Adam Oehlenschläger


Morgianes Stue - Poem by Adam Oehlenschläger

Der staaer den gamle Rok! Nu snurrer den
Ey længer med fortrolig, venlig Sladder.
Man vænner sig til slig en gammel Knark,
Og savner dens Spektakel naar den tier.
Der sidder end lidt Bomuld her paa Totten. -
Nu vil jeg lade som jeg var min Moder,
Og spinde lidt og nynne til mit Spind.
Han sætter sig ned og spinder lidt, men standser strax.
Ney! Det har ingen Art. Det er ey i
Den jevne, rolige, den vante Gang.
Jeg dreier Hiulet vildt og feberagtigt. -
See denne svage, skrøbelige Traad!
Den har hun tvundet. Den er heel endnu!
Den sidder uforstyrret, uden Brøst,
Og hun som spandt den, ligger udstrakt nu
Med stive Fingre under Hyldetræet. -
Der hænger hendes gamle Silkekaabe
Med Multumsforet. Her staaer hendes Skoe.
Nu fryser du omkring de gamle Been!
See her staaer hendes Torvespand. Der ligger
Endnu paa Bunden et halvvissent Blad.
Ak, det er mig! Det skal betyde mig.
Stirrer længe hen for sig paa een Punkt, med stive Blik, uden at tale.
Der er det store Søm, hvor Lampen hang!
Griber efter den, men faaer intet i Haanden.
Hvordan? Saa tænker du jeg ey skal naae dig?
Griber igien, men faaer intet.
Ha! bie du kun, god' Karl! Du tænker nok
At narre mig? Men det skal ikke lykkes.
Stiger op paa en Stoel og griber om Sømmet.
Nu har jeg dig! Her er du i min Haand.
Ha! nu kan jeg gienkalde min Gulnare,
Mit Pallads, og den hele Herlighed.
Nu vil jeg gaae. Stiger ned. Nu har jeg, hvad jeg søgte.
Nu skal jeg fordre Alt igien tilbage,
Naar først jeg har besøgt min Moders Grav.

Verten kommer ind.
Naa? har I nu seet hvad I vil, min Ven?
I er nok af Familien.

Aladdin.
En Smule.
Nu gaaer jeg bort igien, min Ven! men hør,
I har vel intet derimod, at med mig
Jeg tager denne gamle Kobber-Lampe.
Den er ey fire Skilling værd.

Verten.
Min Ven!
Jeg seer slet Intet.

Aladdin.
Sæt Jer Brille paa da!
Den Lampe her, her i min høyre Haand!
Som sagt, det er en Snurrepiberie.
Jeg samler, seer I vel, paa slige Sager,
Og Lampen, uden Værd for alle Andre,
Har altsaa dog en indbildt Værd for mig.

Verten.
Min kiere Ven! der er ey mere Lampe
I Eders Haand, end bag paa min.

Aladdin afsides.
Ha ha!
Min Lampe faaet har den Egenskab,
At der kan Ingen see den uden jeg.
Nu kan de altsaa ikke stiele den.
O det var vel!
Lader som han skiulte den paa Brystet; høit.
Nu, da I siger det,
Saa vil jeg ogsaa troe at denne Lampe
Var kun et Foster af min Phantasie.
Farvel, min Ven! og Tak! Tillader I
At med jeg tager dette visne Blad
Af Torvespanden, for at fæste det
Paa Pullen af min Turban, som en Fiær?
Det pynter altid lidt, og det er alt
Hvad jeg forlanger af den hele Arv.

Verten.
Det arme Menneske, han er forrykt. -
Tag I kun Bladet, Ven! og gaae Jer Vey.

Aladdin.
Farvel, min Ven! Maaskee I giver mig
En Hilsen med til gamle Morgiane.
Nu gaaer jeg just derud.

Verten.
Ja, hils I kun!
Afsides.
Gid vel jeg havde ham kun af mit Huus.

Listen to this poem:

Comments about Morgianes Stue by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]