Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Paa Kirkegaarden - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Vilhelm
I denne Kirke din Haand du mig gav,
Vort Baand vi her monne knytte.


Marie
Vi staae her igjen, men en aaben Grav
Gaber efter sit Bytte.


Vilhelm
I Alt, som forkynder vor Sjæletrang,
Til den mægtige Kirke vi træde.
Klokkerne ringe med samme Klang
Til Ligfærd og Bryllupsglæde.


Marie
Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt,
De smykke Liget som Bruden.
Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt,
Hos den Døde paa Hovedpuden.


Fredrik
Før Laaget mig røver dit sidste Spor,
Et Kys paa din fromme Pande!


Præsten
Af Jord er du kommen, du bliver til Jord,
Men af Jorden op skal du stande.


Chordrengene
See, Tiden saa meget hastigt gaaer;
Hvo veed, hvor nær er min Ende?
At bort herfra jeg at vandre faaer,
Hvor let, hvor snart kan det hænde!


Fredrik
Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem,
Og Deres Vogn bestilles.
Et Øieblik jeg da taler med Dem,
Og saa for stedse vi skilles.

Listen to this poem:

Comments about Paa Kirkegaarden by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]