Sophus Niels Christen Claussen


Nocturne - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Nu vaagner de fjerne Steder
til Lys, medens Hjerterne græder.
Og Mørket stumt gennem Forstaden gaar,
hvor Armoden sover blandt Skrammel og Skaar.

Snart fyldes de rige Sale
af Glæde og glemsom Tale.
Snart lyder Musik i den natlige Blæst,
én kaldes til Død, og én kaldes til Fest.

Men Kirkernes Mure forbavse.
De bliver saa tusindaars-tavse.
Og ud fra Kirkegaardenes Sten
gror Skygger, der volder de Levende Mén.

Der sidder et Barn paa et Gærde
og lér, — som var intet paa Færde.
Dog kysser en Mund hendes varme Mund,
det Kys skal hun mærke til Dødens Stund.

Men Livsmodet knuser Vingen
mod Mure, der huses af Ingen.
De sorte Ruder, de mørke Tegl
er en Gaade, lukket med hundrede Segl.

Og kolde og skumle ligger
de nys saa travle Fabrikker.
Og Kvinder søger langs Gadens Flis
en Udvej fra Livets sidste Forlis.

Listen to this poem:

Comments about Nocturne by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]