Adam Oehlenschläger


Reisen fra Nyborg til Svendborg - Poem by Adam Oehlenschläger

Som nu i smukke Rime-Vers,
Der sveie hen paa langs og tvers,
Og trækkes i det vide Rum,
Saa seigt, som Gummi elastikum,
Jeg søgte nys, udi min Sang,
At male Skibets Gynge-Gang,
Saaledes vil jeg atter her
Afskildre dig, min Læser kier!
I Knytteversets Stolperdands,
Den Reise der blev giort til Lands.
Ifald du støder mod en Knort,
Skal du det ikke agte stort,
Men som et Billed det ansee,
Paa Landeveiens Qval og Vee.
Dog maa jeg mig forlige først
Med fynske Mand, som for Blodtørst
Jeg hist mistænkte i Corsøer,
Og sige her til hans Honeur,
At uden Spyd og Morder-Aand,
Han stod paa Strand, med Hat i Haand,
Da Færge-Smakken giorde Stop,
Og vi steeg høit paa Landet op.
Vi takked i en ivrig Bøn
Neptuni søeerfarne Søn;
(Den Gamle er alt længe død,
Nu Sønnen har hans Levebrød)
Fordi han os, paa denne Vey,
I Havet havde druknet ey.
Sandt nok! det var en farlig Tour.
De lumske Marsviin laae paa Luur!
Skiønt det var paa en Hundedag,
Var Solens Hede dog saa svag,
At skiønt vi, paa den kolde Smak,
Paa Kiolen havde hver sin Frak,
Og over Frakken en Cavay,
Saa hialp det dog det Mindste ey;
Hver stod og frøs, ret som en Hund,
Og Tanden klappred i hans Mund. -
For Noget var dog dette brav:
Da Heden, paa det danske Hav,
Faldt med saa ringe Vælde ned,
Og var snart slettes ikke heed,
Saa sad vi ogsaa ganske trygt,
Og havde ey den mindste Frygt,
At nogen Sælhund, os til Qval,
Af Heden skulde blive gal.
Vi saae vel Mestermandens Mænd,
At gaae paa Isens Stumper hen,
Og hugge ned i Bølgens Top,
Hvergang en Sæl stak Snuden op;
Men jeg tør dristig sværge paa:
De kunde gierne ladt dem gaae!
Thi hver en Sæl, jeg kunde see,
Var ikke mere gal end de.
Dog nok om denne Reise nu.
Vi giorde hvad vist ogsaa du
I samme Casus havde giort!
Da vi var ganske giennembor't,
Af Stormene, som løb omkaps,
Saa gik vi ind og fik en Snaps
At aabne vore Maver med;
Derpaa vi, paa det samme Sted,
En Skeefuld Suppe os udbad,
Og efter den lidt Eftermad.
Derefter da, ved Stormen brat,
Vor Hest var bleven ganske mat,
Som ikke var til Søen vandt,
Og Frygt med slig en Tour forbandt;
Saa meget meer da nys han saae
Sin Øvrighed paa Isen gaae,
Og dømte, efter sin Forstand,
At Den der skulde slaaes var han,
Da han var ikke mere feed,
End Hundedagens Sol var heed,
Saa lode vi en Postkarl hen,
(Til Hest da) spænde foran den,
Og lod ham, som han kunde bedst,
Bortslæbe os, med Vogn og Hest.
Paa denne nemme Maade kom
Vi ud af Staden Nyborg, som
Er tiere den Ulykke hændt
At den, som Kiøbenhavn, er brændt.
Dog har den, efter dette Pas,
I Vindverne faaet større Glas,
Og Gaderne er desforuden,
Som vore, stumpet af for Snuden.
(Vi elske, skiønt en Smule plumpt,
Foreningen af Lyst og Stumpt.)
Jeg kunde her nu lettelig
Paa otte Sider male dig!
Hvordan i otte Timer vi
Hvert Veiens Hul fik kiørt forbi;
Hvordan vi over Knort og Steen,
Uden at brække Hals og Been,
Dog endelig, forstødt, forkiørt,
Omsider blev saavidt bønhørt.
Men dette maa dig være nok,
Paa det du, som Niels Hansen Kok,
Skal ikke sige om min Sang:
Ak vee! den Indgang var for lang.
Saa meget, til din Rolighed,
Troer jeg er nok, naar kun du veed,
At Ende vi paa Reisen fik;
At Gigen ey i Stykker gik;
At Svendborg tog os i sin Favn,
(Sviinborg er Byens rette Navn)
At Brændeviin og Smørrebrød
Bortfiernede vor Hungersnød;
At Søvn vi fik, som høist var nødigt -
Meer vilde være overflødigt!

Listen to this poem:

Comments about Reisen fra Nyborg til Svendborg by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]