Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Pleiaderne ved Midnat - Poem by Johannes Carsten Hauch

Vi ere de natlige Væversker,
Der sanke de usynlige Traade
Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,
Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,
Aldrig trættede,
Flyvere uden Vinger,
Med hvem dog ingen Fugl
Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,
Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,
Nysudrugede,
Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,
Drømmer om Æoner og Evigheder,
Og tror, at Enden er der,
Skjøndt de ei endnu have fuldendt
Et eneste Kredsløb
Omkring de fast forbundne Atlasdøttre,
De Lysøiede,
Hvis Blik funkler igjennem Sløret,
Og der bære utallige Verdners Tryk,
Uden at mærke det;
Og der ligne svulmende Druer,
Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,
Er kun et kløvet Sekund,
For kort til at vort Øies Blink
Deri
Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre,
Som kredser i Melkeveiens Ring.

For os er Eders længste Sorg
Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag
Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,
Og selv de længste Baner,
Hvori lysende Verdner dreie sig,
Ere for Intet at regne
Mod Evighedens usynlige Kreds,
Hvortil Tiderne aldrig naae;
Og skjøndt vi udmaale dem
Med Millioner af Aar,
Ere de kun som en Strøm,
Der udtørres og hensvinder i en Sommendag,
Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,
I de høie Aanders Rige,
Som forløstes fra Tidernes Tryk.

Listen to this poem:

Comments about Pleiaderne ved Midnat by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012



[Report Error]