Adam Oehlenschläger


Mekka - Poem by Adam Oehlenschläger

Gulnare.
O, min Aladdin! hvor mit Hierte nu
Er let igien; og er ey dit, min Ven!
Det samme?

Aladdin.
Jo, min Hustrue. Stille Roe
Nu hersker der, hvor før Bekymring sad.
Det er en stor Husvalelse og Trøst,
At bede fromt til Gud og takke ham;
Thi den, som stoler daarlig paa sig selv,
Gaaer stolt, hovmodig frem en stakket Tid,
Saalænge intet Vanheld møder ham;
Men møder det, da har han ingen Tilflugt
Og ingen Trøst, da seer han kun i Skiebnen
En grum Tyran og nødes, at fortvivle.

Gulnare.
Det Øieblik da ned jeg bukked mig,
For inderligt og fromt at kysse hisset
Den sorte Steen, hvorpaa vor Stammefader,
Den høie Abraham, har sat sin Fod,
Da faldt en Steen bort fra mit Hierte, som
Var mere sort og mere tung end den.

Aladdin.
Imorgen gaaer en persisk Caravane,
Saa vil vi langsomt drage hiem med den.
Du veedst jeg giemmer Lampen paa mit Bryst,
Og Ringen sidder fast omkring min Finger,
Men hverken Ringens eller Lampens Aander
Skal giøre os vor Reise magelig.
Som fromme Pillegrimme vil vi drage,
Og dele med de Andre deres Kaar.

Gulnare.
Min Husbond! seer du hist den smukke Mand?
Han er ey klædt som Pillegrim, som Dervisch,
Ey heller som Abdalla og Kalender.

Aladdin.
Hvor, Elskte?

Gulnare.
Hisset! Seer du ham da ey?
Ham i den hvide Underkiole, aaben
For Brystet og med brede, vide Ærmer!
Hans Kiortel derimod er ærmeløs;
For Turban har han en høipullet Hue;
En Taske giorder sig om Livet, hvori
Der stikker Bøger, Blækhorn og Papir;
Og flagrende et broget Blomsterflor
Sig slynger let omkring den høire Skulder
Og venstre Arm.

Aladdin.
Det er en persisk Digter.

Gulnare.
Nu sætter han sig ned. Man bringer ham
En Strengeleeg, nu spiller han og synger.

Aladdin.
O kom da, lad os lytte til hans Røst!
Hvo elsker ey den hulde Digtekunst?
Selv Fieldet yttrer med sin høie Gienlyd
At det har Sangen kier. Ved Nattergalens
Sølvklare Stemme aabner Rosen sig,
Kamelen hopper let igiennem Dalen
Ved Lyden af sin Førers Tryllefløite,
Og skulde Mennesket da ikke frydes
Ved Digtekunstens Ynde? O! saa var han
Jo mere følesløs end Fieldets Steen.

Sangeren
griber i Strengene. Neppe mærke de forsamlede Skarer dette, førend de skynde sig hen og omringe ham i en tæt Kreds, naar Alting er stille begynder han.

Du fromme Sværm! du hulde Vandringskare!
Lad mine Harpetoner lokke dig!
Jeg i en hellig Sang vil aabenbare
Det gamle Sagn, som her besieler mig.
For ud at sone dine Synder, svare,
Herhid med Bøn du har begivet dig,
Hvor Patriarkens Fod har sat sit Stempel,
Hvor helligt hæver sig Prophetens Tempel.

Alt hvad der skeer i Verden snart forsvinder,
Den største Handling varer kun et Blund,
I gamle Ziffrer, som i gamle Minder
Den fromme Krønnik søger Tilflugt kun;
At Glemsels Taage ey den overvinder
Maa Sagnet vækkes, tolkes mangen Stund;
Og for nu svundne Liv tit at forynge
Gud skabte Sangeren og lod ham synge.

Abraham Asars Søn i fordums Dage
Drog med sin Hustrue fra Ægypti Land,
Den rige Frugtbarhed han lod tilbage
Og frygted ikke for arabisk Sand;
Ned satte han sig med sin gamle Mage
Ved Arafat, den stærke Høvidsmand;
Araberen, hvis Kraft kan intet hæmme,
Lod snart ham Nilens dorske Slaver glemme.

Men da nu Sara var en gammel Qvinde,
Og hverken fyrig længer, eller skiøn,
Saa gik han til en ung Araberinde
Og avled med den friske Møe en Søn.
Men Hagar tiente Sara som Slavinde;
Thi skiulte hun sin Frugtbarhed i Løn.
Og da nu Tiden kom, hun skulde føde,
Saa gik hun ud i Ørken, vild og øde.

Med Kierlighed og Frygt var Hiertet blandet,
Høit Patriarkens Røst i Ørken lød.
Tilsidst han fandt sin Hagar midt i Sandet,
Med et fuldvægtigt Foster i sit Skiød.
Hun smægted og hun længtes efter Vandet,
Som høit i Luften frem af Jorden brød;
Thi Barnets Fod et Væld strax havde tvunget
At springe der, hvor intet før var sprunget.

At Hagar nu af Vandet kunde nyde,
Som vildt og skumfuldt op i Luften sprang,
Fik Abraham med Sand det til at flyde
I dæmpet og i rolig Kildegang.
Derpaa Forældrene sig monne fryde
Ved Barnets Aasyn, sang en hellig Sang,
Og toede det i klare, kiølne Qveld,
Og gav det Navn, og det heed Ismael.

Ismaelitter! Derfor lokker Eder
Den nøgne Ørk saa selsomt i sin Favn,
Hvor intet Palmetræe med Skygge freder,
Er dog den raske Rytters Fødestavn;
Hvergang I kommer til en enkelt Ceder,
Da hvidsler den Jer Stammefaders Navn.
Han blev en herlig Helt, en vældig Jæger,
Hans Aand igiennem Ørken sig bevæger.

Kort efter Sønnens Fødsel huld fremtraade
For Abraham i Drømme Gabriel.
Dig skienker, sagde han, Jehovas Naade,
At bygge ham et Huus ved klaren Qveld,
Som nylig født, med spæden Fod optraade
Din førstefødte Søn, din Ismael.
Lad høie Piller hvalte Hvælving bære,
Og giør et Offer der til Herrens Ære.

Da Abraham, den fromme Herrens Mand,
Nu spurgte: Hvordan skal jeg Huset bygge,
Hvor der er intet uden Flyvesand,
Og ingen Steen, og ingen venlig Skygge?
Da sænkte Gabriel sin Lillievand
Og sagde: Elskte! Du skal Huset bygge
Fast paa din Troe, den skal du ikke slippe,
Saa bygger du dit Tempel paa en Klippe.

Og ned fra Bierget Arafat, hist oppe,
Hvor nys du bad, du fromme Vandringsflok!
Der løste sig fra morgenrøde Toppe
Lidt efter lidt den klare Marmorblok,
Og delte sig, og faldt i rige Skokke
Til Kilden ned, og der var Stene nok.
Og Abraham tog Stenene fra Fieldet
Og bygged Gud et Huus ved Kildevældet.

Men da en Marmorsteen nu blev tilbage,
Af mægtigt Omfang og af sieldent Brud,
Da hæved den sin Røst med stille Klage:
Hvi maa jeg ikke ogsaa tækkes Gud?
Dens Fromhed monne Herren høit behage.
Da traade Abraham paa Almagts Bud
Et Spor i Stenen, hvortil daglig klæber
Sig fromme Slægters fromme Andagtslæber.

Og — o hvor underligt det Store mødes,
Af Allah elsket frem og forudseet!
Der, hvor han Ismael lod fordum fødes,
Han fødes lod vor hellige Prophet.
Det gamle Huus, som ned af Tiden brødes,
Som mange Slægters Øine havde seet,
Det reiste sig med dobbelt milde Miner,
Thi Mahoms Tempel staaer paa dets Ruiner.

O kommer! lader os endnu engang
Med hellig Taushed ind i Templet træde!
Paakalder Allah der med Bøn og Sang,
At Gabriel i Morgenrødens Klæde
Nedsvinger sig, at Sølvbasunens Klang
Kan alle vore Hierter helligt glæde.
Kom, Islamitter! følger mine Fied!
Een er vor Gud, hans Tiener Muhamed!

Listen to this poem:

Comments about Mekka by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]