Adam Oehlenschläger


Manden ved Kilden - Poem by Adam Oehlenschläger

Det er saa lummert og saa tungt,
det brænder stærkt deroppe.
Her skygger Lövet grönt og ungt,
fra Vaarens lyse Toppe.
Her springer langt fra Qvalm og Larm
ved Sang af Nattergalen,
den tykke Straale, som en Arm,
fra Höien ud i Dalen.

I sorten Mulm, i dyben Jord
de klare Bölger rinde.
En ukiendt Vei de langsomt snoer
sig ligesom i Blinde.
De risle giennem Jordens Bryst,
i Dybets mörke Huler,
og skue sikkert der, med Lyst,
hvad Overfladen skiuler.

Den Verden som vi ane hist,
dybt under Havets Bunde,
den har de giennemtumlet vist,
og bölget i dens Lunde.
Den runde, tykke Sölverarm,
som risler her forvildet,
har kysset Ellepigens Barm
og drukket hendes Billed.

I gamle, længst forsvundne Tid
der var en deilig Pige;
hun var saa god, hun var saa blid,
hun var saa from tillige.
Et Crucifix i Hytten stod,
for det hun altid knælte,
naar Maanen med sit Aftenblod
paa Crucifixet dvælte.

Engang hun gik i denne Skov
og fæstede sit Öie,
imens hun sang sin Frelsers Lov,
paa Stiernen i det Höie.
Da foer hun vild paa spæde Fod
og Törsten hende plaged.
Tilsidst blev stakkels Pige mod,
hun græd og sig beklaged.

Ak Gud! hvorledes kommer jeg
i Aften til min Hytte?
Jeg reent forfeilet har min Vei,
jeg kan ei Foden flytte.
Jeg er saa törstig og her er
ei allermindste Draabe.
Kun vilde Dyr og Spögelser!
Ak Gud! hvad kan jeg haabe?

Og see — Hver den som troer paa Gud
den hielper han i Nöden! -
Hvor Taaren faldt et Væld sprang ud,
og loe i Aftenröden.
Da drak hun af det klare Vand
og fulgte Bölgen rolig.
Den ledte med sin Blomsterstrand
til Kirstens lille Bolig.

Sanct Kirsten hviler södt i Blund,
i Gravens Arme milde,
dog kommer hun hver Midnatstund
og stirrer paa sin Kilde.
Som hendes Öie den er blaae,
som hendes Blik den blinker.
Kom I! som gaae derovenpaa.
See, liden Kirsten vinker.

Ludvig henter Maria et Glas Vand. Hun drikker.

Ludvig.
Söde Farveharmonie!
Flydende Sölv
i klare Krystal,
som den hvide Finger
i Æthren bringer.
Sölvbölgen kysser
den Purpurcoral,
som Læben omringer!

Maria.
Smiger, Smiger!

Ludvig.
O I söde Piger!

Maria.
De Gamle vente!

Ludvig.
Vi dem snart indhente.

En feed Kone.
Jeg önsked at vi var vel kommen hiem.
Her blier jo saa fuldt at man ei kommer frem.

Et ungt Menneske.
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.
Saa kommer man de kiere Piger saa nær,
de smukke især!
Rörer ved deres Hænder,
skuer i deres Öine, som tænder,
indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
Söde Gudinde!
Du kommer for at svinde.
Hvilket Öie! Hvilken Arm!
Hvilken Vext! Hvilken Barm!
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.

En ung Pige.
Saae du den smukke Fyr som gik,
med det brændende Blik?

En Anden.
Det brændte paa dig.

Den Förste.
Du vil nok narre mig!

Listen to this poem:

Comments about Manden ved Kilden by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]