Henrik Hertz

(1797-1870 / Denmark)

Posthuset i Hirschholm - Poem by Henrik Hertz

Natten er kjølig og Vindene feje
Lummervarmen sagte fra Træer og Krat;
Bøgenes Blade, der gyngende neje,
spiller Maanen paa i den dæmrende Nat.
Kammeret er mig for snævert. Endog
Hunden forglemmer sin søvnige Vane,
kradser paa Døren; et talende Sprog!
Nu, saa gaa med, min Diane!

Hist over Slotshavens sjunkne Terrasser
hviler Nattens Dug som et grædende Hav;
Slottet, man nedrev i uhyre Masser,
vidner Kirken om, lig et Kors paa en Grav.
Egnen er øde, Mathilde, hvor du
flygtig har redet den flygtige Ganger;
blot dine Lidelser mindes endnu
af den tungsindige Sanger.

End af en Skorsteen derovre sig hæver
som et Slør af Æther den blaalige Røg,
lyser i Maanskin, imedens den svæver
bølgende forbi den beskyggede Bøg.
Og med et Shawl om det lokkede Haar
viser sig En i vor øverste Stue:
Lænet til Armen i Vinduet staar
ensom Professorens Frue.

Hør, hvor hun synger: 'Se, skyarna glimma,
stjernorna försilfra båd vatten och land;
månen i molnet sin gullgula dimma
kaster öfver klappträn och såar vid strand'.
Bellman! din Sang, der er kendt af saa faa,
i hendes drømmende Tanke den hviler;
ak! og i Øjnenes natdunkle Blaa
spejler sig Maanen og smiler.


Comments about Posthuset i Hirschholm by Henrik Hertz

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]