Laxen;
Han raabte: 'Røver! Jeg kiender dig,
Nu skal du bløde for Saxen.

Jeg knuser dig hvert af dine Been,
Som Møllen Meel under Hiulet.'
Da var ei Loke ret længe seen,
Han kastede Trylleskiulet.

'Hvad vinder du ved, hvis du mig slaaer?'
Sang han, heel listig i Sinde;
'Det skaffer ei Sif et eneste Haar,
Du favner en skaldet Qvinde.

Hvis du tilgiver mig denne Spøg -
En Spøg jeg kalder det ene -
Da sværger jeg dig ved Urt og ved Løg,
Ved Mosset paa Bautastene,

Ved Odins Øie, ved Mimers Væld,
Og ved dit mægtige Værge,
At jeg vil vandre til hule Field,
Til Frænderne, mine Dverge,

Og skaffe din Sif igien et Haar
Af Guld, før Dagen er omme,
Saa hun skal ligne den unge Vaar
Med Græssets forgyldte Blomme.'

Giensvarede Thor: 'Du sværger, Træl!
Ved Hammeren, som jeg savner;
Som vidste du det ei saare vel,
At Ran den i Havet favner.'

'Saa vil jeg skaffe dig Hammer ny,'
Sang Loke, 'herlig at føre;
For den skal alle de Trolde flye,
Som du kun lyster at røre.

'Ha,' raabte Guden, 'en herlig Seir!
Nei, dig nu vil jeg forøde;
Jeg kom herhid med min Staldbroder Freir;
Vi give dig Ravne til Føde.

Han tager dig ved dit Skulderblad,
Jeg slaaer mit Tag i det andet;
Saa splitte vi dig for Vinden ad,
Dine Lemmer skal bølge paa Vandet.'

'O, skaan mig, Freir, du venlige Drot!'
Sang Loke med Bøn og Klage;
'Jeg skienker en Ganger dig paa dit Slot,
Hvortil ei Verden har Mage.

Den fører dig rundt om Jordens Ø,
Saa smidig som Tigerkatten,
Den svømmer med dig paa salten Sø,
Som Sild den lyser om Natten.'

Ved slige Løfter, som han besvor,
Lod Thor og Freir sig formilde.
Saa steg han ned i den sorte Jord
Igiennem den kolde Kilde.

Han krøb, saa smidig og glat som en Aal,
Fra Kilden i Biergets Bue,
Hvor Dvergene stod og hamrede Staal
Ved Svovlets blaalige Lue.

Saa flittige vare de Dverge der
Dybt i de hvælvede Haller.
Med Skiødskind for af det sorte Lær
De gik og støbte Krystaller.

De smelted Sandet ved Ildens Glød,
Og rørte med Rosengrenen;
Deraf de danned Rubinen rød,
Indkilet i Klippestenen.

De samled en Bunke Violer smaae,
Dem plukked Dvergekonen;
Dermed de farved de Stene blaae,
Som Dan fik siden i Kronen.

Af saftige Græs de kogte Sod,
Da skinte den Ædelsteen saare.
De dryppede Perler med roligt Mod
Af Enkers og Smaabørns Taare.

Rundtom i Hulen man mærked vel,
At Kæmper tilforn havde leget,
Thi Steenlag hviled paa Muslingeskæl,
Og Fisken i Leret var præget.

Hist nøgen laae en Jettindebarm,
Rødbruun i Solen, forstenet.
Her sang Biergfossen med megen Larm
Sine Viser om Kiævebenet.

Til Kalk forvandlet ved rislende Vand
Udstak det af Fieldekanten;
I Kiæverne var langt stærkere Tand,
End Tænder paa Elephanten.

Da Loke sit Ærinde røgted nu,
Strax Dvergene giorde sig færdig.
De raabte: 'Loke! vor Drot est du,
Og vel vore Gaver værdig.'

Thi toge de frem et Vildsvineskind,
Det bedste, de kunde vælge;
Paa Skorsteensilden de giorde Vind
De pustende Blæsebælge,

Og sloge med Hammeren Slag i Slag,
Saa Funken af Skindet knittred.
Men Loke, fortæret af skumle Nag,
Var dybt i Hiertet forbittret.

Det ærgred ham, hvad han selv tilbød,
At give Guderne Gave;
Han tænkte: 'De skal af Biergets Skiød
Dog ei fuldkomne dem have.'

Brok traadte Bælgen, og Sindrig slog,
Saa Gnisten af Skindet springer.
Da Loke Forvandlingen sig paatog,
Og blev en Flue med Vinger,

Og satte sig paa Bælgtræderens Haand,
Og gav sig slemt til at stikke;
Men haard var Huden, og haard hans Aand,
Bælgtræderen ænsed det ikke.

Da toge de frem af Luen alt
De Vildsviins herlige Første:
Til Freir den livsalige Galt,
Den straalende Gullinbørste.

Naar Maanen har Jordens Dal forladt,
Den Kornmoen-Glandsen paatager.
Han rider paa den i mørke Nat,
For tro at vogte sin Ager.

Saa lagde de Guld paa Bolten hen,
Det var kun et lidet Stykke
Men da de toge det ud igien,
Det blev det deiligste Smykke.

En jævnglat Ring af røden Guld,
To Hænder krysted hinanden.
En Blomst af Ædelsteen underfuld
Var indlagt kunstigt paa Randen.

Den Ring var stor, og af sielden Vægt,
Thi Odin skulde den bære;
Han Drotten var for Asernes Slægt,
Ham skyldtes den høieste Ære.

Selv eier han Alt, stor er hans Magt,
Til Gavn kan man Intet ham lave;
Thi smedded de ham en Ring til Pragt,
Og hylded ham med en Gave.

Man kiendte den lidet ved een Gang brat
At see den i Dvergenes Rige:
Den eier en Dyd, hver niende Nat
Den drypper otte, sig lige.

Trolovede Par ved Baldur har
Tidt Odin med Ringene trøstet.
Da Fromhedens Gud man til Baalet bar,
Laae Troskabsringen paa Brystet.

Nu lagde de Dverge Jern paa Bolt,
De brugte dertil ei Lue,
De hamred det ud, saa fort, saa koldt,
For at det ret skulde due.

Da Loke nu saae, hvor det Jern fik Kraft,
Og hvor det varligt blev handlet -
Det var en hammer med stærken Skaft -
Da han sig atter forvandled,

Og foer som Bremse med smertelig Braad,
Og flagred i Blæsevinden,
Stak Smeden i Panden med skarpen Odd,
Saa Blod ham trilled paa Kinden.

Da jog ham Dvergen med Haanden bort;
Ei Hamren blev ganske færdig,
Thi Skaftet paa den var noget kort,
Dog fand man den Guden værdig.

Nu kom med Guldet en Dvergeflok,
Og gave det til Dverginden;
Hun satte, som Hør, det paa sin Rok,
Hvis Hiul hensused for Vinden;

Og spandt, og spandt, mens Guldtraaden randt
Til Haar for den deilige Dise.
Hun snurred, og sang ved Kildernes Klang
En underlig Spindevise:

'Gudinden i Vaar skal bære sit Haar
Heel frit for Vinden herefter,
Ei flette det meer, at yndig sig teer
Dets Glands med herlige Kræfter.

Hver Svend, som det saae fra Himmelens Blaa,
Hans Hierte skal Haarene fange.
Selv Lokkerne ei paa veneste Frei
Nedbølge saa bløde, saa lange.

Skiøndt Guldet er dødt, saasnart det har mødt
Gudindens Tinding, den høie,
Det levende blier, og efter sig gier,
Og lader, som Hørren, sig bøie,

Beholder sin Glands i Vindenes Dands,
Og lader sig aldrig udrykke;
Som Middagens Skin, det svøber sig ind
Bag Hielmens ludende Skygge.'

Saa sang hun, og gik med ydmyge Blik
For Thor, og rakte ham Haaret;
Paa Lokken han saae, og maatte tilstaae,
Saa fager var ingen baaret.

Fra Bierget hvalt nu Freir paa sin Galt,
Og Thor med Haaret og Hammer
Til Valhalla foer, hvor Hærfader boer
I Lysets salige Flammer.

Da satte paa Sif, liig Tang paa en Rif,
Sig fast Guldhaaret paa Stande,
Og monne sig slaae i Lokker saa smaae
Om den høie, den hvælvede Pande.

Paa straalende Thing fik Odin sin Ring.
Man tilgav Loke sin Brøde;
Men snart dog igien Biergtroldenes Ven
Maa for sin Troløshed bøde.

Listen to this poem:

Comments about Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]