Adam Oehlenschläger


Propertii første Bogs tredie Elegie - Poem by Adam Oehlenschläger

Ret som hun smægtende laae, mens paa Havet Theseiske Kiøl gleed,
Hist paa forladte Strand, ene den Gnosiske Møe,
Som da Cepheus Dotter Andromeda førstegang slumred
I sin Brudeseng sødt, løst fra det grusomme Field,
Sovende som en Edonis, naar træt af den gientagne Chordands
Mat hun kaster sig ned i Apidaniske Græs;
Saadan syntes hun mig, hun aanded i qvægende Hvile,
Cynthia, Hovedet lagt blødt til den usikkre Haand,
Mens jeg med vaklende Fied tumled hen, beruset af Bachus,
Drengene vifted foran Fakler, i sildige Nat.
Did til den Elskte jeg da, dog ey ganske Forstanden berøvet,
Iled, og til den let, svagt kun nedtyngede Seng.
Og skiønt dobbelt beruset mig tvende Magter tilskyndte,
Amor hist, Liber her, hver en forfærdelig Gud,
Kierligt at røre den Slumrende, støttet med Kinden til Armen,
Ja selv at trykke min Mund sødt til den hævede Haand,
Dog Herskerindens Roe at forstyrre jeg daarlig ey voved,
Frygtende, noksom forsøgt, Vredens forbittrede Slag.
Men saa stod jeg forstenet, mit Blik uafladelig henvendt,
Argus liig, da han saae førstegang Io med Horn.
Løste med skielvende Hænder fra Issen de brogede Krandse,
Vandt dem, o Cynthia! flux om dine Tindinger dig.
Snart det min Glæde var at ordne de nedfaldne Lokker,
Skielmske Æbler jeg snart stak i den halvlukte Haand.
Slige Gaver jeg offred den utaknemlige Slummer;
Gaver, som rulled saa tit ned fra den hældende Barm.
Og hvergang du, skiønt svagt, gav et Suk og det Mindste dig rørte,
Foer jeg dog sammen af Skræk, som for et varslende Tegn;
Om du i Søvne maaskee af en Drøm blev ængstet, du Hulde?
Om i en Andens Vold, skiønt mod din Villie du var?
Endelig Luna, den Vandrende, kom for det modsatte Vindve,
Luna den syslende Møe, med sine dvælende Lys;
Med sin linde Straale hun aabned den lukkede Laage.
Talde den Elskte da saa, reist fra de venlige Duun:
Endelig kommer du da, du Forræder! herhid fore mit Leye,
Af en Anden alt vredt jaget fra islagne Dør!
Hvilken forfærdelig Tid af min Nat har du skammelig røvet!
Ravende kommer du nu, Stiernerne slukke sig alt.
Guderne give, Forræder! at du maa tilbringe Nætter,
Ak! som for din Skyld saa tidt her jeg dem tilbringe maa.
Nylig skuffed jeg Søvnen, snart ved den purpurne Vævstol,
Snart, skiønt mat, med en Sang, ved den Orpheiske Streng.
Undertiden jeg klaged forladt, og saa bitterlig ene:
Grumt i en Andens Arm Tiden henødsler han nu!
Endelig Søvnen mig dækked med sine husvalende Vinger,
Disse Bekymringer, ak! æsked min seneste Graad.

Listen to this poem:

Comments about Propertii første Bogs tredie Elegie by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]