Sophus Niels Christen Claussen


Maanenat - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Langs ad de natlige Gader
to Skygger mit Fodtrin møde,
den blaalige skære fra Maanen
og Lygternes matte røde.

Alvorlig, sky og alvorlig
ud i den hvide, hvide
sværmende Vinter-Midnat,
der vil jeg alene skride.

Jeg taaler ej Had og Kærtegn
af Kvinder, — som Sneen taaler
ej haarde Hæles Trampen,
ej Solens lunkne Straaler.

Og over mit ensomme Hoved
i Nattens havblaa Kuppel
der fryser Maanen sibirisk
hvid, som en Sølverrubel.

Det er, som min tabte Veninde,
Dronning for alle de Gode,
sad dèr og frøs i sit Pelsværk,
— en lysende Himmelklode.

Det er, som hun inderlig vilde
sig selv med mit Væsen blande,
men skulde sidde og straale
med Helgenring om sin Pande.

Der rækker hun mig i Tavshed
sit Haandtryk for Timer og Tider,
mens Himmelhavet evig
ned over Stjernerne skrider.

Listen to this poem:

Comments about Maanenat by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]