Adam Oehlenschläger


Natur-Temperamenter - Poem by Adam Oehlenschläger

Östens lange, blege Strimmel
breder ud sin hvide Fold.
Stiernen döer paa matte Himmel,
Luften er saa vaad og kold.
Perleduggens tætte Vrimmel
glindser fra den grönne Vold.
Langsomt fölger Bonden Ploven,
velter fugtigtunge Jord.
Taus og sort sig hvælver Skoven,
uden Sange, uden Ord!
Fieldet staaer saa stump i Taagen.
Hisset Valmuebusken groer.
Nattens höitidsfulde Time
hen i Evigheden foer.
Ingen Kirkeklokker kime
Dödninger af dunkle Jord.
Træt af store Midnatscene
sover mystiske Natur.
Roligt muldne gamle Bene,
hisset bag den gamle Muur.
Mat og kold kun Vinden bölger
hen i Dammens vaade Siv.
Morgentaagefloret dölger
hyllende Naturens Liv.


SANGVINITET.

Milde Saphirer paa Himmelens Bue
hæve den prægtige Hvælving med Ynde.
Östkanten brænder med Rosernes Lue.
Skovenes qviddrende Sange begynde.
Tusind Karfunkler i Solen vi skue.
Guldgule Bölger i Floden sig skynde.
Blomsten udfolder forföriske Blade,
boler med Solen i kiölige Bade.

Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Dit Altar staaer
i de svale Dale,
i de skiönne, grönne
duftende Hvælvinger,
hvor Philomela slaaer,
hvor den rislende Sölvbölge gaaer.

Vellysten blusser paa svulmende Læber,
Faunerne smile og Uskyld forsager.
Lokkende Skiersild! som pirrende dræber!
Helvedes Lue! som Æthren forjager!
Sielen forsvinder, den höiere Sands.
Dyret og Mennesket, Blomsten og Lövet
törres, forstokkes og nærmer sig Stövet,
svungen i Straalens ophidsende Dands!

Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Hvor den rislende Sölvbölge gaaer,
hvor Philomela slaaer,
i de duftende Hvælvinger,
i de skiönne, grönne
svale Dale
dit Altar staaer!


COLOR.

Hvad sortner?
Det er Himlens Bue!
Hvad lysner?
Det er Heklas Lue!
Den stærkeste Kiempe i Nor,
den gamle Thor!
Der staaer han, forvandlet til et Field.
Hedder Hekla!
Med Iispandser om sit Bryst,
med Torden i sin Röst,
med gloende Tunge!
Harniskpladerne runge!
Paa hiin Side af det vilde Ocean
staaer hans Fostbroder Vulkan!
Hedder Etna!
Luende Blod paa den skielvende Jord
har de stænket i hinandens Spor.
Da det gamle Rige svandt
grumt de sig forbandt,
for pludselig eengang med Kiempevægt
at knuse den nyere Slægt,
som myldrer mellem begge
deres Flintevægge.
Nu raadslaae de sammen i den mörke Gang
saa lang,
under Europa.
Frels os Jesus af Nazareth!
Paa Engen hist to Roser stod,
Fod ved Fod,
i Ungdomsblod.
See hvor de skilles ad ved en Klöft!
ved en bundlös Gröft.
Den evige Vrede
har draget det flammende Sværd af sin Skede!
Hvi bliver I alle saa blege?


MELANCHOLIE.

Tordnen meer ei lyder.
Maanen giennembryder
Nattens brustne Skye.
Spredt er Jordens Dampe.
Himlens hvide Lampe
brænder klart paa nye.
Intet Skrald
og Klippefald.
Allevegne Taushed ruger,
Græsset Regnen suger.

Venligt Nattergalen
synger hist i Dalen
mellem Blomsterbed,
paa den Klippetinde
som for barske Vinde
nylig styrted ned.
Dybt til Krat
i dunkle Nat
böd et Öieblik den reise.
Secler saae den kneise!

Hist i Blomsterdække
Jordens lange Sprække
gaber sort og stor.
Mildt ved Maanens Straaler
duftende Violer
sig ad Randen snoer.
Snart en Broe
med freidig Roe,
Dalens Hyrder her vil bygge,
over Döden trygge!

Sorglöst Kildevældet
risler nu fra Fieldet,
i sin gamle Dands.
Klippens Roser vinke,
Himlens Stierner blinke
med fornyet Glands.
Skiönne Jord,
i Nattens Flor!
Dobbelt skiön er Midnatslunden
efter Rædselstunden.

Naar den sidste kommer!
Naar den store Dommer
knuser eget Værk;
naar han Havet velter,
naar han Jorden ælter,
med sin Arm saa stærk,
skal en Nat
blandt Blomsterkrat,
mere klar, hvor ingen famle,
blidelig os samle!

Listen to this poem:

Comments about Natur-Temperamenter by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]